Experimentariums nye udstilling “Naturriget – Bliv insekt for en dag” skal udfordre børn og voksnes syn på den danske natur og styrke deres lyst til at passe bedre på den. Udstillingen åbner torsdag den 21. marts – lige op til påskeferien.

Naturriget – Bliv insekt for en dag. Pressefoto Experimentarium

Nu åbner Experimentarium den nye udstilling Naturriget – Bliv insekt for en dag, der gennem interaktive oplevelser skal inspirere børn og voksne til at passe bedre på vores natur. Baggrunden for udstillingen er, at Danmark er det land i EU, som har mindst beskyttet natur og et af de lande i verden, der har opdyrket mest af sit landareal (1).

Ifølge den internationale natur- og miljøorganisation IPBES, mangler naturen fremfor alt sammenhængende plads til at udfolde sig – og det sætter biodiversiteten under pres (2).

Samtidig ved børn og voksne i dag mindre om naturen i al dens mangfoldighed. Det gør os blinde for, hvor skidt det faktisk står til med den danske natur (3).

”Den nye udstilling udfordrer vores personlige syn på naturen. Målet er at give børn og voksne lyst til at kæmpe for vores natur og inspirere dem til komme ud og opleve den,” siger Kim Gladstone Herlev, adm. direktør, Experimentarium.

Se verden fra insekternes perspektiv
Centralt i den nye udstilling er en VR-oplevelse, hvor man ser verden fra sommerfuglenes og biernes perspektiv. Gennem interaktive spil oplever man samspillet og den indbyrdes afhængighed mellem dyr, planter og mennesker.

Udstillingen byder også på en skov af rigtige træer, der er blevet fældet for at give lys til skovbunden. De danske skove er oftest produktionsskove, hvor træerne står så tæt, at solens stråler ikke når skovbunden. Men ved at tynde ud i træerne opstår lysninger, hvor flere af skovens arter kan trives.

På Experimentariums hjemmeside kan man desuden teste sin viden i sjove quizzer om biodiversitet og den danske natur. Dyk ned i viden om biodiversitet og få tips, råd og inspiration til, hvad vi selv kan gøre for at hjælpe naturen: https://www.experimentarium.dk/udstillinger/naturriget-bliv-insekt-for-en-dag/

Vi skal styrke vores lyst til at passe på naturen
Naturriget – Bliv insekt for en dag er støttet af AAGE V. JENSEN NATURFOND, der har naturens bevarelse og udvikling samt de vilde dyrs beskyttelse som formål.

”Vi er glade for at støtte Naturriget, Bliv insekt for en dag på Experimentarium. Her kan gæsterne få en unik oplevelse med bl.a. bier og sommerfugle og mere viden om naturen og biodiversitet, som forhåbentligt kan øge deres ønske om at passe på naturen,” siger Hanne Haack Larsen, direktør, AAGE V. JENSEN NATURFOND.

Om Experimentarium
Experimentarium blev i 2018 kåret af TIME Magazine som en af verdens 100 bedste og mest innovative oplevelsessteder. Experimentarium samler børn og voksne om overraskende og engagerende oplevelser, der har kraft til at skabe forandring i den enkelte og i verden. Experimentarium er en erhvervsdrivende fond (non-profit) med 150 medarbejdere.De samlede indtægter fra Experimentariums momspligtige og momsfritagne aktiviteter bidrager under ét til Experimentariums formål og indsatser for at vække børn og unges nysgerrighed for naturvidenskab, teknologi og bæredygtighed. Læs mere på www.experimentarium.dk.

Følg Experimentarium på FacebookInstagram og LinkedIn

Tilmeld dig vores nyhedsbrev