Gentofte Kunstvenner
Sekretariat:
Emilia Bach
Platanvej 6
2791 Dragør
53265327
emilia@gentofte-kunstvenner.dk

Følg Gentofte Kunstvenner på Facebook

Samtaler om kunst
Hvis du sætter pris på kunst og gerne vil opleve mere af det i din by, så er Gentofte Kunstvenner noget for dig. Kunst er en oplevelse mellem værket og beskueren, men det er i den grad også en oplevelse, der føles givende at dele med andre. Kunst sætter gang i tanker, følelser og samtaler.

Gentofte Kunstvenner er en velfungerende kunstforening, der har eksisteret siden 1969. Foreningens formål er at tilgodese og stimulere interessen for kunst blandt Gentoftes borgere. Kunstinteresserede udenfor Gentofte er også velkomne i foreningen. ”Der er ikke noget, der er vigtigere end kunst og kærlighed” – er der en berømt statsminister, der har sagt. Hvis du selv har det sådan, så meld dig ind i Gentofte Kunstvenner.

Et levende kunstfællesskab
Gentofte Kunstvenner er en kunstforening, der med en meget alsidig vifte af arrangementer, giver dig mulighed for at nyde kunsten, hvor den er. Det betyder, at du ikke blot inviteres til kunstneriske oplevelser på de traditionelle steder som museer og gallerier, men også får mulighed for at opleve kunsten på mindre tilgængelige og oversete steder.

Hvert år arrangerer Gentofte Kunstvenner ca. 10 kunstbesøg for deres medlemmer, og foreningen har flair for at formidle kunsten på steder, du ikke selv har tænkt på eller haft mulighed for at besøge. Foreningen arrangerer besøg hos private kunstsamlere med unikke samlinger, som ikke er en del af den almindelige offentlige adgang. Der er også mange gode kunstoplevelser at hente hos større virksomheder eller offentlige institutioner med masser af kunst på væggene eller bestilt kunst, der er opført på stedet. Arbejdende værksteder er også et spændende udflugtsmål, hvor man kan få et indblik i arbejdsprocessen og have samtaler med de skabende kunstnere; det være sig keramikere, billedkunstnere, billedhuggere m.m.

På Gentofte Kunstvenners hjemmeside kan du læse om tidligere og aktuelle arrangementer.

Den gode kunst
Der er mange meninger, samtaler og afhandlinger om, hvad der er god kunst. Både når det kommer til at opleve kunst udenfor sit hjem, og når det handler om, hvad man vil have på sine vægge.

Kunst kan ses som et spejl af samtiden – eller et oprør imod den. God kunst sætter gang i din fantasi og får dig til at tænke over facetter i dig selv, kunstneren eller omverdenen. Æstetik og godt håndværk betyder noget, ligesom det højner oplevelsen, når værket ligesom taler til én, vækker følelser og sanser, rammer ind i en genkendelse, en undren og nærmest insisterer på, at man reagerer og tager stilling. Som Edgar Degas sagde: ”Kunst er ikke et spørgsmål om, hvad man kan se, men hvad man kan få andre til at se.”

Som medlem i Gentofte Kunstvenner kan du være heldig at få et kunstværk med dig hjem! Måske endda af den slags, der fortæller en ny historie, hver gang du ser på det. Gentofte Kunstvenner bruger det meste af kontingentbeholdningen på hvert år at indkøbe ca. 20 kunstværker; malerier, litografier, tryk, kunsthåndværk mm. Disse kunstværker udloddes hvert år mellem medlemmerne på den årlige generalforsamling.

Hvem ved; med et medlemskab hos Gentofte Kunstvenner får du måske ny, god kunst med dig hjem. Helt sikkert er det, at du bliver beriget med kunstoplevelser af den særlige slags, som du vil opdage, du ikke har lyst til at undvære.

Foto: IDM

sølvpartner

Tilmeld dig vores nyhedsbrev