Glæd dig til internationalt gadeteater i topklasse, når Gentofte Gadeteaterfestival igen fylder byen med akrobatik, musik og ualmindelig teatermagi. Det er ganske enkelt: Kom blot forbi og vær med – det er gratis, det hele foregår i det fri og du skal ikke booke billetter.

I årets program er der forestillinger fra bl.a. Frankrig, Østrig, Belgien, Argentina og fra Gentoftes eget teater, Bellevue Teatret. Festivalen kommer godt rundt i hele kommunen – der er forestillinger i Vangede Bygade, i Øregårdsparken, i Ordrup Park, på Jægersborg Allé og på Gentofte Torv.

Borgmester Michael Fenger siger:
– Gadeteaterfestivalen fejrer mange af de kvaliteter, Gentofte har. Gentofte er en levende by – og en grøn by. Vi har hyggelige handelsgader og fri natur. Gennem festivalperioden kan vi samles spontant – men stadig sikkert – i vores gader og parker og opleve forunderligt teater fra hele verden i fællesskab. Det ser jeg frem til.

Læg hverdagen bag dig
Festlighederne starter torsdag den 26. august kl. 16 i Ordrup Park. Her kan du se Barrière fra Belgien: En gammel grænsebom og fire grænsevagter, der genopfinder sig selv og deres formål. Passerer du bommen, kan du lægge hverdagen bag dig. Bagefter får du Love Velo, der er skabt af Bellevue Teatret og artisten Serge Huercio – her får du ægte cykelmagi. Begge forestillinger spiller to gange.

Fodgængerpatrulje og dansedronninger
Fredag den 27. august går det løs på Jægersborg Allé: La Patrouille – en nærhedsforebyggende fodgængerpatrulje – er på vagt fra kl. 15.30 og de ved præcis, hvor ordensmagten bør sætte ind. Fra kl. 17.30 kan du opleve Dancing Queen fra Østrig: Langbenede disco-gutter, der sætter gang i gågaden.

Er du ikke nær Jægersborg Allé denne fredag eftermiddag, så er du måske nær Gentofte Torv: Der kan du nemlig se de to forestillinger i omvendt rækkefølge.

Haute couture og hornmusik
Lørdag formiddag kan du se Giorgio Harmoni af La Roulette Ruche kl. 11 ved Gentofte Torv og kl. 13 ved Vangede Bibliotek. Her er der tale om en parade med verdens mest velklædte orkester: En enestående kombination af haute couture og hornmusik. Ved Vangede Bibliotek kan du allerede fra kl. 11 se akrobatisk tango fra Argentina med Otros Aires – de spiller igen kl. 14. Der er også nycirkus med både sjov og spænding i forestillingen Ombre d’elles fra Frankrig kl. 12.

Absurditeten bliver naturlig
Søndagens program foregår i Øregårdsparken i Hellerup. Her starter marionetforestillingen Hanging by a Thread kl. 11 – den spiller igen kl. 13. Italienske Claudio Mutazzi omdanner parken til et teater uden stole i forestillingen Street Café. Det er kl. 12 og kl. 14.

Festivalens finale står franske Les Frères Peuneu for. 1+1=3, Duo Absurde giver dig absurd teater og nycirkus: Ud af en gryde spaghetti, en økse, indianerhovedbeklædninger og en børnecykel får de to stuntmænd skabt en verden, hvor absurditeten er det mest naturlige. Kom forbi kl. 15 og få et godt grin.

Praktisk
Festivalen i Gentofte er en del af Danmarks Internationale Gadeteaterfestivaler, der har eksisteret siden 2013. Årets festival er støttet af Kulturpuljen i Gentofte Kommune. Find festivalprogrammet på bl.a. bibliotekerne eller online på gadeteaterfestival.dk , hvor du kan se de senseste opdateringer.

Festivalen følger alle myndighedernes anbefalinger.

Vedhæftede filer

Gadeteaterfestival_Giorgio-Harmonie.jpg

Gadeteaterfestival_LaPatroille.jpg

Gadeteaterfestival_Otros Aires.jpg

Gadeteaterfestival_Hanging-by-a-Thread.jpg

Gadeteaterfestival_Dancing-Queen.jpeg 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev