Jægersborg Have lagde lokaler til den velbesøgte generalforsamling i Lokalhistorisk Forening. Efter et meget oplysende foredrag om Gentofte Sø ved foreningens næstformand Niels Ulrik Kampmann Hansen og et glas vin begyndte generalforsamlingen. Foreningens formand Flemming Noes- Rasmusen aflagde bestyrelsens beretning.
Foreningen har været meget aktiv i år, idet der er afholdt 18 arrangementer. Der er også medlemsfremgang og foreningen har nu 426 medlemmer. Det er billigt at være med. Kontingentet er 200 kr årligt for enkeltmedlemmer og 250 kr. for par.
Arrangementer og publikationer er hovedtemaet. Der lægges vægt på vandreture især forår og efterår, mens foredragene finder sted om vinteren. Alle er velkomne til vandreturerne, men medlemmerne har naturligvis fortrinsret.
Af de mange aktiviteter kan nævnes: Besøg i Dansk Tennisklub, Christiansholm, Garderhøjfortet og Skomuseet. Af foredragsemnerne kan nævnes: De tyske flygtninge i Gentofte, Mogens Ballin og det katolske miljø, Arne Jacobsen og Strandvejsgasværket.
Tak til bestyrelsen for et godt arrangement.