Det bliver Jeppe Bjørn, som fra august skal stå i spidsen for Kultur og Bibliotek og dermed for Gentofte Hovedbibliotek, fem bydelsbiblioteker, centralbiblioteksfunktionen, Tranen, Gentofte Lokalarkiv og en række strategiske kulturindsatser.
Det er en helt central post, som 53-årige Jeppe Bjørn sætter sig på 1. august. Han skal være chef for 118 medarbejdere, og sammen med dem skal han oversætte Gentoftes kulturpolitik, bibliotekernes lokale udviklingsretning samt nationale, kulturpolitiske temaspor til kultur- og bibliotekstilbud, der fortsat udvikler sig og forbliver attraktive, stærke og relevante.
Jeppe Bjørn kommer fra en stilling som kultur- og bibliotekschef i Lyngby-Taarbæk Kommune, hvor han har stået i spidsen for en markant udvikling af biblioteker, kunsthallen Sophienholm og Stadsarkivet. Tidligere har han været arkiv- og formidlingschef på Rigsarkivet og chef i DR, hvor han bl.a. har været ansvarlig for interaktiv produktion og for arkiv og research.
Kultur- og ungechef i Gentofte Kommune, Stine Wilms Høyer, glæder sig til samarbejdet:
– Jeppe Bjørn har lige præcis den erfaring og kulturfaglige tyngde, som vi har brug for. Kultur og Bibliotek har mange store opgaver foran sig og nyder – heldigvis – stor opbakning, både politisk og blandt borgere. Vi skal sikre, at vi både holder fast i kernen af det stærke bibliotekstilbud og fornyr os i samme fart som vores publikum og det samfund, vi skal virke i. Jeppe har erfaring med netop det, og jeg ser meget frem til samarbejdet.
Jeppe Bjørn overtager både et lokalt ansvar for Kultur og Bibliotek og et regionalt og nationalt ansvar for Gentofte Bibliotekernes arbejde som ét af Danmarks i alt seks centralbiblioteker.
Jeppe Bjørn siger: – Jeg er enormt glad for og stolt over at skulle stå i spidsen for Gentofte Bibliotekerne. Gentofte Bibliotekerne står stærkt som en bred og samlende kulturinstitution med en stærk lokal forankring.
Stillingen som bibliotekschef i Gentofte er et drømmejob for mig, for i Gentofte er bibliotekerne en ramme om borgernære sociale og kulturelle fællesskaber, samtidig med at man dyrker den stærke litteraturformidling og læsefællesskaber. Jeg glæder mig til at gennemføre biblioteksstrategien i samarbejde med både borgere og medarbejdere.
Folkebibliotekerne er i dag Danmarks mest benyttede kulturtilbud, og kigger man på Gentofte, så forstår man straks, hvorfor det er sådan. For Gentofte Bibliotekerne står stærkt som kulturhuse og indtager, både med imponerende kulturprogrammer, høje udlånstal og den vigtige centralbiblioteksopgave, en førerposition i landet.
Om Kultur og Bibliotek i Gentofte Kommune Kultur og Bibliotek er en del af opgaveområdet Børn og Skole, Kultur, Unge og Fritid og består af fem bydelsbiblioteker og ét hovedbibliotek, Gentofte Lokalarkiv, udstillingsstedet Tranen og en række tværgående indsatser på kulturområdet. Gentofte Bibliotekerne fungerer som ét af Danmarks seks centralbiblioteker.