Gentofte Volley løfter pokalen i konfettiregn efter deres 3-2 sejr over Middelfart VK i pokalfinalen i volleyball. Foto: Flemming Patulski Nielsen.
I en vaskeægte pokalgyser mellem Middelfart VK og Gentofte Volley i herrernes pokalfinale, vandt Gentofte Volley med mindst mulig margin Pokalmestertitlen med en 3-2 sejr.
Der var dømt revanchekamp, da Middelfart VK og Gentofte Volley for andet år i streg stod over for hinanden i Pokalfinalen. Og revanchen til Gentofte kom, men ikke uden kamp. Der skulle nemlig fem intense og utroligt velspillede sæt til for at finde årets Pokalmestre, som altså blev Gentofte, der med mindst muligmargin tog guldet med 3-2 i sæt.
Pokalfinalen, herrer, volleyball
Middelfart VK – Gentofte Volley: 2-3 (23-25, 20-25, 26-24, 25-20, 14-16)
Hvad der efter to sæt lignede en 3-0 sejr til Gentofte, blev pludselig til en intens fem-sætter. Årets pokalfinale havde det hele – intens fight, vilde dueller og jubelbrøl på begge sider af nettet. Til sidst var det dog Gentofte Volley, som kunne ånde lettet op efter en uhyre tæt afslutning på kampen.
– “Hvad vi har oplevet de sidste to dage er helt ubeskriveligt. Jeg har hele tiden haft stor tiltro til truppen, men jeg er virkelig stolt af hvordan, holdet har arbejdet sig igennem de sidste to kampe. Vi bliver nødt til at tage af sted uden vores førstehæver, Sebastian Mikelsons, og efter 2 bolde i finalen mister vi så også vores startende centerspiller, Rasmus Mikelsons. Men holdet knokler videre, og indskiftningsspillerne Bertram og Frederik står bare 100% klar til at løfte opgaven og spiller upåvirket. Vi har et system, vi spiller efter, og det har alle spillere været klar til eksekvere på, så stor cadeau til dem”, udtaler en lettet og stolt cheftræner for Gentofte volley, Ibrahim Alievski.
“Vi står i et femte sæt, og har lavet 8 fejl i de mest afgørende minutter af kampen. Som ny træner var det en utrolig svær situation, men vi blev enige om, at vi ikke skulle herfra uden at prøve. Så vi aftaler at give den fuld smadder på trods af nerver og fejl. Og drengene gør det – så jeg kan ikke være andet end stolt og taknemmelig”, afslutter han.
Kampens Pokalfighter blev Middelfart VKs Nicholas Mickelberry, der leverede hele 29 point i kampen.
Tidligere på dagen vandt VK Vestsjælland pokalbronzen med en 3-1 sejr over hjemmeholdet fra ASV Elite.
Foto: Flemming Patulski Nielsen
Kampen sæt for sæt
Kampen bliver præget af en ærgerlig start for Gentoftes Rasmus Mikelsons, som må forlade banen efter 2 bolde med en skade. Det ryster dog ikke Gentoftelejre, og der bliver sættet igennem kæmpet hårdt for pointene bold efter bold. Til sidst hentede Gentofte Volley de sidste nødvendige point til sætsejr, og krydsede første sæt i hus med 23-25.
Fra starten af andet sæt var der stadigvæk intensiv fight på begge sider. Middelfarts diagonal Nicholas Mickelberry stemplede for alvor ind i kampen og gjorde det svært for Gentofte. Men så gik gassen af ballonen hos Middelfart, og med en backspike af kaliber fra Steen Lyngø sørensen, satte Gentofte punktum med 20-25.
Fra starten af tredje sæt fandt Middelfart VK de gode modtagninger frem og kunne iscenesætte deres centerspiller Jonathan Lopez på fornem vis. Men endnu engang trak Gentofte fra, stærkt anført af Mads Møllgaard, som hamrede boldene godt og grundigt i halgulvet. Ved 24-24 kom Lopez endnu engang i fokus med et flot servees og herefter diskede Middelfart op med en monsterblok der afgjorde sættet 26-24 i deres favør.
Det gav momentum på fynboernes side, som kom bedst fra start i fjerde sæt. Gentofte kom igen, og holdene skiftedes herfra til at have føringen. Mod slutningen af sættet fandt Middelfart dog igen storspillet frem og tog slutspurten til 25-20 – og et femte sæt var en realitet.
Selvom man ikke skulle tro at det var muligt, blev kampen lige et nyk mere intenst i et uhyggeligt tæt femte sæt. De to hold kæmpede med næb og kløer for alle point, og ved 14-14 sad publikum på kanten af stolen. Steen Lyngø Sørensen smadrer herfra bolden afsted til 14-15 og Gentoftes fik til sidst sat punktum med 14-16.
Final4 – Fnaler