Halmstadgruppen. Et visionært fællesskab, et modernistisk knudepunkt i Norden i mellemkrigsårene og årtier efter, aktører på den internationale scene og betydningsfulde for outsiderne i dansk kunst, Franciska Clausen og Vilhelm Bjerke Petersen. Alligevel er Halmstadgruppen ukendt for de fleste danskere i dag.
Nu slår Øregaard Museum dørene op for en omfangsrig udstilling om kunstnergruppen, den første siden deres jubilæumsudstilling i Gentofte i 1954. Med mere end 100 værker belyser udstillingen, hvordan Halmstadgruppen skaber et mangeartet tankeunivers – men også en form for samarbejde, der er karakteristisk for avantgardernes strategier i mellemkrigstidens Europa. På få år bevæger gruppen sig over den konstruktive og rationelle postkubisme og dens forskellige genrer som purisme og konkretisme til den diametralt modsatte, irrationelle surrealisme.