Højskole og Spejderne indleder samarbejde

Spejderne skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om samarbejde med højsskolen:

Hvordan gøres unge mennesker i stand til at handle og skabe de ændringer i verden, som de gerne vil se, fx i forhold til bæredygtighed og grøn omstilling? Hvordan kan man som ung få en følelse af, at verdens store spørgsmål kan gøres konkrete, håndgribelige og nærværende og dermed som noget man kan handle direkte på? Det er et par af de spørgsmål, som både foreningen Spejderne og Brandbjerg Højskole er optaget af. Derfor indledes der nu et samarbejde, der skal binde spejdermetoder sammen med højskolebevægelsens dannelsesprincipper og tanker om fællesskabets betydning. Målet er i krydsfeltet mellem spejdermetoder og højskolepraksis, at danne sig erfaringer og udvikle værktøjer og metoder, der kan bruges af både spejdere og højskoler, men også af andre skoleformer og uddannelser.

Brandbjerg Højskole har et særligt fokus på bæredygtighed og byder på et fagmiljø med en lang række fag med både håndværksmæssig, politisk og teoretisk tilgang til bæredygtighed. Foreningen Spejderne, der repræsenterer mere end 70.000 børn og unge, har i flere år arbejdet med eksempelvis FNs verdensmål og omsat disse til konkrete og praktiske øvelser for børn og unge. Nu forsøger parterne at teste, om koblingen mellem højskolebevægelsen og spejderbevægelsen kan udmønte sig i nye metoder og værktøjer, til glæde og gavn for alle der arbejder med unge og bæredygtighed:

“På Brandbjerg Højskole har vi stor erfaring med at skabe rum for det mangfoldige møde mellem mennesker og for mødet mellem menneske og natur. Det er et rum, der bygger på menneskehedens fælles grundlag og som kalder på bæredygtige eksperimenter. Vi ser store muligheder for at stille dette rum og vores erfaringer til rådighed for spejderbevægelsen på forskellige måder, så vi gensidigt kan lade os inspirere til nye veje til gavn for såvel spejdere som højskoler, og ikke mindst til gavn for verden,” siger Simon Lægsgaard, forstander på Brandbjerg Højskole.

I Foreningen Spejderne, glæder man sig til samarbejdet, der kan være med til at give unge spejdere nye vinkler og viden om deres egen rolle og mulighederne for at påvirke udviklingen:

“Learning by doing er et princip vi hylder i spejderbevægelsen. Vi har gennem længere tid arbejdet med at koble spejdermetoden tættere sammen med de aktuelle samfundsmæssige udfordringer, som fx FNs Verdensmål. Vi tror, at et højskoleophold og højskolebevægelsen som sådan kan bidrage med nye vinkler, som ligger i forlængelse af deres spejderarbejde, og give dem endnu bedre betingelser for at være med til at påvirke samfundet,” siger Thea Hass, direktør i Foreningen Spejderne.

Foruden samarbejdet om de konkrete aktiviteter på Brandbjerg Højskole har Spejderne og Højskolebevægelsen et tæt samarbejde i forbindelse med Ungdomsøen, der netop er åbnet på det gamle Middelgrundsfort midt i Øresund. Øen danner platform for en lang række aktiviteter for alle unge i Danmark. Og det er ikke et tilfælde:

“Højskolebevægelsen og Spejderne har mange overlap i vores virke. Både hvad angår vores samarbejdet omkring Ungdomsøen og det nye samarbejde på Brandbjerg Højskole så er der et fælles og meget udtalt ønske om, at gøre unge beredt til livet gennem øget trivsel, stærke fællesskaber og en fornemmelse for det fælles grundlag, som vores fremtid bygger på både i økologisk og i social forstand.” siger Simon Lægsgaard.

Derudover arbejder Spejderne og Brandbjerg Højskole sammen om, at udvikle metoder, pædagoik og ikke mindst praktiske aktiviteter målrettet unge i alderen 18-30 år på Ungdomsøen, hvor såvel Spejderne som Folkehøjskolernes Forening er samarbejdspartnere. Når metoderne er testet og gennemafprøvet er det planen at de skal overføres fra ø til land.

Om SPEJDERNE:

SPEJDERNE er en paraplyorganisation, der repræsenterer de fem spejderkorps i Danmark; Det Danske Spejderkorps, KFUM-Spejderne, De grønne pigespejdere, Danske Baptisters Spejderkorps og Dansk Spejderkorps Sydslesvig.

SPEJDERNE tæller mere end 70.000 medlemmer fordelt på mere end 1.000 spejdergrupper i hele Danmark og Sydslesvig.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier