Med en donation på 175.000 kr. til Røde Kors’ projekt Fra Bolig til Hjem, hjælper IKEA Gentofte med at skabe trygge rammer og en bedre fremtid for samfundets mest sårbare.

Pressefoto IKEA Gentofte

2000 kvinder og børn forlader hvert år et krisecenter i Danmark for at skabe et nyt liv og en bedre hverdag uden vold.

Et trygt hjem er helt fundamentalt i tiden efter, og derfor har IKEA Gentofte doneret 175.000 kr. til Røde Kors’ projekt Fra Bolig til Hjem, så tidligere voldsudsatte kvinder og børn i Storkøbenhavn får en tryg base og en ny start. Konkret har IKEA Gentofte hjulpet 20 kvinder og 14 børn, og donationen er en del af møbelvirksomhedens samlede bidrag på 1 million kroner fordelt på virksomhedens varehuse i Danmark.

Kvinder med børn får tildelt 10.000 kr., mens enlige får 7.500 kr. til at købe møbler og interiør et valgfrit sted. Derudover får de hjælp fra frivillige arkitekter til at skabe et trygt og funktionelt hjem.

– Vi er stolte over at kunne støtte kvinderne på deres vej mod en bedre fremtid. Mange af dem starter helt forfra uden meget fra deres tidligere liv, og derfor ser vi det som vores ansvar at hjælpe dem med at skabe en tryg base for dem selv og deres børn. Vi mener, at alle skal have mulighed for at føle sig hjemme, og derfor giver det stor mening for os at bidrage til projektet, siger Fatima Gustafsson, der er varehuschef i IKEA Gentofte.

En ny og svær start
For de kvinder og børn, der flytter fra et krisecenter og skal skabe et nyt hjem, kan opgaven virke uoverskuelig. Selvom de forlader krisecentret med håbet om en ny begyndelse, er tiden ofte præget af usikkerhed.

– Vi er meget bevidste om, hvor udfordrende det kan være at starte på ny i så vanskelige situationer. Derfor er vi utroligt taknemmelige for, at IKEA igen vælger at støtte Fra Bolig til Hjem-projektet, som giver familierne den nødvendige støtte til at skabe en ny fremtid og et trygt hjem, siger Maria Stetter Rubin, projektleder for Fra Bolig til Hjem, Røde Kors.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev