Derfor skaber du dit eget liv – med baggrund i kvantefysikken

Onsdag den 4. oktober kl. 19-20.30 holder civilingeniør Henning R. Jensen foredrag i Jægersborg Kirke. Det sker med udgangspunkt i hans bog “Derfor skaber du dit eget liv – med baggrund i kvantefysikken” fra 2020. Siden udgivelsen har han haft stor succes med sine foredrag om emnet.

Jægersborg Kirke oplyser i sit nyhedsbrev følgende om arrangementet:

“I et enkelt sprog og med eksempler fra eget liv forklarer han, hvordan vi er skabere af vores eget liv via vores tanker, følelser og overbevisninger, fordi de skaber og udsender energi, som påvirker os selv og vores omgivelser.

Kvantefysikken har vist os, at enhver tanke udsender energi i form af elektromagnetiske bølger fra hjernen, og tilsvarende udsender hjertet elektromagnetiske bølger for enhver følelse. Frekvensen af disse bølger afhænger af vores DNA, og derfor har vi alle en unik personlig frekvens, som udsendes i form af bio-fotoner fra cellerne.

Det forklarer, hvorfor mor og spædbarn kan mærke hinanden uden at opholde sig i samme rum, og hvordan enæggede tvillinger kan mærke hinanden, selvom de befinder sig på hver sin side af jordkloden. Det forklarer også, hvorfor du ”svinger” bedre med nogle mennesker end andre. Samtidig er dit helbred styret af dine tanker og følelser, fordi hjernen frigiver stoffer til kroppen ud fra din opfattelse af verden.

Den energi er intelligent. Dr. Michael Levin fra Tufts University har optaget kommunikationen mellem celler, så der er ikke tale om tilfældig udvikling af levende organismer, men en intelligent sammenhæng mellem alting. Energien er livskraft for alt levende, og kan ses som den guddommelige energi, der giver alt liv.”

Efter foredraget vil det være muligt at stille spørgsmål til Henning.

Entré: 100,00 kr. – løssalg i døren enten med kontanter eller MobilePay. Dørene åbner en halv time før.

Se Jægersborg Kirkes opslag om foredraget her.

Foto: Jægersborg Kirke. Presse.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev