20Brøndby fik som den første kommune i HOFORs forsyningsområde blødere vand – vand med mindre kalk – for fem år siden. Erfaringerne viser, at kunderne sparer tid og penge og samtidig skåner miljøet. HOFOR arbejder på højtryk for at kunne sende blødere vand ud til resten af forsyningsselskabets ca. en million kunder.
Brøndbyester Vandværk blev moderniseret i 2017.
Dagligdagen i Brøndby Kommune er blevet lidt lettere, efter HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, for fem år siden indviede det moderniserede Brøndbyvester Vandværk.
Siden da har der nemlig flydt blødere vand fra hanerne, og fordelene er tydelige, fortæller Kent Max Magelund, der har været borgmester i Brøndby siden 2016:
“Da vi fik en henvendelse fra HOFOR, der ønskede at fjerne kalken fra Brøndbys hårde vand, var vi hurtigt med på ideen. Vi ville gerne spare borgerne for besværet og udgifterne ved det hårde vand, som samtidig er dyrt og skadeligt for miljøet. Og jeg må bare sige – vi er ikke blevet skuffet,” siger borgmesteren og fortsætter:
“Jeg har talt med rigtig mange borgere gennem årene, som alle kan mærke en forskel. En forskel, som jeg og min hustru Suzanne også mærker tydeligt, med væsentligt mindre kalk der sætter sig fast på badeværelsesfliser, i elkedlen, kaffemaskinen, vandrør og vaskemaskinen,” siger han.
Alle kunder får blødere vand HOFOR er i fuld gang med at udrulle planerne om at levere blødere vand til alle selskabets ca. en million kunder. For nylig indviede HOFOR det moderniserede vandværk Værket ved Søndersø, der nu leverer blødere vand til 300.000 indbyggere i det nordlige København og det nordlige Herlev, og Værket ved Thorsbro står efter planen klar til at kunne levere blødere vand til bl.a. Albertslund og Rødovre næste år.
Programleder Ahmad Yassine fortæller, at cirka 75 procent af kunderne efter planen har blødere vand i hanerne i 2027, men at det er en længere proces at komme helt i mål.
“Flere af HOFORs vandværker er nået op i en alder, hvor der er behov for, at vi enten renoverer eller nybygger samtidig med, at vi installerer blødgøringsanlæg. Arbejdet er nødt til at ske i etaper, så vi sikrer, at der hele tiden er vand i hanerne hos kunderne. Og det er en større omgang. Vi moderniserer i alt otte værker”, konstaterer Ahmad Yassine.
Tidsplan for blødere vand Hårdhedsgraden, altså mængden af kalk i vandet, falder gradvist i takt med, at flere og flere værker får installeret blødgøringsanlæg. Værkerne sender nemlig vand i forsyningsnettet, hvor det bliver blandet op. Jo flere værker, der får installeret blødgøring, jo mere vil hårdheden derfor falde.
På HOFORs hjemmeside kan man se en tidsplan for, hvordan hårdhedsgraden i HOFORs kommuner forventes at falde de kommende år.
Efter planen har alle kunder blødere vand i 2029.
Fakta: Undersøgelse af effekterne af blødere vand
HOFOR og Danmarks Tekniske Universitet (DTU) har undersøgt effekter før og efter indførelsen af blødere vand fra Brøndbyvester Vandværk i Brøndby. Hos de private husholdninger viste resultaterne, at borgerne for eksempel brugte markant mindre afkalkningsmiddel og afspændingsmiddel til deres opvaskemaskiner. Desuden forventes apparater at have længere levetid. HOFOR og DTU undersøgte også effekterne hos virksomheder, ældrecentre og en boligforening. Her var der lignende effekter samtidig med, at medarbejdere oplevede at have mere tid til andre opgaver, fordi de for skulle bruge mindre tid på for eksempel afkalkning. Det er den første store undersøgelse af den registrerede effekt af overgangen fra hårdt til blødere vand fra et vandværk i Danmark, og undersøgelsen blev gennemført i 2017. Der bliver gennemført en ny brugerundersøgelse i Brøndby næste år.
Vedhæftede filer
Kent Max Magelund, borgmester i Brøndby Kommune.jpg