Julen i 1914 gik over i historien som den jul, hvor de menige soldater pludselig trodsede alle befalinger og valgte at holde Julefred. Samtidig sad de danske soldater på Garderhøjfortet og frygtede, hvad fremtiden ville bringe. Ville Københavns Befæstning mon skulle tages i brug?

På Garderhøjfortet kan gæsterne op til jul høre mere om julefreden – og samtidig være med til at pynte op, som soldaterne gjorde det i 1914.

Kom til julehygge på Garderhøjfortet, hvor der er aktiviteter for hele familien. Der vil blive lejlighed til at klippe gammeldags julepynt, skrive julekort med pen og blæk, lave små “stånisser” til julebordet, eller man kan gå på jagt efter drillenisserne, der har stjålet telegrafistens morsebeskeder.

Der findes flere billeder af soldater, der holder jul på forterne i Københavns Befæstning. På dem kan man se, at de gik rigtig meget op i at pynte forterne fint op til jul. I det hele taget blev der dengang brugt rigtig meget tid på at lave fint pynt til juletræet. Ideerne kom blandt andet fra familiejournalen, og fra klippeark man kunne købe. Mange af dem er sjældne nu, men det er lykkedes fortet at få fat i en hel del forskellige klippeark, så gæsterne kan komme og lave julepynt ligesom i 1914.

Der er juleaktiviteter på Garderhøjfortet d. 27/12-30/12-2023 kl. 11-15.

Fortet holder lukket d. 23-25/12 2023 samt d. 31/12 og 1/1 2023.
Kilde

Foto: Garderhøjfortet

Tilmeld dig vores nyhedsbrev