Julens fedt er afløbets skræk

Snart kører gryder og pander på højtryk med årets julemad. Med forhøjet aktivitet i køkkenet rundt om i de danske hjem kommer HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, med råd om, hvordan de køkkentravle kan komme af med det overskydende fedt fra al julemaden.

Fedt i afløbet, foto: HOFOR

Julen nærmere sig og mange ser frem til and, flæskesteg og gås på menuen. Traditionsrig julemad, der ikke alene giver lidt ekstra fedt i maverne, men også betyder mere overskydende fedt fra madlavningen. Men hvordan er det nu med det overskydende fedt fra madlavningen, må det ryge direkte i afløbet?

Julebøn fra driftschefen i HOFOR
Ole Balch Petersen er driftschef i HOFORs afdeling for Drift Spildevand har en lille bøn til de private julekokke rundt om i køkkenerne:

“Alt det overskydende fedt fra madlavningen skal ikke smides direkte i hverken køkkenvask eller afløb. Det har dit afløb og kloak nemlig ikke godt af. Fedtet sætter sig som propper og vil forårsage tilstoppede afløb. Og det er lidt surt at bruge juletiden til kloakspuling – både for jer og mine rådighedsvagter”, lyder det fra driftschefen fra HOFORs spildevandsafdeling.

Fedt på karton
Hvis ikke i afløbet, hvor skal det overskydende fedt så hen? Her er der gode råd at hente hos driftschefen:

“Frem for at hælde fedtet direkte i vask eller afløb, så kan man hælde det overskydende fedt i helt almindeligt indpakningsaffald som fx mælkekartoner eller andre lignende beholdere. Herfra kan man smide det i en skraldespand,” fortæller Ole Balch Petersen.

Propper på linjen
Fedt direkte i afløbet vil størkne og sætte sig som klistrede fedtaflejringer på den indvendige side af kloakrøret. Her vil andre ting i kloakken sætte sig fast i fedtet, og det er det, der gør, at der kommer propper og tilstoppede rør. HOFOR, der blandt andet afleder spildevand, skal bruge ekstra tid og penge på spuling og rensning af anlæggene. En relativt dyr affære og udgifter, der i sidste ende havner hos forbrugerne. Og hvis det er boligens egne rør, der stopper til, må man selv bekoste en kloakmester.

Lad julefreden sænke sig
Det er dumt med stoppede afløb en højhellig juleaften og kan hurtigt blive dyrt med udrykning i helligdagene. Derfor lyder opfordringen fra HOFOR, at man skiller sig af med det overskydende fedt i karton eller anden tætsluttet emballage – og derfra i skraldespanden. På den måde kan julefreden sænke sig, og der værnes samtidig om afløb og kloakker.

Tips til anvendelse af overskydende fedt fra julemaden:
• Som bouillon til din sovs eller smagsforstærker til rødkålen
• Til brødet frem for almindeligt smør
• Som topping på din pizza, popcorn poppet i lidt andefedt eller pomfritter stegt i andefedt
• Hvis fedtet ikke er saltet, kan det blandes med fuglefrø, havregryn og nødder og laves til fuglekugler
• Tip til at holde kloakrør rene og forebygge dårlig lugt er jævnligt at hælde kogende vand i afløbet. Det er mindst lige så effektivt som kemiske midler som afløbsrens, kaustisk soda og klorin – og så er det billigere og meget mere miljøvenligt

 

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier