Kender du vinene fra Perrin?

Er der noget der kendetegner vinene fra Perrin, så er det, at kvaliteten er så gennemsyret i hele serien, at det halve kunne være nok. Uanset om du køber bag-in-box eller Châteauneuf-du-Pape, så er du altid garanteret rigtig god vin for dine penge. Vingården er en familievirksomhed og strækker sig over fem generationer.

Nedenfor giver vi dig seks drøngode anbefalinger:

Cuvée Prestige 2020 Côtes-du-Rhône

Cuvée Prestige har en mørkerød farve, og en intens og besnærende duft domineret af modne solbær, jordbær og sydfranske urter.

I munden har den en nærmest silkeblød tekstur med fin koncentration, saftige imødekommende tanniner og en diskret sødme fra den fuldmodne frugt. Super lækker!

Côtes-du-Rhône 2021 Bag-in-Box

I en travl hverdag er det nemt og praktisk med en bag-in-box, som du kan tappe vin af – og når den oveni købet smager lige så behageligt som denne er lykken gjort.

Vinen er fyldig, let krydret og med god fed bærfrugt. Den er meget alsidig og kan nydes både til og uden mad.

Côtes-du-Rhône Villages 2019 Vieilles Vignes

Blød og fyldig rødvin med masser af velsmag. Druerne kommer fra gamle vinstokke og det giver endnu mere dybde og karakter til vinen.

Særdeles fremragende til din lammekølle – især hvis den er gavmildt krydret med hvidløg og provencalske krydderurter. Herligt!

Châteauneuf-du-Pape 2019

Kongevinen fra Sydrhône – intet mindre! Det er en eksklusiv vin med saft og kraft, god tørhed og markante tanniner. Stor kompleksitet og lag-på-lag nuancer kendetegner denne klassiker bedst.

Giv gerne vinen 2-3 timer på karaffel – så får du med garanti smagen af ægte ”neuf”!

Châteauneuf-du-Pape Blanc 2019

Hvidvin i verdensklasse! Hvid châteauneuf kan være svært at opdrive i Danmark, og vi er derfor ekstra stolte af, at kunne tilbyde denne fremragende vin.

Smagen er fed af frugter og blomster, og så har den en lækker renhed og friskhed, som er perfekt afstemt med fedmen. Giv gerne vinen noget luft og drik den ved cirka 10-12 grader.

Châteauneuf-du-Pape 2018 Vieilles Vignes

Denne fantastiske vin bliver lavet af druer, der vokser på mellem 75-100 år gamle vinstokke, og så laves den kun i specielt gode årgange, hvor høsten har været exceptionel god.

En flot granatrød farve efterfølges af en kompleks duft af sorte kirsebær, vanilje, tobak og kakao. Smagen er kraftfuld og præges især af mørke frugter, lakrids, peber og vanilje. ”Neuf” i absolut særklasse!

Om Domaine Roger Perrin: Domænet fik sit navn i 1969, da Roger Perrin overtog stedet efter sin svigerfar. I 1986 døde Roger pludseligt under høsten og sønnen Luc tog over. Luc Perrin moderniserede i sidste halvdel af 90-erne bygninger og udstyr, så kældrene i dag er veludstyrede og fremtræder meget velordnede.

Luc Perrin døde i en alt for ung alder i 2010, og vinhuset har siden, i det daglige arbejde, været ledet af søsteren Véronique Perrin-Rolin, der før Luc Perrins død var praktiserende ønolog i Bourgogne.

Véroniques søn Xavier Rolin har fra sin drengetid færdedes i onklens kældre. Senere har han også gennemgået en ønologisk uddannelse i viticulture et oenologie i Mâcon og har arbejdet sammen med moderen på domænet. Officielt har Xavier Rolin haft eneansvaret for vingården siden 2017.

Domænet er på i alt 40 hektar og vinmarkerne er fordelt på 72 adskilte parceller. Vinstokkene har – især i Châteauneuf-du-Pape – en anseelig alder på op til 100 år!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier