Kom med HOFOR til Kulturnatten

Danmarks største multiforsyningsselskab, HOFOR, slår dørene op for udvalgte lokationer til Kulturnatten. Og det er til steder, der normalt er ukendt land for byens borgere. Kom med til Ofelia Plads, hvor der 15 meter under havets overflade findes et havvandskammer, der er med til at levere køling til byen. Kulturnattens gæster kan også se frem til et besøg på Danmarks største kloakpumpestation og se, hvor det hele ender, når der er trykket på skyl-knappen på toilettet. Det sker til Kulturnatten fredag den 14. oktober.

Man tænker ikke lige over det, men under jorden løber en verden af et sindrigt rørsystem, der forsyner byen med både vand, varme, bygas, fjernkøling og sidst, men ikke mindst også et kilometerlangt rørsystem, der leder vores spildevand på vej. Nu åbner HOFOR dørene til nogle af forsyningsmatriklerne, og lader kulturnattens gæster få et blik ind til en verden, der normalt er skjult for omverden.

Tæt på forsyningerne

Det er første gang, at HOFOR åbner lugerne til havvandskammeret på Ofelia Plads i København og Kløvermarken Pumpestation på Amager i forbindelse med Kulturnatten. Her kan gæsterne se frem til en unik mulighed for at komme helt tæt på et imponerende rørsystem, der er skjult under jordens overflade.

Havvandskammer på Ofelia Plads ligger skjult 15 meter under jorden, hvor havets naturlige kulde fungerer som en art køleskab til at skabe afkøling til kunderne. Systemet hedder fjernkøling, og det sørger for afkøling til for eksempel erhvervsejendomme og institutioner rundt om i byen. Via et lukket kredsløb sendes havvandet til kølecentraler og videre ud til de kølehungrende kunder.

Kløvermarken Pumpestation er Danmarks største kloakpumpestation, der i gennemsnit i døgnet får ca. 70.000 kubikmeter spildevand gennem systemerne. Siden 1885 er spildevandet fra København løbet gennem Kløvermarken Pumpestation, og i 2019 stod et nyt, højteknologiske anlæg færdigt. Der er guidet rundvisning, hvor spildevandets historie fortælles i ord og billeder. Der vil også være mulighed for at komme op på toppen af de to tryktårne på Kløvermarken Pumpestation samt få et kig indenfor murene af den historiske pumpestation på matriklen.

Samspil med byens borgere

HOFOR ser frem til at byde indenfor til nogle af de forsyningslokationer, som ellers ikke er hverken synlige eller tilgængelig for byens indbyggere.

“Vi glæder os til at slå portene op for Kulturnattens gæster til nogle af vores forsyninger og anlæg, der ikke lige er synlige i hverdagsbilledet, men som ikke desto mindre spiller en central rolle for byens virke. Til Kulturnatten kan gæsterne ved selvsyn se de højteknologiske anlæg, der gemmer sig under jordens overflade, og som er med til at holde gang i byen”, fortæller administrerende direktør i HOFOR Henrik Plougmann Olsen.

Der er adgang til HOFOR-lokationerne med Kulturpas.

PRAKTISK INFO

Kulturnatten løber af stablen fredag den 14. oktober fra kl. 18.00 og frem til kl. 23.00*

*Sidste ture indledes fra kl. 23.00 på de respektive HOFOR-lokationer.

Havvandskammer: Ofelia Plads 1, 1252 Kbh. K (tæt på Skuespilhuset)

Kløvermarken Pumpestation: Herjedalgade 7, 2300 Kbh. S

Vær opmærksom på, at havvandskammeret ikke er egnet til kørestolsbrugere og dårligt gående. Barnevogne vil heller ikke kunne medtages til havvandkammeret, da der er trapper op og ned på lokationen.

Ud over de to lokationer er HOFOR også at finde i Industriens Hus, hvor vi deltager i Dansk Industri og State of Greens stand om grøn omstilling og vedvarende energi. Her kan kulturnattens gæster høre mere om HOFORs ambitiøse havvindprojekter i Øresund, der kan forsyne flere hundrede tusinde husstande med grøn strøm – og børnene kan bygge deres egen vindmølle og teste, hvor god den er til at omdanne vind til energi.

HOFOR Havvind: Industriens Hus, H. C. Andersens Boulevard 18, 1553 Kbh. V

Se det fulde program og mere om de steder, hvor HOFOR inviterer indenfor på: www.kulturnatten.dk

Kulturpas: Der er kun adgang til HOFOR-adresserne med Kulturpas. Digitalt kulturpas købes via Kulturnattens hjemmeside: www.kulturnatten.dk

Kulturpasset kan også købes som badge i alle 7-Eleven butikker i Hovedstadsområdet, på museer samt udvalgte biblioteker i København og på Frederiksberg. Salget begynder den 1. oktober

Læs mere om Kulturnatten på www.kulturnatten.dk

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier