Og dyk ned i vores kulturs grundfortælling Påskens gudstjenester i Jægersborg Kirke

Kom og fejr påsken og dyk ned i vores grundfortælling

Selvom mange nok tænker på julen, når vi taler om de vigtigste højtider, så er det faktisk påsken, som er den største kristne højtid.

Det er her, at vi får historien om Jesu sidste dage – en historie, der udgør en grundfortælling i vores kultur.

Historien strækker sig fra fællesskabet omkring det sidste måltid skærtorsdag, over sorgen over Jesu lidelse og død langfredag, til den store glæde over Jesu opstandelse påskedag.

Denne historie er en fortælling om livets store spørgsmål, der berører dybe eksistentielle emner, som vi alle må håndtere i vores tilværelse:

Liv og død, svigt og forsoning, frygt og glæde, fortvivlelse og håb, sorg og kærlighed.

Kom og dyk ned i denne vigtige fortælling i påskeugens gudstjenester.

Palmesøndag 2. april

Højmesse v. Lea Skovsgaard kl. 10.00

Palmesøndag ankom Jesus og hans disciple til Jerusalem for at fejre den jødiske påske. Jesus kom ridende på et æsel, og blev modtaget som jødernes konge med jubelråb, palmesving og store forventninger.

Starten på den stille uge

Denne søndag indleder påskeugen, som også bliver kaldt “den stille uge”, da den lægger op til eftertænksomhed inden påskens dramatiske begivenheder starter. Kirken vil være smukt pyntet med palmeblade.
Skærtorsdag 6. april

Højmesse v. Lea Skovsgaard kl. 15.00

Skærtorsdag er dagen før Jesu korsfæstelse. Om aftenen samlede Jesus alle sine disciple til påskemåltidet, hvor han delte brødet og vinen med dem. Efter måltidet blev Jesus forrådt af Judas til de romerske soldater for 30 sølvpenge.

Jødisk påskedessert i sognegården

Efter gudstjenesten inviterer vi på dessert fra det jødiske påskemåltid i sognegården. Det er en dessert, der består af charoset (frugtsalat) og matzah (usyret brød).

Gratis – alle er velkomne.

Langfredag 7. april

Højmesse v. Kenneth Knigge kl. 10.00

Langfredag er dagen, hvor Jesus led og dødede på korset.

Musikgudstjeneste

Gudstjenesten tager dig på en rejse gennem Jesu lidelseshistorie, og der vil veksles mellem musik og læsninger.

Du vil blandt andet kunne høre uddrag af J.S. Bachs Markuspassion v. organist Amanda Marie Mortensen og Jægersborg Vokalensemble.

Påskedag 9. april

Højmesse v. Kenneth Knigge kl. 10.00

Påskemorgen stod Jesus op fra de døde, og vi fejrer, at Gud har magt over døden, og at lyset er stærkere end mørket. Et lille frø bærer kimen til liv, og solens stråler er Guds kraft.

Festlig gudstjeneste

Påskedag er en festdag, og vi har derfor inviteret Mikkel Amsinck til at medvirke på trompet.
Anden påskedag 10. april

Børnegudstjeneste v. Lea Skovsgaard kl. 10.00

Anden påskedag fortsætter vi fejringen af Jesu opstandelse – de største højtider har nemlig brug for mere end en dag til at dvæle ved det store, der er sket.

Det Danske Spirekor agerer påskens begivenheder

Det Danske Spirekor med dirigent Pia Boysen medvirker til gudstjenesten.

Lea Skovsgaard genfortæller hele påskehistorie i børnehøjde, mens spirekoret agerer historien gennem sang og tableauer på alteret – blandt andet udsmykke det som Gethsemanes have, dække op til nadvermåltidet og klæde det i sort til langfredag.

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev