Ledelseskommission fremhæver god ledelse i Gentofte

Gentofte kommune skriver i sin pressemeddelelse bl.a. andet følgende:

Gentofte Kommunes Job-, Aktivitets- og Kompetencecenter (JAC) er udvalgt som case af regeringens ledelseskommission, fordi arbejdspladsens ledelsesstil gør en markant forskel for borgernes hverdag.

Regeringens ledelseskommission udkommer tirsdag den 12. juni med en længe ventet rapport, der kommer med anbefalinger til, hvordan offentlige arbejdspladser bør ledes i fremtiden. Med i rapporten er cases fra 12 arbejdspladser, der på hver deres måde tjener som forbilleder og inspiration for andre.

En af de 12 er Gentofte Kommunes Job-, Aktivitets- og Kompetencecenter, JAC, der er et tilbud til unge og voksne med psykiske og/eller fysiske funktionsnedsættelser eller sociale udfordringer.

JAC har fundet vej til kommissionsrapporten, fordi arbejdspladsen, hvor 100 medarbejdere og ca. 400 borgere fra 20 forskellige kommuner har deres daglige gang, er lykkedes med at implementere en flad og progressiv ledelsesstil. På JAC har medarbejderne, der er tættest på borgerne i det daglige, fx stor medindflydelse på arbejdspladsens strategi og de er direkte med til at bestemme, hvordan tilbuddene til borgerne indrettes, så de giver så god mening som muligt for borgerne.

Centerleder for JAC, Ann-Christina Matzen, siger:

– Jeg er meget glad og stolt over, at ledelseskommissionen har valgt at pege på os som et eksempel til efterfølgelse. Det er et kæmpe rygklap til alle hos os, både ledere, medarbejdere og borgere, der gennem de sidste par år har arbejdet med at gøre JAC endnu bedre både som tilbud for borgerne og arbejdsplads for medarbejderne.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier