Lis Sørensen fotograferet i Bernstorffsparken. Foto: Gentofte Kommune

De fleste har et par Lis Sørensen-sange på læberne – hun har om nogen lagt stemme og sange til de seneste fem årtier, og hun indtager en prominent plads i dansk musikhistorie.

Lis Sørensen er født i Brabrand ved Aarhus i 1955, og som 19-årig blev hun – sammen med Anne Linnet – frontfigur i bandet Shit & Chanel. Det var i 1974, og det var noget helt nyt, at bandet kun bestod af kvinder. Shit & Chanel fik stor succes. I slutningen af 70’erne indledte hun et samarbejde med Sebastian, som kom til at vare mange år. Sebastian har skrevet flere sange til Lis Sørensen, bl.a. balladen Stille før storm, som hun stadig spiller, når hun giver koncerter.

Lis Sørensen har gennem hele karrieren samarbejdet med nogle af Danmarks bedste musikere, sangere og komponister. I 1983 gik hun solo med albummet Himmelen ned på jorden og det store, kommercielle gennembrud kom i 1989 med albummet Hjerternes Sang, som solgte 350.000 eksemplarer. Hun har som soloartist udgivet i alt 12 studiealbums og en række opsamlingsalbums – flere har solgt over 100.000 eksemplarer.

Tilbage til livemusikken
Aktuelt har Lis Sørensen netop genoptaget turnélivet efter corona-nedlukningen, og sammen med sit orkester giver hun koncerter over hele landet de kommende måneder. For Lis Sørensen er det liveoplevelsen og de langtidsholdbare sange, der er i centrum.
Lis Sørensen siger:

– Det er fantastisk at spille de sange, som efterhånden er gamle. Som Stille før storm. Verden er i farver. Få dem til at blomstre igen. Vi spiller hver koncert som en rejse gennem alle årene. Det giver en forbindelse til publikum, for publikum har mange aldre. Nogle hører en sang for første gang, andre har været til mange koncerter. Det skaber en særlig stemning.

Lis Sørensen har haft hjemsted i Gentofte gennem mange år og holder af de mange grønne områder.

– Jeg elsker at gå i Bernstorffsparken eller i Hundesømosen – den er også skøn. Jeg har mange venner, der bor her, så jeg holder af at gå tur og lige få rundet det hele af. Bernstorffsparken er et fantastisk sted. Der er så stor forskellighed. Sletten, alt det sociale omkring haverne, alle ungerne. Og så er der dejlig vildt, også.

En fænomenal sangerinde
Det er Kommunalbestyrelsen, der har besluttet, at Lis Sørensen skal have Kulturprisen i år. Borgmester Michael Fenger siger:

– Lis Sørensen er en fænomenal sangerinde. Hun synger med et helt særligt nærvær, som griber de fleste. Vi er mange, der har haft Lis Sørensens sange og stemme med som lydspor gennem mange år. Hun er en éner i dansk populærmusik, og hendes lange karriere imponerer. Det er en stor glæde at kunne ære Lis Sørensen med Gentofte Kommunes Kulturpris.

Borgmester Michael Fenger overrækker kulturprisen til Lis Sørensen ved et arrangement under GentofteNatten den 24. september. Det er i Kavalergården på Bernstorff Slot. Alle er velkomne til arrangementet, hvor Lis Sørensen synger et par sange. Tilmelding er nødvendig og link til tilmelding findes på programpunktet på gentoftenatten.dk eller direkte her:

Tilmelding til overrækkelse af Kulturprisen til Lis Sørensen.

Om Gentofte Kommunes Kulturpris
Gentofte Kommune uddeler hvert år en pris til en fremtrædende kunstner, der har gjort sig bemærket på den danske eller internationale kulturscene og har bopæl i kommunen. Kulturprisen gives som en anerkendelse af kunstnerens store arbejde og talent. Prisen skal medvirke til at skabe opmærksomhed omkring kulturlivet og det store kunstneriske potentiale i kommunen. Kulturprisen er som andre priser i Gentofte Kommune på 25.000 kr. skattefrit.

Kulturprisen er tidligere overrakt til

Fritz Helmuth

Alexander Kølpin

Poul Bundgaard

Preben Kristensen

Sanne Salomonsen

Anne Linnet

Jes Kølpin

Thomas Eje

Kim Roland Sjøgren

Erik Balling

Bent Fabricius-Bjerre

Ulf Pilgaard

Birthe Kjær

Nikoline Werdelin

Lone Scherfig

Mads Mikkelsen

Lars H.U.G.

Palle Mikkelborg

Lisbet Dahl

Tonny Landy

Paprika Steen

Henning Jensen

Peter Øvig Knudsen

Peter Mygind

Bobo Moreno

Ellen Hillingsøe

Guido Paevatalu

Thomas Vinterberg

Rasmus Bjerg

Olafur Eliasson

Ebbe Munk

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev