DEMOKRATIET KALDER
Gentofte Bibliotekerne sætter fokus på demokratiet i hele uge 43. Du kan være med til Danmarks Største Vælgermøde og stemme ved Børnevalg 2021. Kommunalvalg venter forude, og derfor giver bibliotekerne nu mulighed for at fordybe sig i og blive klogere på, hvad demokrati betyder for os alle.
Danmarks Største Vælgermøde er en fælles event på landets biblioteker den 26. oktober kl. 19.30, hvor der er fokus på demokratiet og kommunalvalget. På Gentofte Hovedbibliotek kan du gå i dialog med en repræsentant fra hvert af de opstillede partier.
Børnevalg 2021 er sat i verden for at styrke børnenes forståelse for og lyst til at deltage i demokratiet. Fra den 28. oktober og frem til den 16. november kan børnene gå til stemmeboksene på børnebibliotekerne og være med til at afgøre, hvem der skal vinde årets Børnevalg.
Vi glæder os til at se jer på bibliotekerne.
MVH Gentofte Bibliotekerne
Livestreaming: Nors og Tellerup: Om landskaber og litteratur
Link
Tirsdag den 2. november kl. 19-20.30
Gentoftegade Biblioteks Facebookside Link
Gentofte Hovedbiblioteks Facebookside Link
Oplev en aften i landskabernes og litteraturens tegn i selskab med de to forfattere, Malte Tellerup og Dorthe Nors, som på hver sin måde tager livtag med de landskaber, der omgiver os og former os som mennesker.
Dorthe Nors er prisvindende forfatter til en række romaner og novellesamlinger. Senest har hun i samarbejde med fotografen Henrik Saxgren udgivet bogen En linje i verden, som handler om landskabet omkring Danmarks vindblæste vestkyst. Malte Tellerup er anmelderrost forfatter til romanerne Markløs, som indbragte ham Blixenprisen som årets litterære talent, og senest Hedeselskabet. Samtalen modereres af litteraturformidler Signe Gry Nielsen fra Ballerup Bibliotekerne.
Arrangementet er blevet til i samarbejde med fem andre folkebiblioteker og er del af projektet ‘Viden og oplevelser live med bibliotekerne’, som er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen.
Gratis. Ingen tilmelding
Copenhagen Baby Heart Study
Link
Onsdag d. 3. november kl. 17.00-18.30 Gentofte Hovedbibliotek
Anne-Sophie Sillesen, der er læge på Hjerteafdelingen på Gentofte Hospital og en af forskerne bag studiet Copenhagen Baby Heart Study, fortæller om det banebrydende studie.
I perioden april 2016 til oktober 2018 fik over 25.000 nyfødte, født i Københavnsområdet, en grundig undersøgelse af hjertet med ultralydsskanning og hjertediagram samt blodprøve fra den afklippede navlesnor. Men hvorfor undersøge så mange babyer? Og hvor mange hjertefejl finder man egentlig? Hør mere om det banebrydende studie, der forventes at bidrage med unik viden i udviklingen af hjertesygdomme helt fra fosterstadie til alderdom.
Gratis. Tilmelding HER Link
Film og foredrag: Katyn 1940
Link
Torsdag den 4. november kl. 17.30-20 Gentofte Hovedbibliotek
I 1943 fandt tyske soldater massegrave med polske officerer i skovene ved Katyn i Rusland. Tyskland hævdede straks, at de var ofre for Stalins voldspolitik, mens Sovjetunionen helt frem til slutningen af Den Kolde Krig påstod, at nazisterne var morderne.
I denne Oscarnominerede polske film fra 2007, får vi historien om familiemedlemmer, der venter i årevis på, at deres mænd, sønner og fædre skal vende tilbage samt fortællingen om den farefulde kamp for at få sandheden frem om, hvad der i virkeligheden skete i Katyn-skovene. Filmen introduceres af Poul Grooss, der er tidligere kommandør fra Søværnet og militærhistoriker fra Forsvarsakademiet.
Gratis. Tilmelding HER Link Link
Lorens Juul Madsen: Umberto Ecos første og sidste romaner
Link
Torsdag den 4. november kl. 17-18.30 Dyssegård Bibliotek
Forfatteren Umberto Eco markerede sig som en af sin generations skarpeste intellektuelle. Han var semiotiker, ekspert i moderne massekommunikation og middelalderekspert, men også forlægger, forfatter og klummeskribent. Han slog litterært igennem i 1980 med romanen Rosens navn, som er oversat til 47 sprog. Oversætter, underviser og foredragsholder Lorens Juul Madsen fortæller om Ecos første og sidste to romaner, Kirkegården i Prag og Nr. 0 og om sit arbejde med at oversætte de to sidste.
Gratis. Tilmelding HER Link Link
Lise Ringhof og Erik Valeur
Link
Torsdag den 4. november kl. 18-20.30 Ordrup Bibliotek
Lise Ringhof og Erik Valeur vil denne aften fortælle om deres anmelderroste trilogi, hvis første bind har titlen Det er de danske som flygter, hvor vi følger slægten Brinch fra år 1900 til 2020. Aftenen afsluttes med en debat, der med udgangspunkt i trilogien, tager hul på nogle af danmarkshistoriens mørke sider.
Lise Ringhof arbejdede i forlagsbranchen indtil 2017, hvor hun stoppede for at hellige sig arbejdet på romantrilogien sammen med Erik Valeur. Erik Valeur er tidligere journalist på bl.a. Berlingske, Information og DR. Han har modtaget mange priser for sit arbejde som journalist bl.a. Cavlingprisen. Valeur debuterede i 2011 med bogen Det syvende barn, og han har ligeledes modtaget en række store priser.
Gratis. Tilmelding HER Link
Klaus Lynggaard: Bob Dylan: Myter, manier og mysterier
Link
Torsdag den 4. november kl. 19-20.30 OBS: Nyt sted: Gentoftegade Bibliotek
Som Dylanfan og -kender gennem 50 år tager Klaus Lynggaard publikum med på en personlig karruseltur i mesterens univers.
Bob Dylans værker fremstilles lidenskabeligt og kalejdoskopisk i krydsfeltet mellem kunstnerisk nerve og eksistentiel erkendelse med hvad deraf følger af fortabelser og fantasmagorier. Du kan også høre om et særligt møde med Dylan i Rom i 2001. Under foredraget afspilles musikeksempler.
Gratis. Tilmelding HER Link
Jazzkoncert: Claudio Passilongo Trio
Link
Lørdag den 6. november kl. 13.30-15.00Ordrup Bibliotek
I det italiensk-danske band Claudio Passilongo Trio kan man genkende både lyriskmelodiske elementer fra den italienske musikalske tradition og de særlige stemninger, der findes i skandinavisk musik. Udgangspunktet er Claudio Passilongos piano, der sammen med Niels Knudsens bas og Bruno Tagliasacchi Masias trommer udvikler sig improvisatorisk og i kontinuerlig dialog instrumenterne imellem.
Gratis. Tilmelding HER Link
Brevstem på Gentofte Bibliotekerne
Link
Fra 5. oktober og frem til 12. november kan du brevstemme til Kommunal- og Regionsrådsvalget på bibliotekerne.
Du kan nu brevstemme på alle kommunens biblioteker i den betjente åbningstid.
Det eneste, du skal sørge for, er at medbringe legitimation, f.eks. pas, kørekort eller sundhedskort. Det er ikke nødvendigt at have modtaget valgkort for at kunne brevstemme.
Når du har brevstemt, kan du ikke stemme på valgdagen, men du kan godt brevstemme igen inden for fristen – så er det din nyeste brevstemme, der tæller.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev