Lokaltog A/S tager første skridt på vejen mod nye miljøvenlige batteritog

Lokaltog A/S tager første skridt på vejen mod nye miljøvenlige batteritog

Lokaltog A/S, som driver ni forskellige lokalbaner i Region Sjælland og Region Hovedstaden, har efter en prækvalifikationsrunde udvalgt tre europæiske togleverandører, der skal give endeligt tilbud på nye batteritog til virksomheden. De nye batteritog skal erstatte nogle af de ældste dieseltog, som Lokaltog A/S i dag bruger i driften i Region Sjælland.

I alt omfatter udbuddet 14 batteridrevne el-togsæt, der efter planen skal indgå i den daglige drift fra 2026. Det besluttes på et senere tidspunkt, hvor de kommende nye tog skal køre, men de vil kunne indsættes på Tølløsebanen, Odsherredsbanen, Østbanen samt Lollandsbanen. Og skiftet til elektrisk drevne tog er helt i tråd med Lokaltogs ambitioner om at sikre en grøn omstilling af togdriften i de kommende år.

“Først og fremmest er der en meget stor miljømæssig gevinst ved at overgå til batteritog. De nuværende dieseltog, som vi bruger i driften, udleder skadelige partikler, og det undgår vi ved at erstatte dieseltog med batteritog i fremtiden. På den måde bidrager Lokaltog A/S dermed til den grønne omstilling og de klimaaftaler, der er indgået mellem regionerne og staten, ligesom vi lever op til målene i Movias mobilitetsplan. Så det i sig selv er en god grund til, at vi ønsker, at Lokaltogs nye tog skal køre på strøm”, forklarer Lars Wrist-Elkjær, der er administrerende direktør i Lokaltog A/S.

Lokaltogs kommende togtype er i praksis et eltog, der kan køre under køreledninger på elektrificerede banestrækninger, men batteriet betyder, at togene kan køre videre, når køreledningerne ophører og dermed indsættes i drift på banestrækninger, der ikke er elektrificerede.

Reducerede vedligeholdelses- og brændstofudgifter

I dag kører Lokaltog A/S med fire forskellige typer dieseldrevne togsæt i Region Sjælland og Region Hovedstaden, og det er de ældste af dem – IC2-togene på Sjælland og RegioSprinter på Nærumbanen – der står til udskiftning. Derfor giver det ekstra god mening, at Lokaltog A/S nu går efter at indsætte batteritog på en eller flere af de fire strækninger i regionen fra 2026.

“Ved at investere i nye batteritog vil vores fremtidige vedligeholdelsesudgifter falde, da det er forbundet med høje omkostninger til reparation og vedligehold at holde gamle dieseltog kørende. Samtidig reducerer vi brændstofudgifterne, da strøm er billigere end diesel som drivmiddel, så driftsøkonomisk er det også en god forretning at investere i nye og miljøvenlige tog”, siger Lars-Wrist-Elkjær.

Fakta om Lokaltogs udbud af batteritog

Prækvalifikationsrunden blev afsluttet 7. februar 2022, og de tre togleverandører, som er valgt til at deltage i det endelige udbud er:

Siemens Mobility fra Tyskland Stadler fra Schweiz CAF fra Spanien

De tre udpegede leverandører afleverer deres endelige tilbud i slutningen af oktober måned 2022.

Det aktuelle udbud omfatter tog, der skal køre i Region Sjælland. Lokaltog A/S forbereder også et udbud af nye batteritog til Nærumbanen i Region Hovedstaden. Dette udbud planlægges igangsat senere i år.

Beslutningen om at udskifte en del af Lokaltogs ældre dieseltog er godkendt af regionsrådene i henholdsvis Region Sjælland og Region Hovedstaden i 2021.

Kontaktinformation

Lokaltog A/S, tlf. 23 30 79 10 eller post@lokaltog.dk

Lokaltog driver jernbanestrækninger over hele Sjælland samt Lolland og Falster. Vi sørger for, at vores kunder kommer trygt, sikkert og komfortabelt på job, på indkøb, i skole og ud i ferielandet. Det er vores mål at kombinere præcision og professionalisme i driften med en god service. Lokaltog er et dansk jernbaneselskab, der driver ti privatbaner. Vi transporterer hvert år mre end 9,4 millioner passagerer sikkert frem til deres destination.

Lokaltog A/S Jættevej 50 – 4100 Ringsted – post@lokaltog.dk – Tlf: 23 30 79 10

 

Copyright: Movia Foto: Ulrik Jantzen

Afmeld udsendelser

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier