Kabelarbejdet i Hellerup skrider fremad som planlagt. Næste fase går i gang på Maglemosevej fredag 14. marts og vil medføre omkørsler og inddragelse af kantstensparkering.
Arbejdet med at styrke elforsyningen i hovedstadsområdet er i fuld gang i Gentofte Kommune i disse uger. Der arbejdes lige nu på Bengtasvej og en del af Strandvejen i Hellerup. Fra fredag 14. marts udvides arbejdsarealet til Maglemosevej fra Strandvejen til Bregnegårdsvej. Arbejdet på Maglemosevej forventes at tage cirka to måneder. Det vil i løbet af perioden flytte sig længere ind ad Maglemosevej i vestlig retning.
Ensretning af Maglemosevej i vestlig retning
For at få plads til grave- og boremaskiner, kabelrør og kabeltromler er det nødvendigt at inddrage cirka halvdelen af vejarealet i den sydlige side af vejen. Det betyder, at Maglemosevej bliver ensrettet i vestlig retning cirka to måneder, mens arbejdet bliver lavet.
Kantstensparkering og adgang til ejendomme påvirkes
Desuden vil det ikke være muligt at kantstensparkere på den strækning af Maglemosevej, hvor der arbejdes.
Entreprenøren forsøger at opretholde adgang til ejendommene på strækningen. Men det kan blive nødvendigt at spærre for indkørslen i kortere perioder ved de ejendomme, hvor der skal laves boringer eller trækkes kabelrør.
De berørte beboere vil få direkte besked forinden af Energinets entreprenør NCC.
