Marie Louise Madsen ny direktør i Gentofte Kommune

En enig Kommunalbestyrelse godkendte mandag aften Marie Louise Madsen som ny direktør for Klima, Miljø og Teknik i Gentofte Kommune.

Marie Louise Madsen har siden 2017 været direktør for By, Kultur og Miljø i Ishøj Kommune og før det bl.a. kontorchef i KL.

– Med Marie Louise får vi en yderst kompetent direktør, og jeg ser meget frem til samarbejdet, siger kommunaldirektør Torben Frølich. – Marie Louise har betydelig ledelseserfaring og stor faglig indsigt. Hun har i sin tidligere ansættelse skabt et stærkt samarbejde med både medarbejdere og borgere om fremtidens løsninger inden for klima, miljø og det tekniske område, og jeg er sikker på, at Marie Louise med sit stærke strategiske fokus og sin visionære tilgang vil blive en stærk drivkraft i den udvikling og omstilling, vi skal igennem de kommende år.

Marie Louise Madsen siger om jobskiftet:

– Jeg glæder mig meget til at starte som direktør i Gentofte Kommune og arbejde med det, som jeg kan, i en anden kommunal kontekst. Jeg kender mange af de aktuelle temaer og dagsordener, og Gentofte er en kommune, der har mod og evne til at gå forrest, når det fx gælder klimapolitikken. Det helt særlige fokus på at skabe sammen er værdifuldt og sympatisk, og jeg ser meget frem til samarbejdet om de gode løsninger med både medarbejdere, politikere og borgere.

Marie Louise Madsen tiltræder per 1. juni og afløser Lis Bjerremand, som har valgt indstille sit professionelle arbejdsliv og gå pension.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier