Det fine forårsvejr er over os, men heldigvis har vi masser af spændende særarrangementer, så man kan søge ly i skyggen…

Allerede i denne weekend har vi noget for enhver smag. Lørdag viser vi Dyrene i Hakkebakkeskoven i samarbejde med Gentoftegade Bibliotek. Søndag formiddag er der Operakino på programmet med den fantastiske Andréa Chénier. Og Søndag aften er det tid til en skøn klassiker, når vi viser Mine aftener i Paradis.

Vi glæder os også til at byde velkommen til Søren Pind og Jens Kramer Mikkelsen, når vi inviterer til debat, hvor de vil fortælle om deres kamp om borgmestermagten og deres fælles kærlighed til København. Det hele modereres af kulturjournalist Niels Frid-Nielsen. Efter debatten viser vi Erik Ballings elskede Midt om natten.

I anledningen af Store Bededag serverer vi varme hveder når vi holder forpremiere på Downton Abbey: En nye æra fredag d. 13. maj kl. 16.00.

Og så har vi sat 3 film på programmet i samarbejde med Copenhagen Asian Film Festival, nemlig Hero, The Grandmaster og The Way of the Dragon. Der er smuk æstetik, og hårdtslående kampscener i vente.

Vi har fundet en skøn klassiker frem, når vi viser John Frankenheimers mesterværk Grand Prix fra 1966 med oplæg af Jes Dorph-Petersen.

Vi glæder os til at tage imod jer!

I samarbejde med Gentoftegade Bibliotek

Dyrene i Hakkebakkeskoven – Tag børnene med i biografen

Klatremus og den søde Morten Skovmus bor sammen med alle deres dyrevenner, men Mikkel Ræv har en kedelig tendens til at ville spise de mindre dyr. Det lykkes ikke, og Mikkel bliver så sulten, at han forsøger at stjæle Bagermester Harepus’ kager, men får i stedet fat i bagerlærlingens fejlslagne peberkager, hvor der er alt for meget peber i. Med hjælp fra den store Bamsefar får Morten Skovmus indført en lov om, at man ikke må spise hinanden i skoven. . Filmen er instrueret af Rasmus A. Sivertsen, der også stod bag den hyggelige “Jul i Bakkekøbing”.

I Gentoftegade Bibliotek vil der i forbindelse med hver filmvisning være udstillinger, aktiviteter og konkurrencer, der læner sig op af filmenes univers.

Lørdag den 7. maj kl. 10.00 Billetpris: 45 kr.

Køb billetter

Operakino

Andréa Chénier

Det var et drømmeteam i instruktøren Philipp Stölzls produktion af Andréa Chénier, der her blev præsenteret på operaen i München med superstjernerne Jonas Kaufmann, Anja Harteros og Luca Salsi i de ledende roller. Andréa Chénier er Umberto Giordanos operasucces om virkelighedens Andrea Chenier, der 32 år gammel blev henrettet under den franske revolution, kun tre dage før regimets endeligt, og om hans elskede, der følger ham til guillotinen og redder livet for en anden kvinde. Dirigent af Omer Meir Wellber.

I fængslet skrev virkelighedens Andrea Chenier en række betydelige digte, og over disse digte skabte librettisten Luigi Illica en effektfuld libretto, som blev et forstudie til hans libretto til Puccinis Tosca.

Søndag den 8. maj kl. 10.00 Billetpris: 185 kr.

Køb billetter

Særarrangementer i Gentofte Kino

Filmklassiker: Mine aftener i Paradis

Vi byder foråret velkommen med en skøn klassiker: Mine aftener i Paradis! Filmen er et tilbageblik på en siciliansk barndom, hvor drengen Toto deler sin tid mellem kirken, hvor han er alterdreng, og den fortryllende biograf “Paradiso”, hvor han fra operatørrummet oplever magiske historier, spændende verdener – og også de forbudte scener, som den lokale præst forlanger, bliver fjernet fra filmene. Filmen vandt en Oscar for bedste udenlandske film i 1989, og musikken er komponeret af legendariske Ennio Morricone.

Søndag den 8. maj kl. 20.00 Billetpris: 100 kr.

Køb billetter

Midt om natten! – Med indledende samtale mellem Søren Pind og Jens Kramer Mikkelsen, samt kulturjournalist Niels Frid-Nielsen

Der er lagt op til lidt af et topmøde, når Søren Pind, Jens Kramer Mikkelsen den 11. maj kl. 19.30 mødes i Gentofte Kino med forfatteren og kulturjournalisten Niels Frid-Nielsen til en samtale om deres fælles kærlighed til København.

Søren Pind (V) var borgmester for bygge- og teknik i København fra 1998 til 2006 og kæmpede i perioden med Jens Kramer Mikkelsen (S) om magten i København. Kramer var fra 1989 til 2004 den længst siddende overborgmester i København.

I Niels Frid-Nielsens kritikerroste “Jeg er københavner” fortæller han om Pind og Kramers fælles kærlighed til København. Om deres rivalisering, men ikke mindst om deres samarbejde i det politiske maskinrum.

Inden vi viser Erik Ballings “Midt om natten” (1984), får Pind og Kramer lov til at svare på, om de har fjernet sjælen fra det gode, gamle København, Balling hylder i den snart klassiske slumstormer-film med Erik Clausen og Kim Larsen i to af hovedrollerne.

Onsdag den 11. maj kl. 19.30 Billetpris: 135 kr. inkl. et glas vin

Køb billetter

Forpremiere: Downton Abbey: En ny æra – Med varme hveder

Vi vender endnu engang tilbage til det storslåede gods, hvor Grev Robert, Lady Mary og resten af Crawley-familien denne gang chokeres af Enkegrevinden af Granthams mystiske fortid. Hun har nemlig arvet en villa i Sydfrankrig fra en gammel bekendt, som de aldrig har hørt om før. I anledningen af Store Bededag, serverer vi varme hveder inden filmstart.

Fredag den 13. maj kl. 16.00 Billetpris: 120 kr. inkl. varme hveder

Køb billetter

CAFF & Gentofte Kino præsenterer: Hero

Glæd dig til et episk kinesisk drama med Jet Li i hovedrollen!

Filmen ‘Hero’ foregår i Kina for ca. 2000 år siden. Landet er opdelt i syv kongedømmer, der alle bekæmper hinanden. Efter mange års krig er befolkningen plaget af død og lidelse og af de syv kongedømmer er Qin det mest aggressive.

Qins hersker er besat af tanken om at blive Kinas første kejser. Men mange ser ham hellere død, i særdeleshed de tre legendariske lejemordere Broken Sword, Flying Snow og Sky, som herskeren frygter mest af alle.

“Hero” er instrueret af Yimou Zhang.

Filmen vises med original kinesisk tale og med engelske undertekster – og i samarbejde med Copenhagen Asian Film Festival (CAFF).

Mandag den 16. maj kl. 20.00 Billetpris: 95 kr.

Køb billetter

CAFF & Gentofte Kino præsenterer: The Grandmaster

Glæd dig til historien om kampsportsmesteren Ip Man – manden som trænede Bruce Lee.

I “The Grandmaster” udøver Ip Man sin kampsport i fredelig eksistens med sin velhavende familie i 1930ernes Foshan i det sydlige Kina.

Da stormesteren Gong Yuatian ankommer fra det nordlige Kina, og skal finde den bedste kung fu-udøver i syden, ender det i et opgør mellem Ip Man og Yuatian.

Kampen bliver en dyst mellem ideologierne bag stilarterne og ender i førstnævntes favør. Det får Yuatians datter, Gong Er, til at udfordre sejrsherren for at genvinde sin fars ære.

Gong Er vinder knebent, og de to skilles som venner, men da den 2. kinesisk-japanske krig bryder ud, ændres alt for Ip Man, Gong Er og hendes far.

Kar Wai Wongs ’The Grandmaster’ minder stilistisk og fortællermæssigt mere om hans tidligere, æstetiske værker ’In the Mood for Love’ (2000) og ’2046’ (2004), hvorfra han har hentet hovedrollen Tony Leung Chiu Wai.

Filmen vises med original kinesisk tale og med engelske undertekster – og i samarbejde med Copenhagen Asian Film Festival (CAFF).

Tirsdag den 17. maj kl. 20.00 Billetpris: 95 kr.

Køb billetter

Filmklassiker: Grand Prix – Med oplæg af Jes Dorph-Petersen

Vi inviterer til John Frankenheimers mesterværk “Grand Prix” fra 1966. Jes Dorph-Petersen så filmen for første gang i Bellevue Teatret i sommeren 1967. Han var så begejstret, at han bare måtte se den igen dagen efter. Nu deler han sin passion for filmen her i Gentofte Kino. Filmen handler om Monaco-grandprixet, hvor den amerikanske formel 1-kører Pete Aron er skyld i et uheld, der sender briten Scott Stoddard på hospitalet. Aron fyres fra sit hold, men får en ny chance hos den japanske industrialist Yamura. Stoddard gør også comeback, alt imens hans forsmåede kone hygger sig med Aron. Den charmerende, franske veteran Sarti og den italienske hanekylling Barlini kæmper ligeledes om VM-titlen.

Onsdag den 18. maj kl. 19.00 Billetpris: 125 kr. inkl. oplæg

Køb billetter

CAFF & Gentofte Kino præsenterer: The Way of the Dragon

Glæd dig til at opleve Kung Fu-kongen Bruce Lee i sin største og sidste rolle her i Gentofte Kino.

“Colosseum i Rom blev til ruiner, da dragen slog til!” Sådan lød den fornøjelige slaglinje tilbage ved filmens oprindelige danske premiere og nu er der endelig biografgensyn med denne forrygende Kung Fu-film, der byder på den unikke kamp mellem Bruce Lee og Chuck Norris. Måske den mest mindeværdige kampscene nogensinde filmet? Filmen er optaget on location og det var allersidste gang, der blev givet tilladelse til at filme indenfor Colosseums mure.

“The Way of the Dragon” er en klassisk Bruce Lee-film om Tang “Dragon” Lung, der skal hjælpe sin familie i Italien imod nogle brutale gangstere, som chikanerer dem.

Hvad gangsterne ikke havde regnet med er, at Dragon er en ubesejret kampsportudøver, der ikke stopper, før hans familie er i sikkerhed.

“The Way of the Dragon”, der på dansk blev kendt som “Dragen slår til igen”, har Bruce Lee i både hovedrollen og instruktørstolen. Den legendariske martial arts-stjerne nåede inden sin død som 32-årig at slå igennem i adskillige Hong Kong-actionfilm, ligesom Hollywood-debuten “Enter the Dragon” blev en succes.

Bruce Lees nok mest kendte kampscene er dog fra “The Way of the Dragon”, hvor han udfordres af den amerikanske mester, Colt, spillet af ingen ringere end Chuck Norris.

Filmen vises med danske tekster – og i samarbejde med Copenhagen Asian Film Festival (CAFF).

Onsdag den 1. juni kl. 20.00 Billetpris: 95 kr.

Køb billetter

Print ugens program

Se alle forestillinger

Tilmeld dig vores nyhedsbrev