Nu kan du via et virtuelt kort gå ad en ny 65 kilometer lang vandrerute
mellem Roskilde Fjord og Øresund. Et vigtigt skridt i arbejdet med bedre
adgang til naturen, siger Friluftsrådet.

65 kilometer på gåben mellem Frederikssund ved Roskilde Fjord og Bellevue
Strand ved Øresund. Ad en rute udarbejdet på et digitalt kort komplet med
info om overnatningsmuligheder, seværdigheder, toiletter, indkøb og spise-
og badesteder undervejs.

Dét er resultatet af flere års frivilligt foreningsarbejde, der nu er blevet
til vandreruten Fra Fjord til Sund.

Ruten følger eksisterende veje og stier fra Frederikssund gennem Sillebro
Ådal og landsbyen Vinge til Buresø, hvorfra den følger stisystemet i
Mølleådalen forbi blandt andet Bastrup Sø, Farum Sø og Furesøen til
Dyrehaven og videre ud til Øresund.

Ruten er derfor ikke en ny sti, den er heller ikke udstyret med fysisk
afmærkning i form af skilte undervejs, men den har noget andet, som man som
vandrer har brug for: Et kort over ruten inklusiv markering af faciliteter
undervejs.

Kortet er digitalt, stillet til rådighed af GeoInfo, og ligesom de fleste
navigationsapps GPS-baseret, sådan at man kan se, hvor man selv er på ruten.
Arbejdsgruppen bag den nye rute har derudover plottet punkter og beliggenhed
ind om alt fra toiletter og indkøbsmuligheder til gode steder at bade og
spise.

Behov for gode stier og ruter

Vandring i naturen er specielt efter et år med mere eller mindre
Corona-nedlukning af samfundet populært som aldrig før. Formand for
foreningen bag etableringen af stien, Gunnar Brüsch, er derfor stolt af at
kunne præsentere Fjord til Sund-ruten for vandreglade danskere og turister.

“Vi fik idéen for otte år siden, men det er kun blevet endnu mere aktuelt
med en ny vandrerute. Især en, der ikke følger kyster eller åer, som mange
stier i Danmark gør, men går på tværs af landet. Der er flere ruter i
Mølleådalen, men der manglede en forbindelse videre til Frederikssund,”
siger Gunnar Brusch.

Friluftsrådet, som via Udlodningsmidler til Friluftsliv har støttet
udviklingen af den digitale rute med 25.000 kroner, bakker op om formålet
med projektet: At skabe en forbindelse mellem Naturpark Mølleåen og Roskilde
Fjord.

“Sammenhængende stiforløb på tværs af kommunegrænserne er en mangelvare, som
vi rigtig gerne ser flere af, for alle skal have adgang til naturen og
opleve, hvad friluftsliv og natur kan gøre for os. Det kræver blandt andet
en rekreativ infrastruktur af høj kvalitet, altså flere gode stier og ruter,
som binder forskellige områder sammen, så man kan komme rundt i naturen.
Samtidig skal det være veludbygget, sådan at alle brugergrupper kan være
med. Fjord til Sund-stien er et godt og vigtigt skridt mod det mål,” siger
Winni Grosbøll, direktør i Friluftsrådet.

Find ruten og det virtuelle kort her.
Link

KontaktinformationWinni Grosbøll, direktør i Friluftsrådet, tlf. 30 18 19 79,
wg@friluftsraadet.dk

Gunnar Brüsch, formand i Foreningen til etableringen af en vandrerute fra
Fjord til Sund, tlf. 40 16 33 79, storkoebenhavnnord@friluftsraadet.dk

Gitte Holtze, kommunikationskonsulent i Friluftsrådet, tlf. 24 64 63 91,
gho@friluftsraadet.dk

Friluftsrådet udvikler friluftslivet, formidler natur og bæredygtighed og
forbedrer rammerne for at opleve naturen. Visionen er: Friluftsliv for
alle – i en rig natur, og på et bæredygtigt grundlag. Friluftsrådet er
friluftsorganisationernes paraply og administrerer desuden udlodningsmidler
til friluftsliv.

Læs mere på www.friluftsraadet.dk
Link

Friluftsrådet, sekretariatet – Scandiagade 13 – 2450 København SV

 

Del på sociale medier

Skriv til Dit Gentofte

  Klik her
Holler Box