Mindeord om Svend Drachmann

Fra Susi Alsfelt Riise-Knudsen, næstformand i Dansk-Thai Forening har vi modtaget følgende mindeord.

Et telefonopkald med besked om, at Svend H. Drachmann er død, sætter mange tanker i gang.
For kun 3 uger siden holdt Svend Drachmann en storslået 90 års fødselsdagsfest, hvor 90 gæster var inviteret til en lækker thaibuffet samt live jazz- musik og visesang af Holger Drachmann.
2 år tidligere sagde Svend Drachmann ”at der kun er ét virkelig rundt tal i talrækken 0,8,80 og 88”, hvilket gav ham mulighed for at arrangere en stor sammenkomst med thai middag og jazzmusik i anledning af hans runde 88 års fødselsdag!
Svend Drachmann var et festmenneske. Det var derfor naturligt, at han deltog i Anna von Lowzows portrætfilm “Sikke en fest” om P.S.Krøyer, hvori han fortalte om sin farfar Holger Drachmanns deltagelse i Krøyers store fest på Skagen.

Svend Drachmann var opvokset i Gentofte, student fra Gentofte Statsskole, cand. polyt. og forfatter. Fra 1968-78 var han direktør for Thai Industrial Advancement Co. i Bangkok. Derefter grundlagde han firmaet Manopex og holdt merkonom kurser på Lyngby Uddannelsescenter fra 1978-1998.
I 2016 fejrede han 70 års Garderjubilæum og forleden fejrede han 72 års Studenterjubilæum.
Sammen med sin søster Vibeke Drachmann udgav han 2 kunstbøger på eget forlag med tegninger af deres farfar Holger Drachmann.
Svend Drachmann havde en livslang kærlighed til Thailand og rejste indtil for få år siden hvert år til Thailand, som han betragtede som sit andet fædreland. I årene 2002-2017 ydede han som formand en stor indsats for Dansk-Thai Forening, der var stiftet i 1951 som den første venskabsforening mellem Danmark og et venskabsland.
Hans hjertebarn var ’Sataban Saeng Sawang’, et børnehjem i Thailand til optræning af multihandicappede børn, som han lagde store kræfter i at få donationer til, gennem Dansk-Thai Forening.
Her ved sin død var Svend Drachmann stadig meget aktiv i bestyrelsen i Dansk-Thai Forening som ” Mentor Emeritus”.
Vi vil derfor savne Svend Drachmanns store viden, humor og engagement i Dansk-Thai Forening.
Æret være hans minde.

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier