En ny uge er startet, og vi er klar med en masse spændende film og særarrangementer i Gentofte Kino!

Inden vi når til filmene, så er vi meget stolte over, at vi igen er blevet nomineret til Byens Bedste Filmoplevelse af Berlingske og AOK. Afstemningen løber frem til d. 19.august kl. 12, så husk at stemme på her

På torsdag har vi premiere på det store svenske drama Udvandrerne, og dagen før er der fint besøg, når instruktør Erik Poppe og skuespiller Lisa Carlehed gæster biografen, for at introducere og fortælle om deres nye film. Billetter til forpremieren med besøg kan købes her.

Torsdag har vi også premiere på komediefilmen Alle for fire med Mick Øgendahl og Anders W. Berthelsen i hovedrollerne. Det er den fjerde film i serien, og endnu en gang bliver lattermusklerne udfordret.

Det fantastiske drama Rose har fornyligt vundet Biografklub Danmarks Asta-pris, og derfor har vi inviteret Sofie Gråbøl til at kigge forbi og fortælle lidt om filmen til en særvisning mandag d. 15. august.

Det er lykkedes os at få besøg af Anders W. Berthelsen og instruktør Henrik Ruben Genz, som vil indlede deres nye film Bamse om den folkekære sanger Flemming “Bamse” Jørgensen fra scenen. Det foregår onsdag d. 17. august kl. 19.30.

Derudover viser vi fortsat En boghandler i Paris, Min sommer i Provence og Elvis.

Vi glæder os til at tage imod jer!

Gentofte Kino er blevet nomineret til Byens Bedste Filmoplevelse!

Gentofte Kino er meget stolte over, at vi igen i år er blevet nomineret til Byens Bedste Filmoplevelse af Berlingske og AOK… og vi kan næsten ikke få armene ned!

Endnu en gang er vi oppe imod et bredt og kvalificeret felt i kampen om årets pris, så vi har brug for jeres hjælp.

I Gentofte Kino forsøger vi altid at udvide biografoplevelsen med en masse spændende film og særarrangementer, og får ofte idéer og input fra vores gæster – og det sætter vi stor pris på!

Husk at stemme inden d. 19. august – det vil vi blive meget glade for.

Stem her!

Forpremiere: Udvandrerne – Mød Erik Poppe og Lisa Carlehed

Gentofte Kino får helt ekstraordinært besøg af både instruktør Erik Poppe og skuespiller Lisa Carlehed, inden vi viser deres nye drama “Udvandrerne”!

Erik Poppe anses for at være en af Europas mest erfarne og overbevisende instruktører, anerkendt for sit arbejde med skuespillere og upåklageligt veludviklede, flerstrengede fortællinger. Hans film er ofte bygget op omkring stærke skuespillerensembler, gode manuskripter, forførende kameraarbejde og en imponerende evne til at finde rytmik og musik i klipningen. Han lavede bl.a. ”Kongens valg” med Jesper Christensen i hovedrollen.

Svenske Lisa Carlehed har siden hun var barn medvirket i diverse projekter på teater, film og tv. Hun er datter af skuespilleren, instruktøren Ingemar Carlehed, så showbusiness er kommet ind med modermælken. I starten af 00’erne studerede hun skuespil i både Paris og Århus, og siden har hun især arbejdet med film-, reklame- og teaterproduktion i Danmark og Tyskland, og vi har senest set hende i ”Psychosia” og ”De forbandede år”.

“Udvandrerne” er historien om modet til at vove sig ud i det ukendte. Hjemme på gården i Småland ser Kristina og Karl Oskar, hvordan livet tørrer ud. Fra vest, over det store hav, høres historier om en ny verden. En chance for at starte forfra. Et håb tændes, og Kristina og Karl Oskar forlader Sverige. Det er et storslået og tidløst eventyr. Det er historien om Sverige og om at turde følge vores drømme. Filmen er baseret på Vilhelm Mobergs elskede romaner, bl.a. klassikerne “Utvandrarna”, ”Invandrarna”, ”Nybyggarna” og ”Sista brevet till Sverige”, og fortæller historien om, hvordan halvanden million svenskere tog turen til USA i håbet om et nyt, bedre liv.

Onsdag den 10. august kl. 16.30 Billetpris: 115 kr. inkl. besøg.

Køb billetter

Ordinær premiere fra den 11. august

Se alle spilletider og køb billetter

Alle for fire

Deres mest dumdristige kup nogensinde! Alt ånder fred og idyl hos brødrene Timo og Ralf. De hænger ud med deres gamle ven Martin, der har lagt sin fortid som politimand bag sig og har fået job i hospitalsvæsenet. Timo er flyttet ind hos kæresten Lonnie igen, og hans og Ralfs små kup kører som smurt. Lige indtil den dag Timo opdager, at Lonnies fremtidsplaner ikke involverer ham længere! Timo får nu brug for alle kneb – og i særdeleshed Ralf og Martin, hvis han skal vinde Lonnie tilbage. Det bliver deres mest dumdristige kup nogensinde.

Nordisk Film Production har sikret sig en sand stjerneparade af populære danske skuespillere i rollerne. Mick Øgendahl indtager igen rollen som Ralf, mens Anders W. Berthelsen er ny i rollen som hans bror Timo. Jon Lange er tilbage som Martin, ligesom Louise Andersson atter er at finde som Timos (ret utilfredse) kæreste Lonnie. En anden gammel kending er Gordon Kennedy som politimanden Toke, og i de øvrige roller medvirker bl.a. Stephania Potalivo, Lars Ranthe, Hella Joof, Rasmus Botoft, Esben Dalgaard, Anna Stokholm, Mikkel Vadsholt, Rasmus Hammerich og Ulf Pilgaard.

Se alle spilletider og køb billetter

Særarrangementer i Gentofte Kino

Mød Sofie Gråbøl, og se vinderfilmen Rose!

“Rose” er netop blevet kåret som vinderen af Biografklub Danmarks Asta-pris, som årets bedste Biografklub Danmark-film – valgt af medlemmerne. I den anledning viser vi prisvinderen en enkelt aften, så kig forbi og se eller gense det fantastiske drama, og mød hovedrolleindehaver Sofie Gråbøl, som vil fortælle om filmen fra scenen.

Om filmen: Stemningen er høj og forventningerne er store, da en busfuld glade nordjyder forlader Aalborg på deres livs rejse til Paris. I bussen sidder også Inger (Sofie Gråbøl), søsteren Ellen (Lene Maria Christensen), svogeren Vagn (Anders W. Berthelsen) og forude ligger der en hel uge og venter på dem med god mad, Eiffeltårnet, Seinen og alt hvad den franske hovedstad ellers kan byde på. De er dog knapt nået frem til den jyske motorvej, før Inger (Sofie Gråbøl) højlydt erklærer at hun er skizofren og snart har hun sat hele selskabet på den anden ende. Luften bliver tyk af fordomme og den gode stemning i bussen daler hastigt. Man skal dog ikke skue hunden på hårene. For allerede efter få timer i Paris kommer nordjydernes talenter til kort og det viser sig, at Inger er den eneste som både mestrer sproget, det franske spisekort og de gode manerer i en grad, der får overbevist selskabets værste pessimister. ‘Rose’ er ikke bare en stærkt underholdende og hjertevarm fortælling, men det er også en film der får os til at glæde os over alle livets og individets nuancer, hvis vi bare tør åbne vores øjne. Filmen som er baseret på filminstruktør Niels Arden Oplevs egen familie tæller udover Sofie Gråbøl, Lene Maria Christensen, Anders W. Berthelsen også Søren Malling, Peter Gantzler, Karen-Lise Mynster, Christiane G. Koch, Illyès Salah og Jean-Pierre Lorit blandt de medvirkende.

Mandag den 15. august kl. 19.30 Billetpris: 100 kr. inkl. besøg.

Køb billetter

Forpremiere: Bamse – Mød Anders W. Berthelsen og Henrik Ruben Genz

Skuespiller Anders Berthelsen samt instruktør Henrik Ruben Genz vil, i samtale fra scenen, indlede deres nye film om den folkekære danske sanger Flemming “Bamse” Jørgensen.

Filmen er åbningsfilm i årets Biografklub Danmark program.

Om filmen: BAMSE er en hyldest til den folkekære danske musiker, der har givet os klassikere som ”Vimmersvej”, ”Hvorfor går Louise til bal” og ”I en lille båd der gynger”.

Bag det varme smil og smækbukserne gemmer der sig en stærk og rørende fortælling om en mands livslange stræben efter anerkendelse og kærlighed. Flemming Bamse Jørgensen bliver som den eneste af 12 søskende bortadopteret. Flemmings adoptivfar ønsker, at Flemming skal overtage familiens fabrik, men til faderens skuffelse vælger Flemming musikken og bliver frontmand i Bamses Venner. En splittet baggrund, der sætter sig dybe spor i Flemmings liv. BAMSE er et varmt og menneskeligt drama, der med Bamses største hits som lydtæppe fortæller hans livshistorie.

Anders W. Berthelsen er Flemming Bamse Jørgensen. Anders har været én af landets mest populære og succesfulde filmskuespillere gennem de seneste 25 år, hvor nogle af højdepunkterne er gennembrudsrollen i Søren Kragh Jacobsens Mifunes sidste sang, megasuccesen Italiensk for begyndere, thrilleren Kongekabale, dramaet Drømmen og Klassefesten-trilogien samt store DR1-succeser som Taxa, Krøniken og Forbrydelsen. Anders W. Berthelsen får et særdeles travlt efterår, hvor han – foruden BAMSE – både har én af hovedrollerne i den kommende komedie Alle for fire og får sin instruktørdebut med komedien Lykkelige omstændigheder.

Anders W. Berthelsen får kompetent med- og modspil af Johanne Louise Schmidt i den kvindelige hovedrolle som hans stærke og loyale hustru Käte. Johanne er i den brede befolkning mest kendt for sin præstation som sekretæren Rose i de populære Afdeling Q-film Fasandræberne, Flaskepost fra P og Journal 64 og har også gjort sig bemærket med en lang række store præstationer på Det Kongelige Teater. Senest har hun spillet statsminister Signe Kragh i den nye sæson af Borgen.

I øvrige centrale roller ses bl.a. Henrik Birch som Flemmings far, Charlotte Bøving som moren, Lars Ranthe som manageren John Madsen, Signe Egholm Olsen som søsteren Jonna og Brian Lykke som vennen og bandkollegaen Jes.

Onsdag den 17. august kl. 19.30 Billetpris: 105 kr. inkl. besøg.

Køb billetter

The Beatles: Get Back – Med unik tagkoncert af RubberBand

Glæd dig til The Beatles’ uforglemmelige koncert på taget af Apple Corps’ hovedkvarter på Savile Row den 30. januar, 1969. Peter Jackson har instrueret den 60-minutter lange dokumentarfilm ”The Beatles: Get Back – The Rooftop Concert”, som handler om den ikoniske musikgruppe og indspilningen af musikken bag filmen ‘Let It Be’ fra 1970.

Inden filmstart vil Danmarks originale ”Beatles-band” RubberBand spille LIVE-koncert fra taget af biografen.

RubberBand startede i 1979. Dengang blev det nærmest opfattet som blasfemisk at kopiere Beatles eller deres musik. Selv om dette var folks generelle opfattelse, fortsatte RubberBand med at øve til de havde deres første offentlige koncert, under navnet “Billerne” (De skiftede senere navn til RubberBand, inspireret af Beatles LP’en “Rubber Soul”). Reaktionen var fantastisk – de såkaldte kritikere blev pludselig entusiastiske RubberBand fans! Dette var de første skridt i deres karriere som professionelt band. Det varede ikke længe før de spillede rundt omkring i hele landet, og fik det ry, at det var et godt valg uanset hvilken anledning man skulle fejre, TV shows, festivaler (med over 30.000 gæster), private fødselsdagsfester, (med så få som 10 gæster), firmafester osv… som sagt, i alle former og anledninger, årsager af forskellig art, (jubilæum), lige meget hvad, – RubberBand !

Lørdag den 27. august kl. 16.00 Billetpris: 150 kr. inkl. koncert og film

Køb billetter

André Rieus sommerkoncert Happy Days are Here Again

Maestro André Rieu indtager efter to lange år atter scenen i hjembyen Maastricht! Vi er stolte over at kunne præsentere Andrés spritnye sommerkoncert Happy Days are Here Again! Koncerten blænder op for et festligt og skønt sommerarrangement på den berømte Vrijthof-plads med populære feelgood-klassikere, kendte teater- og musicalmelodier og sidst men ikke mindst en lang række sprudlende valse. Sammen med det fantastiske Johann Strauss Orchestra og særlige gæster sørger André for en romantisk og livsbekræftende partystemning i din lokale biograf! Det siges, at ´adskillelse gør længslen større´ og Andrés første sommerkoncert i to år vil ganske givet blive en magisk og glædelig begivenhed.

Vi er lykkelige for at kunne invitere dig og dine kære i biografen, så I kan nyde Andrés uforglemmelige koncert fra hjembyen Maastricht – lad os synge, danse, le og fælde et par glædestårer sammen for … Happy Days are Here Again!

Søndag den 28. august kl. 13.00 Billetpris: 175 kr.

Køb billetter

I samarbejde med Gentoftegade Bibliotek

Hannibal og Jerry

I samarbejde med Gentoftegade Bibliotek viser Gentofte Kino endnu en klassisk børnefilm, der har rod i bøger eller tegneserier. Denne lørdag byder vi på den sjove familiefilm “Hannibal og Jerry”. Det er en filmatisering af Kim Fupz Aakesons børnebog “Didriksen detektiverne” fra 1988.

Hannibal er en pæn og artig dreng, men Far og Mor synes, han hænger for meget foran fjernsynet. De forærer ham derfor hunden Jerry, som han bliver meget glad for. Jerry kan ikke gø, men kan til gengæld tale. Den snu legetøjsfabrikant Onkel Morfar og hans håndlanger Morbror Harry vil gerne have fat i Jerry, og det medfører diverse forviklinger, der involverer en rar hundehandler, en uheldig glarmester og et særpræget politimakkerpar. Med mellemrum bryder personerne ud i sang.

Filmen er instrueret af Michael Wikke, Steen Rasmussen, som har tidligere instrueret ‘Motello’ (1998), ‘Flyvende farmor’ (2001) og ‘Gooseboy’ (2019).

Lørdag den 20. august kl. 10.00 Billetpris: 45 kr.

Køb billetter

Øvrige særarrangementer:

An African Night’s Dream – med Karen Blixen i Afrika Onsdag d. 31. august kl. 20.00

Golden Days 2022: Shakespeare in Love Søndag d. 4. september kl. 20.00

Golden Days 2022: Ben Chawes Live-koncert Torsdag d. 8. september kl. 20.00

Klassiske børnefilm: Hjælp! Jeg er en fisk Lørdag d. 10. september kl. 10.00

Golden Days 2022: Psycho Lørdag d. 17. september kl. 19.30

Vi viser stadig…

En boghandel i Paris

Se spilletider og køb billetter

Min sommer i Provence

Se spilletider og køb billetter

Elvis

Se spilletider og køb billetter

Sidste chance

Grandmother

Se spilletider og køb billetter

Bullet Train

Se spilletider og køb billetter

Print ugens program

Se alle forestillinger

Tilmeld dig vores nyhedsbrev