Nordsjælland fylder Plænen i Tivoli med velsmag

Under Tivoli Food Festival bliver Plænen i Tivoli transformeret til en indbydende markedsplads fyldt med lokale dufte, smage og lokale produkter og sæsonråvarer fra hele Danmark.

Pressefoto Tivoli / Fotograf Lina Ahnoff

Tivoli får under festivalen besøg af syv forskellige egne af kongeriget, som hver især fremviser de bedste råvarer og producenter, de har at byde på. Søndag den 19. maj er det Nordsjælland, der rykker ind på Plænen. Med sig har de lokale lækkerier og specialiteter som fx vin, whisky, urter og smagsprøver fra bl.a. Aarstiderne og Butik Bakkegården. Markedspladsen på Plænen er det bankende hjerte i Tivoli Food Festival og et fyrtårn for Tivolis gastronomiske ambitioner om at fremme danske producenter og dansk madkultur.

Du kan opleve Nordsjællands mundvandsfremkaldende marked på Plænen i Tivoli d. 19. maj kl. 11-18. Tivoli Food Festival løber fra den 18.-26. maj.

Sidste år besøgte mere end 40.000 danskere Tivoli Food Festival. Her kunne de blandt andet opleve to dages marked på Plænen med råvarer og producenter fra Odsherred. I år udvider Tivoli konceptet, så det nu er hele syv forskellige egne af Danmark, som gæster Tivoli og giver danske og udenlandske gæster mulighed for at smage, dufte og købe det bedste og mest smagfulde fra de forskellige egne. En af disse egne er altså Nordsjælland, som kommer i Tivoli for at fremvise deres unikke råvarer og vise, hvad dansk madkultur også kan være.

På Nordsjællands markedsplads kan man blandt andet smage, dufte og købe råvarer og produkter som netop Nordsjælland frembringer særligt godt – fx lokal ost, vin, grøntsager, krydderurter, keramik og meget, meget mere.

Annette Sørensen, direktør i VisitNordsjælland, siger om det nordsjællandske visit i Tivoli:

”Nordsjælland er kendt for at levere råvarer til nogle af Københavns fineste restauranter og er hjemsted for stolt fødevarehåndværk fra producenter og ildsjæle, der sætter en ære i at fremstille fødevarer af høj kvalitet, der smager af mere. I Nordsjælland tager råvarerne smag af den frugtbare muld, og producenter og spisesteder er nært forbundne. Jorden sætter sit smagsaftryk på noget så ellers udansk som vin, og korn, urter og bær bliver til gyldne dråber på destilleriet, og skånsom produktion af is laves ved håndkraft og unikke oste er pakket ind i stærk stedshistorie. Alt det og meget mere til tager vi med til en fantastisk pinsedag i Tivoli. Den gamle have er et helt særligt udstillingsvindue, og vi håber, at Tivolis mange gæster vil få smag for alt det, Nordsjælland har at byde på. Vi glæder os!”

Mikkel Ustrup, som er idemanden bag forårsmarkedet siger:

”Som Danmarks største turistattraktion vil vi i Tivoli være med til at brande Danmark og dansk gastronomi. Udover at vi i Danmark er førende på restaurantscenen, har vi også mange fantastiske råvarer, og der dukker flere og flere dygtige producenter op, som forstår at få mest muligt ud af de unikke danske råvarer. Det synes jeg, vi skal være stolte af, og derfor er vi glade for at kunne vise frem i Tivoli. Sidste år havde vi stor succes med at invitere Odsherred på besøg, og i år udvider vi konceptet med hele syv egne. Jeg glæder mig til, at vores gæster kan opleve de egnsbestemte råvarer og møde de mange dygtige producenter. Vi er glade for egnenes store engagement og glæder os til at byde dem velkommen i Tivoli.

Forårsmarkedet er en del af Tivoli Food Festival og kan besøges den 18. t.o.m. d. 26. maj kl. 11-18 (fredag d. 24. undtaget) på Plænen.

De syv regioner som gæster Plænen er: Odsherred (18. maj), Nordsjælland (19. maj), Fjordlandet (20. maj), Fyn, Kongens Fadebur (21. maj), Sydsjælland og Møn (22. maj), Lolland-Falster (23. maj), Bornholm (25.+26. maj).

Nordsjælland kommer med følgende boder (med forbehold for ændringer)

  • Ørby Vingaard
  • Smag på Nordsjælland
  • Tothaven & Spisekammer Halsnæ
  • Esrum Kloster & Møllegård
  • Aarstiderne
  • Thornæs Destilleri
  • Butik Bakkegaarden
  • Sanketure
  • SMAG PÅ NATUREN

Non Food Boder:

  • VisitNordsjælland
  • Gastrominoen
  • Keramiker Finn Dam Rasmussen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier