Tilmeldingen til bibliotekernes efterspurgte læseklubber er i gang. Skal du også have udvidet din horisont og være med i et læsefælleskab på biblioteket i årets mørkere måneder, så læs mere nedenfor og se, hvilke læseoplevelser, vi har planlagt for jer til denne sæson. Værkerne er nøje udvalgt af vores dygtige litteraturformidlere og sammensat til at inspirere til et bredere læsespektrum med både danske og internationale bøger af høj litterær kvalitet.
Vi glæder os til at se jer på bibliotekerne.
MVH Gentofte Bibliotekerne
Velkommen i læseklubberne
LÆS – kataloget over læseklubber på Gentofte Bibliotekerne er nu ude, og tilmeldingen til læseklubberne er åben. Hent LÆS på dit lokale bibliotek i Gentofte.
I sæsonen 2022/2023 byder vi på to årstids-kvartetter og tre trilogier. Der er bøger fra Norge, Afrika og Ukraine. Der er danske essays, bøger om Weimarrepublikken, druk og VM i fodbold. Vil du fordybe dig i et enkelt forfatterskab, er der i år fokus på den tyske stjerneforfatter Judith Hermann.
Et helt nyt tilbud er læseklubben for hørehæmmede – etableret i samarbejde med Høreforeningen i Gentofte.
Læs mere om vores læseklubber her
Forfatterkvarteret med Signe Pallisgaard
Hver anden fredag kl. 11.00
Online via Gentofte Bibliotekernes Facebook-side
Forfatterkvarteret blænder nu op for en ny sæson. Siden sidst har Signe Pallisgaard modtaget Blixenprisen som Årets Litteraturformidler – netop for sin indsats i Forfatterkvarteret, og hun glæder sig til at tage hul på en ny runde samtaler.
Signe sidder klar hver anden fredag klokken 11.00 og interviewer en af tidens aktuelle forfattere. Første gang er fredag 12. august, hvor hun tjekker ind hos den romanaktuelle succesforfatter Sissel-Jo Gazan.
Grøn bolig og bæredygtige renoveringer
Tirsdag den 16. august kl. 17.00-18.30 Gentofte Hovedbibliotek
Kristine Virén, formidlingschef ved Videncentret Bolius og bl.a. kendt fra programmet Hammerslag, gæster denne aften Gentofte Hovedbibliotek. Her gennemgår hun en række smukke eksempler på vellykkede bæredygtige renoveringer, der passer til de forskellige bygningers stilarter og konstruktioner. Få gode råd og konkrete eksempler på, hvordan man kan modernisere sit hjem på en smuk og samtidig bæredygtig måde.
Gratis.
Besøg en af Gentoftes vilde haver
Tirsdag den 16. august kl. 17.00-18.30
Dyssegård Bibliotek
De senere år er der kommet et øget fokus på naturen, miljøet og biodiversiteten – også i vores egne haver. Vi besøger en bæredygtig have i Dyssegård og ser, hvordan man kan invitere natur, biodiversitet og en følelse af eventyr ind på sin egen matrikel.
Grøn Guide Gentofte, Karen Stevnbak Andersen, viser frem og fortæller sammen med havens ejer, og til slut får alle deltagere lidt frø med hjem, så I kan sætte gang i vildskaben i jeres egen have.
Tilmeld dig her (få ledige billetter!)
Biblioteket anbefaler: Moskitokysten af Paul Theroux
Litteraturformidler Paul Calderara Eskekilde anbefaler Paul Theroux’ prisvindende kultklassiker Moskitokysten, hvis danske oversættelse i år kan fejre 40-års jubilæum. Det kræver nok en tur på biblioteket at få fingre i den.
Moskitokysten er en hæsblæsende fortælling om fanatisme og om jagten på Utopia. En roman, der på den ene side foregriber en af vor tids store tendenser – at lade storbyrøgen og motorstøjen bag sig, og komme ud og leve i pagt med naturen – og på den anden side behandler de dilemmaer, der opstår, når én i flokken stirrer sig blind på sine drømme.