Nu kører hele S-banen på nyt digitalt signalsystem

Banedanmark har i denne weekend taget det nye signalsystem i brug på de tre sidste strækninger på S-banen. Dermed kører hele S-banenettet nu med ny digital teknologi, der vil sikre passagererne mange flere tog til tiden.

De millioner af passagerer, der hvert år tager S-toget i København, kan se frem til færre forsinkelser og aflysninger på grund af signalfejl. I weekenden blev de tre sidste S-togsstrækninger til hhv. Frederikssund, Høje Taastrup og Køge nemlig koblet på det nye signalsystem, og dermed er hele S-banen nu digital.

Det nye signalsystem erstatter de gamle signalanlæg på S-banen, som var teknologisk forældede og årsag til stadig flere fejl.

Tidligere skulle lokomotivførerne holde øje med fysiske signaler langs banen og ind i mellem være i telefonisk kontakt med kommandoposter, før de fik signal til at køre. Det nye system er fjernstyret, så lokomotivføreren får signaler digitalt på deres computerskærm i førerhuset, og samtidig kan togdriften hele tiden følges med stor præcision fra Banedanmarks trafiktårn.

Det betyder, at trafiklederne med et automatiseret system kan afvikle trafikken mere effektivt og reagere hurtigere på hændelser, der kan påvirke punktligheden. Forventningen er, at en stor del af de forsinkelser, der skyldes signalrelaterede fejl, vil forsvinde, når man siger farvel til de gamle signaler.

Færdiggørelsen af det nye signalsystem på S-banen er et en stor gevinst for den kollektive trafik og dermed den grønne omstilling af vores samfund, siger transportminister Trine Bramsen:

“Vi skal have endnu flere til at stige ombord i vores S-tog. Det sker kun, hvis vi bliver ved med at arbejde for både bedre og flere tog. Det nye signalsystem på S-banenettet er forudsætningen for, at det bliver en realitet. De skal sikre større punktlighed – og mindske de fejl, som gennem flere år har skabt frustration for passagererne. Derfor glæder jeg mig over, at vi er i mål med en af de største opdateringer af vores bane – og jeg vil gerne takke alle medarbejdere, der har været en del af det omfattende projekt,” siger transportminister Trine Bramsen.

Når S-banens gamle signalteknologi nu sendes på pension, sker det for at sikre en mere stabil og pålidelig togtrafik på S-banen. De gamle signaler var nedslidte, og siden 2016 har Banedanmark derfor udrullet det nye digitale signalsystem på hele S-banen strækning for strækning. Nu er de sidste tre strækninger koblet på systemet, og dermed er S-banen nu fuldt digitaliseret.

Janus Steen Møller, direktør for Signalsystemer i Banedanmark siger:

“Med det nye signalsystem kan passagerer på S-banen se frem til en mere stabil togdrift. Det er en omfattende opgradering, som vil være til gavn for passagererne i form af færre signalfejl og bedre afvikling af trafikken. Dermed vil S-toget i fremtiden være en endnu mere attraktiv transportform, og det er et vigtigt skridt i indsatsen for grøn omstilling og mindre trængsel ,” siger Janus Steen Møller.

Hos DSB, der står for togdriften på S-banen, er der stor glæde over det nye signalsystem, siger Per Schrøder, driftsdirektør i DSB:

“I takt med at det nye signalsystem er blevet rullet ud på S-banen, har vores kunder oplevet en stabil drift med færre signalfejl og forsinkelser. Samtidig har vores lokomotivførere fået en enklere hverdag med et automatiseret system, der muliggør en mere fleksibel trafikafvikling. Det er godt at hele S-banen nu er kommet på det nye signalsystem,” siger Per Schrøder.

Siden 2016, hvor det digitale signalsystem blev indført på de første strækninger på S-banen, har Banedanmark løbende opdateret og modnet systemet. Det betyder, at det nye signalsystem i dag er årsag til meget få forsinkelser.

Selvom systemet allerede er i brug flere steder, er Banedanmark opmærksom på, at der i starten kan forekomme “børnesygdomme”. Banedanmark vil i den kommende tid følge driften af det nye system ekstra tæt, så der kan sættes ind i tilfælde af tekniske fejl.

Fakta:

Det nye signalsystem er baseret på det såkaldte Communication Based Train Control (CBTC). Systemet er den nyeste generation af signalsystemer til bybaner, og der er allerede tilsvarende systemer i drift flere steder i verden herunder New York, Paris, London og Madrid. Med det nye signalsystem bliver togene og skinnerne udrustet med nyt, teknisk udstyr, som kommunikerer i ét samlet system. På den måde ved den centrale trafikstyring helt nøjagtigt, hvor toget befinder sig. Det giver mulighed for at optimere afviklingen af togtrafikken og udnytte hele S-banens kapacitet bedre. De nye signalsystemer gør det muligt for den centrale trafikstyring at få langt mere præcise informationer om togtrafikken end i dag. Det betyder, at det vil være muligt at give passagererne endnu bedre trafikinformation via højttalere og skærme på stationer, end det er i dag.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier