Nu stiger bøderne for at køre for stærkt

Nytår plejer at være lig med nye love og regler for bilisterne, og 2022 er ingen undtagelse. Fra 1. januar sker der flere ændringer, oplyser FDM.

Blandt andet træder en ny købelov i kraft. Den reviderede lov indeholder en række ændringer, der stiller bilkøberne bedre på flere områder. Mest konkret forlænges den såkaldte formodningsregel fra seks til tolv måneder. I korte træk betyder det, at hvis der viser sig at være noget galt med bilen, vil man nu de første 12 måneder formode, at fejlen også har været til stede, da man købte bilen, og så skal sælger udbedre den.

Fra nytår bliver det også dyrere at træde for hårdt på speederen. Efter flere år uden ændringer stiger fartbøderne nemlig med 20 procent i 2022. Det betyder, at den laveste bødetakst på 1.000 kr. stiger til 1.200 kr. Kører man f.eks. 80 km/t. i en zone, hvor hastighedsgrænsen er 50 km/t., risikerer man nu en bøde på 4.200 kr.

Foto: ABW

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier