De danske trafikselskaber investerer sammen i en ny IT-platform, der skal sørge for sikker og effektiv flextrafik for alle kommuner og regioner i Danmark og understøtte servicen for 15.000 daglige flextrafikture bl.a. for borgere med særlige behov, ældre og patienter.

En af verdens største offentlige kørselsordninger, den danske flextrafik, skal efter mere end 25 år have ny IT-platform. Trafikselskaberne kører hvert år næsten seks mio. flextrafikture. Den kollektive transport flextrafik er særligt tilrettelagt til borgere med handicap, ældre og patienter til hospitalerne og mange andre formål. Det stiller store krav til de IT-systemer, der skal sørge for, at kørslen planlægges sikkert og godt. Trafikselskabernes fælles IT-selskab FlexDanmark har indgået kontrakt om den nye IT-platform med Netcompany med svenske DRT Solutions som underleverandør.
Danskerne rejser årligt næsten seks mio. ture med flextrafik. Alle flextrafikture planlægges og koordineres løbende online. Derfor kan trafikselskaberne hurtigt sørge for kørsel til kunderne, når de har behov for det, og samtidig sikre en høj effektivitet i samarbejde med de dygtige vognmænd og chauffører, der kører flextrafikken.
Det kræver en stærk og sikker digital infrastruktur, når så mange rejser skal planlægges individuelt i ét og samme system. Samtidig skal systemet sørge for, at borgerne så vidt muligt rejser sammen med andre borgere, når det er muligt, og systemet skal begrænse kørsel uden kunder i bilen, så flexbilerne anvendes optimalt.
“Det er afgørende, at borgere, kommuner og regioner kan stole på den service, vi som trafikselskaber leverer i flextrafikken. Her sørger vi bl.a. for kollektiv transport til mange borgere, som har særlige behov, og som vi derfor som offentlige trafikselskaber har et særligt ansvar for. De fem danske trafikselskaber har i det fælles IT-selskab FlexDanmark aftalt med Netcompany og DRT Solutions, at de to virksomheder skal udvikle og levere flextrafikkens nye digitale IT-platform, der skal sikre, at flextrafikken også fremover kan levere sikker service og kørsel til kunderne. Et stærkt og driftssikkert IT-system er afgørende for, at trafikselskaberne sikkert og effektivt kan planlægge de seks mio. årlige ture i flextrafikken. Derfor har vi stillet klare krav, og vi har meget høje forventninger til leverancen af den nye teknologi”, siger Dorthe Nøhr Pedersen, adm. direktør i Movia og bestyrelsesformand for FlexDanmark.
Hvert tredje sekund planlægges og gennemføres i flextrafikken en individuelt planlagt rejse. Det sker når borgere f.eks. har brug for at komme til lægen eller på hospitalet. Flextrafikken sørger også for transport til indkøb, besøg hos familie og venner. På den måde er planlægningen af flextrafikken en del af Danmarks fælles kritiske infrastruktur. Flextrafik skal bringe borgerne sikkert frem til tiden til operationer og undersøgelser på sygehusene, til aftalt tid hos kiropraktor, tandlægen eller øjenlægen.
For mange mennesker er flextrafikken lige præcis den kørsel, der sikrer, at de også kan have et udadvendt og socialt aktivt liv. Flextrafikken er derfor også en afgørende forudsætning for, at kommuner og regioner kan sikre mobilitet for alle, uanset hvor de bor eller hvilke begrænsninger f.eks. fysik, alder eller andre forhold lægger på borgerne. En tidssvarende digital platform, der sikkert og effektivt kan sørge for styring, planlægning, bestilling og koordination af 15.000 individuelt planlagte rejser hver eneste dag, er afgørende for mobiliteten for mange mennesker i hele Danmark hver dag.
Valget af den danske IT-virksomhed Netcompany med svenske DRT Solutions AB som underleverandør er sket efter en udbudsrunde. Leverandørerne skal sikre, at flextrafikken kan levere driftssikker og effektiv kørsel hver dag 24/7.
“Vi er stolte af at indgå i et langsigtet, strategisk partnerskab med FlexDanmark, hvor vi sammen udvikler IT til flextrafikken, så flextrafik bliver en mere effektiv og dermed grønnere løsning, der gør rejsen tryg og sikker for passagererne”, siger André Rogaczewski, CEO & Co-founder i Netcompany.
Flextrafikken i de danske trafikselskaber er en af verdens største offentlige kørselsordninger. De nuværende IT-systemer er mere end 25 år gamle, og det er derfor en omfattende opgave at gennemføre et sikkert skift af IT-understøttelsen.
“Projektet med FlexDanmark er en stor anerkendelse af vores arbejde med nye løsninger inden for flextrafikken. Det samlede team af FlexDanmark, Netcompany og DRT Solutions udgør en stærk platform til at bygge næste generations flextrafik-løsning, og vi er glade for at være en del af rejsen”, siger Björn Falk, CEO i DRT Solutions AB.
Leverancen fra Netcompany og DRT omfatter IT-planlægningsmotoren og teknologi til planlægning, optimering bestilling og afregning af flexkørslen. FlexDanmark har besluttet, at de nye IT-systemer, der skal erstatte det nuværende system, skal være modulært opbyggede og kunne integreres til andre systemer i den kollektive trafik og den offentlige forvaltning.
Den nye IT-platform planlægges at være fuldt implementeret i flextrafikken hos alle trafikselskaber i begyndelsen af 2024.
Fakta om FlexDanmark og flextrafik
Flextrafik omfatter flere forskellige kørselsordninger, der er fastlagt i lovgivningen. Det gælder bl.a. patientbefordring, skolekørsel og handicapkørsel, som kræver visitation hos kommunen eller regionen. Flextrafikken omfatter også en række åbne kørselsordninger som fx flextur og plustur, som alle kan benytte i de kommuner som tilbyder denne service til borgerne. FlexDanmark er trafikselskabernes fælles ejede IT-organisation. FlexDanmark har ansvaret for udvikling og drift af systemer til flextrafikken. FlexDanmark varetager også bestillingsmodtagelse og trafikstyring i et fælles kontaktcenter efter aftale med trafikselskaberne. FlexDanmark ejes af Sydtrafik, Midttrafik, Nordjyllands Trafikselskab, FynBus og Movia. Flextrafiks IT-system anvendes i 2021 af ca. 8.700 registrerede professionelle brugere i regioner, kommuner og trafikselskaber. I flextrafikken afvikles der årligt ca. seks mio. ture gennem denne IT-løsning.

Del på sociale medier

Skriv til Dit Gentofte

  Klik her
Holler Box