Først og fremmest håber vi, at I har alle har det godt og nyder forårets dufte, lyde og varme.

Her i GENKLANGE er vi begyndt at få rigtigt travlt og det er så dejligt efter den lange Corona-periode. Det er skønt at mærke at musikken bare vil ud og at I har lyst til at lytte til den.

Dette nyhedsbrev kommer til at omhandle vores koncerter. Dels vores månedlige koncerter, men også en Ny-Musik-Festival, som vi er stolte af at kunne præsentere for jer.

Vi håber I har lyst til at læse med og glæder os til at se jer til koncerter.

Musikalske hilsner fra GENKLANGE

Månedlige koncerter

En tur i skoven Gladsaxe Hovedbibliotek, lørdag d. 28/5 kl. 11.00

Til denne koncert skal vi på en fantasi-tur i skoven og bruge sanserne. Hvordan ser der ud i skoven, hvordan dufter der, og hvilke dyr kan vi få øje på?

Der vil være hop, dans og store bevægelser men også søvnige bevægelser med rolig lyttemusik og stjernekiggeri. Børnene er i høj grad medspillere ved koncerten, og med sang og klaver bliver klassisk musik formidlet på en sjov og legende måde

Til koncerten vil der, som altid, være puder at sidde på og I er velkomne til at tage drikke og snacks med ind og efter koncerten vil det være muligt at stille spørgsmål til musikerne og se nærmere på klaveret.

LÆS MERE HER​​​

Det musikalske alfabet

ABCDEFGHIJKLMNOPQRSTUVXYZÆØÅ – 28 skal der stå… Bare de nu ikke bliver væk for os…

Hvad har Mozart mon at gøre med alfabetet? Hvad har en tværfløjte og et accordeon til fælles? Hvordan mon musikkens alfabet lyder?

Alt dette og meget mere får du svar på, hvis du tager din bamse og bedste ven under armen og drager til klassisk familiekoncert med Malene Nørgaard Nikolajsen og Louise Lau Kristensen.

Glæd jer til en koncert fyldt med indlevelse og spændende indtryk.

Efter koncerten er der, som altid, mulighed for at komme op og tale med musikerne og se nærmere på deres instrumenter.

​​Accordeon: Louise Lau Kristensen

Tværfløjte: Malene Nørgaard Nikolajsen

LÆS MERE HER

Hvad er en komponist? Gentofte Hovedbibliotek, lørdag 11/6, kl. 11.00

Til denne koncert vil børnene lære om, hvad det vil sige at være en komponist. Hvordan bliver man komponist og hvem er de?

Til koncerten vil der blive spillet musik af hovedsageligt den danske komponist Carl Nielsen og GENKLANGEs “egen” komponist Adam McKenzie, der også spiller cello til koncerten. De øvrige musikere er Johanna Quamme (violin) og Søren Møller (klaver) og komponisten Carl Nielsen :-)​

Til koncerten vil både børn og bamser få rørt krop, øre og sjæl og undervejs vil der også være plads til afslapning og ro med musikken som den bløde dyne.

I er velkomne til at tage drikke og snacks med ind. Efter koncerten vil det være muligt at stille spørgsmål til musikerne og se nærmere på instrumenterne. ​

LÆS MERE HER

NY-MUSIK-FESTIVAL

Vi i GENKLANGE er vildt stolte af, at kunne præsentere den første Ny-Musik-Festival for børn, fyldt med fantastisk nyskrevet musik, komponeret til målgruppen i ønsket om, at involvere børnene mere aktivt i koncerterne. Vi har været så heldige, at dygtige komponister som Peter Bruun, Mette Nielsen og Mogens Christensen skriver musik til vores koncerter og vi glæder os meget til at I alle skal komme og se, høre og opleve.

Festivalen begynder så småt med koncerter i samarbejde med Festivalen KLANG 2022 på KU.BE (mere herom nedenfor) og vil i løbet af de næste mange år rejse rundt i Danmark i GENKLANGEs Rullende Koncertsal. Til august og september vil I derfor kunne se os i både Odder, Holstebro og selvfølgelig ved Kulturmødet på Mors.

De fleste af koncerterne er tilknyttet en workshop op til, hvor børnene vil skabe de rekvisitter, de skal bruge under koncerten. Vi ønsker at skabe mere samhørighed med musikken og mere samspil.

Ved festivalen vil der både være koncerter, der er åbne for alle og koncerter, der er særligt for daginstitutioner i områderne, så kender i nogle, må I gerne fortælle dem om projektet.

Klang i KU.BE KU.BE, Frederiksberg, d. 10 + 11. juni 2022.

Musik i madkassen (workshop + koncert) KU.BE, d. 10. juni kl. 11.00 (kun for børnehaver)+ 11. juni kl. 14.00 (offentlig)

Denne koncert handler om musik i madkasser. Madkasser er måske ikke lige noget, man normalt forbinder med klassisk musik, men Peter Bruuns “Musik i Madkassen” – symfoni vil vise, at der er masser af musik i de madkasser, børnene hver dag har med i skole eller børnehave. Kom med og hør denne historie:

Børnene skal op og i børnehave og skole. Men de er søvnige, meget søvnige. Alligevel står de op og pakker deres madkasser i taskerne – madkasser, som senere vil komme til at kunne lave masser af lyd og musik. I skolen og børnehaven er læreren meget, meget alvorlig og taler med STORE, alvorlige bogstaver, for børnene skal hele tiden lære. Men i spisepausen kommer madkassen frem og samtidigt al dens musik og sjove lyde.

Historien fortælles igennem 12 korte musikstykker. Musikerne er: Johanna Quamme, violin Adam McKenzie, cello Søren Møller, klaver Komponist: Peter Bruun (uropføresel)

Workshop før koncert

Denne workshop leder op til koncerten “Musik i Madkassen” og alle kan være med. Her vil vi lave madkasser, som børnene kan tage med ind til koncerten og bruge undervejs, så de kan lave musik sammen med musikerne. Alle børn bør have en voksen med, der kan hjælpe med at klippe og lime lidt. Madkasserne må I selvfølgelig tage med hjem efter koncerten, så kan I selv lave jeres egen musik derhjemme. Det anbefales at være med til workshoppen før koncerten for at få den fulde oplevelse.

Workshoppen ledes af Gabriella Meinert-Medici, leder af GENKLANGE, og varer i 60 min, med en pause på 30 min, med en efterfølgende koncert der varer i 30 min.

KØB BILLETTER HER!

Sanser på stilke (workshop + koncert) KU.BE, d. 10. juni kl. 14.00 (kun for børnehaver)+ 11. juni kl. 10.00 (offentlig)

Tag bamsen i hånden og kom til hyggelig koncerter med Balder og Sara. Til koncerten vil de to musikere spille musik, der klinger i ørerne, kradser i næsen, blødgør fingrene, bevæger benene og kilder i munden. Koncerten vil være fyldt med spændende klange og lyde og alle sanser vil blive berørt og måske også udfordret.

Klaver: Balder Neergaard Violin: Sara Blankholm Komponist: Forskellige

Workshop Denne workshop leder op til koncerten “sanser på stilke” og alle kan være med. Her vil vi sammen skabe et sansefuldt univers, som børnene kan tage med ind til koncerten og bruge undervejs, så de kan opleve musikken med alle sanser sammen med musikerne. Alle børn bør have en voksen med, der kan hjælpe med at klippe og lime lidt. Det vi laver, må I selvfølgelig tage med hjem efter koncerten, så minderne om koncerten, igen kan vækkes til live. Det anbefales at være med til workshoppen før koncerten for at få den fulde oplevelse.

Workshoppen ledes af Gabriella Meinert-Medici, leder af GENKLANGE, og varer i 60 min, med en pause på 30 min, med en efterfølgende koncert der varer i 30 min.

​KØB BILLETTER HER!

Farvernes Forunderlige Verden (koncert) KU.BE, d. 12. juni kl. 10.30

Fløjte- og guitarduoen Tvelys tager børn med på en musikalsk rejse ind i farvernes følelsesunivers og inddrager dem i musikken gennem nysgerrighed, leg og sang.

”Farvernes Forunderlige Verden” er en musikforestilling med nyskrevet musik af Lasse D. Hansen. På scenen er der seks kasser, tre i primærfarverne og tre i sekundærfarverne. I løbet af forestillingen åbnes og pakkes hver af de seks æsker ud, og hver af æskerne indeholder overraskelser, der relaterer sig til æskens farve.

Børnene deltager aktivt i forestillingen, bl.a. som råbekor i den røde æskes ‘Vredesang’ og som farlige tigre i den orange æskes ‘Tigersang’.

Tvelys er en klassisk duo bestående fløjtenisten Julius Ditlevsen og guitaristen Uffe Carl Hansen. Duoen begyndte at spille sammen da begge studerede på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor de med det samme fandt en fælles nysgerrighed for det levende og velklingende repertoire. Tvelys har et bredt repertoire med musikfra hele verden, både nyt og gammel.

Lasse D. Hansen: Farvernes forunderlige verden (45 min) (Uropførelse)

​KØB BILLETTER HER!​​​

Koncerterne præsenteres i samarbejde med KLANG. Værket af Lasse D. Hansen og værket af Peter Bruun er støttet af Statens Kunstfond og Dansk Komponistforening og KODA kultur.

FESTIVALEN KLANG

KLANG er Danmarks største festival for samtidsmusik.

”Festivalens intention er at samle ny musik i en markant ramme, så den får noget opmærksomhed. Vi vil gerne være i folks bevidsthed og være en begivenhed, folk ser frem til hvert eneste år.”

LÆS MERE HER OG SE DET FULDE PROGRAM!

VIDEO OM GENKLANGES VIRKE

Tilmeld dig vores nyhedsbrev