80 procent af danske virksomheder regner med at nå omsætningen fra før corona i løbet af 18 måneder, viser en ny rapport fra data- og analysevirksomheden Experian. Nøglen til at overkomme krisen er fokus på digital udvikling i virksomhederne.

Bo Rasmussen, foto. Experian

Erhvervslivet regner i stor stil med, at corona bliver et bump på vejen uden de store langtidspåvirkninger. Det er i grove træk konklusionen på en ny rapport for det danske erhvervsliv, som data- og analysevirksomheden Experian står bag.

64 procent af danske erhvervsledere forventer at nå omsætningen fra før corona inden 12 måneder, mens 80 procent regner med at nå niveauet inden for 18 måneder.

– De danske virksomheder viser en fornuftig kriseresistens, hvor det overordnede indtryk af erhvervslivet er positivt. Selvfølgelig er der brancher, der er hårdt ramt af krisen. Heldigvis har vi ikke så stor en del af erhvervslivet, der er eksponeret hårdt mod restriktioner sammenlignet med mange andre lande, forklarer Bo Rasmusssen, der er nordisk salgsdirektør hos Experian.

Digitale huller står frem

En af de største udfordringer for danske virksomheder er at sikre en effektiv kunderejse under de omstændigheder, som corona har givet.

– 70 procent af beslutningstagerne i danske virksomheder har fået et markant større fokus på at indarbejde digitale strategier i forretningen. Det indebærer blandt andet at udbygge og forbedre de online-kanaler, som virksomhederne benytter til at kommunikere med kunderne, fortæller Bo Rasmussen, der fortsætter:

– Der er ingen tvivl om, at der kommer noget positivt ud af corona i forhold til at få taget et opgør med digitaliseringen af erhvervslivet. Vi har jo hørt om virksomheder, der i løbet af to uger har fået en webshop stablet på benene, så der er blevet taget kvantespring inden for mange områder, fordi det har været nødvendigt her og nu.

Rapporten viser også, at 80 procent af de danske virksomheder har investeret yderligere i analyseværktøjer af blandt andet kundedata.

Flere penge til svindelhåndtering

Med de digitale muligheder følger der også digitale udfordringer. Derfor har over halvdelen af de danske virksomheder investeret yderligere i svindelbekæmpelse.

– Det giver sig selv, at når vi bliver mere digitaliserede, øger svindlerne også deres aktiviteter dér. Det er glædeligt, at danske virksomheder ser ud til at forstå den trussel, der er overhængende. Det kan være, at de forholdsvis mange sager om svindel i begyndelsen af corona-perioden har haft en præventiv effekt for mange, pointerer Bo Rasmussen.

Om Experian
Vi er verdens førende leverandør af data, analyser og statistiske modeller, der leverer data og analyseværktøjer til kunder i hele verden. Vi hjælper virksomheder med at styre kreditrisiko, forebygge svindel, målrette markedsføring og automatisere beslutningsprocesser. Vi hjælper også privatpersoner med at kende deres kreditværdighed og beskytte sig mod identitetstyveri. I 2019 blev vi for sjette år i træk udnævnt af Forbes magazine som én af verdens mest innovative virksomheder.

Vi beskæftiger omkring 17.800 mennesker i 45 lande. Vores hovedkontor ligger i Dublin, Irland, med operative hovedkvarterer i Nottingham (UK), Californien (USA) og São Paulo (Brasilien).
Experian plc er noteret på London Stock Exchange (EXPN) og er en del af FTSE 100-indekset. Den samlede omsætning for finansåret der sluttede 31. marts 2020, var 5,1 mia. $.
Læs mere her: http://www.experian.dk/

 

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev