Nyt forsøg: Parkér bilen og kør videre i lokaltoget

Nyt forsøg: Parkér bilen og kør videre i lokaltoget

Parkér-og-rejs er et nyt tilbud til de pendlere på Sjælland, som gerne vil skifte køkørsel, trafikpropper og p-afgifter ud med at tage bilen eller cyklen til stationen, parkere der og så køre videre med lokaltoget. Parker og rejs, hedder konceptet, som kendes flere steder i udlandet, men som endnu ikke udbredt i Danmark. Movia tester i samarbejde med fire kommuner, to regioner og Lokaltog, hvad der skal til for at få flere til at benytte parkér-og-rejs herhjemme.

Copyright: Movia

Mange kender følelsen af at sidde fast i endeløse køer på vej til og fra arbejde. Og efter Coronakrisen, er køerne på vejene blevet længere, og trafikpropper er blevet en fast del af hverdagen. Men der er en vej ud, hvor man stadig kan bruge bilen eller cyklen – noget af vejen.

Parker og rejs hedder konceptet, som har vundet indpas i udlandet. Konceptet indebærer, at man kører i bil eller på cykel til udvalgte stationer, der ikke ligger i trængselsprægede områder, og hvor man kan parkere på særligt indrettede p-pladser. Derfra rejser man så videre toget den sidste del af vejen. Fordelen er, at man undgår at sidde i kø, man skal heller ikke bekymre sig om p-afgifter og p-pladser, når man når frem, og som en ekstra bonus er man samtidig med til at passe på klimaet.

Parkér-og rejs er udviklet af Movia i samarbejde med Lokaltog og Holbæk, Halsnæs, Gribskov og Stevns kommuner og Region Hovedstaden og Region Sjælland. Tilbuddet er til alle, der vil tage bilen eller cyklen til stationen og derfra køre videre med lokaltoget. Erfaringerne fra udlandet viser, at når trafikselskaberne samarbejder med kommunerne om et egentligt koncept, hvor der sikkerhed for p-pladser og gode parkeringsforhold, oplever mange det som en lettelse, at de kan bruge transporttiden på at arbejde, læse bøger, se et afsnit af yndlingsserien eller bare slappe af og nyde den flotte natur i stedet for at sidde i kø i deres bil.

I første ombæring kan borgere, der bor i nærheden af seks udvalgte stationer på Lokaltogs strækninger være med til at teste konceptet. De seks stationer med parkér-og-rejs er: Dronningmølle, Helsinge, Hårlev, Svinninge, Vallø og Ølsted.

“Der er brug for at flere rejser sammen for at begrænse den stigende trængsel på vejene og nedsætte udledningen af CO2. Ideen med Parkér-og-rejs-konceptet er at tilbyde en nem og enkel måde at rejse på, når man vil slippe for at sidde i kø på de store indfaldsveje, men ikke bor i gåafstand til stationen eller den bus, der kører til stationen. Vi glæder os rigtig meget til at høre om kundernes oplevelser med parkér-og-rejs, for deres erfaringer og ideer er helt afgørende for, at vi kan videreudvikle konceptet, så mange flere får lyst til at rejse på den måde”, siger Dorthe Nøhr Pedersen, adm. direktør i Movia og bestyrelsesformand for Lokaltog.

Forsøget afsluttes om et år med en evaluering med henblik på at udbrede konceptet på mange flere stationer.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier