Ordrupgaard inviterer børn og voksne til sjove og inspirerende timer i kunstens verden. Aktiviteterne foregår indenfor på selve museet samt udenfor i Kunstparken, som genåbner netop her i påsken.
I anledning af den anmelderroste udstilling Impressionismen og dens oversete kvinder er der i år særligt fokus på impressionismen med omvisninger for både børn og voksne samt andre familieaktiviteter. Børnene kan desuden lege i installationen Villapük, der imiterer Ordrupgaard i miniformat. Kunstparkens spektakulære værker genåbner for sæsonen, så man atter kan interagere med installationer af førende samtidskunstnere i leg og undren. Finn Juhls hus er desuden åbent i helligdagene.
HELLIGDAGENES ÅBNINGSTIDER:
Ordrupgaard og Finn Juhls Hus holder åbent i helligdagene fra Skærtorsdag til og med 2. Påskedag kl. 11-17.
Kunstparken er åben dagligt kl. 8-18 med fri entré.