Politiet advarer: Flere afpresses efter at have delt intime billeder og videoer

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) ser i øjeblikket en stigning i sager om såkaldt sextortion, hvor særligt drenge og unge mænd bliver truet med, at de får delt intime billeder og videoer online, hvis de ikke overfører penge. NSK vurderer, at der er et stort mørketal, og at internationale bagmænd står bag.

Foto: ABW

”Skal videoen deles med din familie og venner, eller skal jeg slette den?” Sådan lyder spørgsmålet typisk, så snart svindlere er lykkedes med at lokke en ung mand til at sende et billede af sin penis eller til at onanere foran et webcam. Når han svarer, at billedet eller videoen skal slettes, kommer der straks et krav om penge.

Denne afpresning kaldes sextortion, og politiet oplever i øjeblikket en stigning i sextortion-anmeldelser, hvor målet er at afpresse de forurettede for penge. Fra 2022 til 2023 ses en fordobling i antallet af sextortion-anmeldelser, som omhandler pengeafpresning. Politikommissær Flemming Kjærside fra Nationalt Cyber Crime Center (NC3) i NSK fortæller, at denne type afpresning i langt størstedelen af sagerne rammer drenge og unge mænd.

”De tror, de er i kontakt med en jævnaldrende pige online, og for at få intime billeder eller videoer af hende, lokkes de til at sende tilsvarende til hende. Så snart, svindlerne har det nødvendige materiale, truer de med at dele det intime materiale med ofrets venner og familie, hvis de ikke overfører et større pengebeløb til dem. Vi vil gerne advare drenge og unge mænd, så de ikke ender i denne ubehagelige situation,” siger Flemming Kjærside.

Kontakten mellem ofre og svindlere kan foregå på en lang række platforme; fx Instagram, Snapchat, Discord, Messenger, Facebook, TikTok, Wizz, WhatsApp, Wink, Telegram, Skype og KIK. Man bør derfor være opmærksom, uanset hvilke platforme man er tilstede på.

Mange anmelder det ikke

Flemming Kjærside vurderer, at der formentlig er et stort mørketal i sager om sextortion, da ofrene typisk er meget skamfulde.

”Vi ved fra både anmeldelser og fra vores samarbejdspartnere, at mange af de unge mænd, som har sendt nøgenbilleder eller -videoer af dem selv, er meget flove over situationen. Det kan tage rigtigt hårdt på børn og unge psykisk at vide, at nogen ligger inde med nøgenbilleder af dem. Derfor er det meget vigtigt, at de taler med en voksen om det, og forældre bør være opmærksomme på, om der sker en ændring i deres børns humør og adfærd,” siger politikommissæren.

Internationale bagmænd

For en stor del af sagerne er det ifølge Flemming Kjærside et fællestegn, at der er tale om professionelle gerningsmænd, som befinder sig langt væk fra Danmark. En stor del af svindlerne opererer fra afrikanske lande fx Nigeria og Elfenbenskysten, hvilket også vanskeliggør efterforskningen.

”Vi kan se, at gerningsmændene typisk gemmer sig bag danske navne og falske profilbilleder. Men det skal man ikke lade sig narre af. Vi ved, at der i mange tilfælde er tale om organiserede kriminelle, som arbejder i call centre, som udelukkende har til formål at svindle folk. Derfor er det meget vigtigt, at man altid tænker sig rigtigt godt om og forholder sig kritisk til, hvem man deler intimt materiale med,” siger Flemming Kjærside.

 

Online møder om sextortion for unge og forældre

Politiets Online Patrulje i NSK holder sammen med Red Barnet og Børns Vilkår et online møde for elever på interesserede uddannelsesinstitutioner, om hvad sextortion konkret er, og hvad man kan gøre, hvis man bliver udsat for det. Det sker onsdag den 7. februar kl.10.00-10.45 via Facebook: www.facebook.com/events/1397733991134122/. Elever og lærere kan forud og under mødet stille spørgsmål via Politiets Online Patruljes Messenger.

Samme dag afholder Politiets Online Patrulje også et online forældremøde på Facebook, hvor forældre kan få gode råd til, hvordan de kan tage snakken med deres børn, hvilke tegn de skal være opmærksomme på, og hvordan de kan hjælpe, hvis deres børn oplever at blive afpresset. Forældremødet finder sted den 7. februar kl. 19.00-19.45 via Facebook: https://www.facebook.com/events/939935901063031/

Fakta om sextortion

  • Sextortion er en form for afpresning, hvor gerningsmanden truer med at offentliggøre billeder eller videoer, hvor man er nøgen eller i en seksuel situation.
  • Der er to typer af sextortion. I den ene type sager kræver gerningsmanden penge for ikke at offentliggøre materialet. I den anden slags sager afpresser gerningsmanden ofret til at sende flere intime billeder eller videoer, og der er ofte krav om, at man optræder i mere grænseoverskridende seksuelle scener eller mødes for at have sex.
  • Sextortion-sager, der omhandler pengeafpresning, er fordoblet fra 2022, hvor politiet modtog omkring 600 anmeldelser om denne type sextortion, til 2023 hvor antallet af anmeldelser steg til omkring 1200. Det skal dog understreges, at der formentlig er et stort antal sager, som ikke kommer til politiets kendskab, da de forurettede føler skyld og skam.

Gode råd til sikker færden på internettet

  • Tænk altid over, hvem du kommunikerer med: Vær kritisk over for, hvem du kommunikerer med og gør ikke noget, du ikke har lyst til.
  • Stop kommunikationen og blokér: Bliver nogen ubehagelige over for dig og truer dig, så stop kommunikationen, tag gerne et screenshot og blokér dem.
  • Giv aldrig efter: Hvis nogen afpresser eller truer dig, så lad være med at betale eller dele mere.
  • Sextortion er strafbart og efterforskes af politiet. Truer nogen dig med at offentligøre billeder af dig, hvor du er nøgen eller i en seksuel situation, eller har de allerede gjort det, så anmeld det til politiet.

Kilde Rigspolitiet.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier