Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Gentofte i tidsrummet 2019/07/15-2019/07/23.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Navigationsanlæg stjålet

Charlottenlund/Hellerup: Navigationsanlægget fra en Volkswagen er mellem fredag den 19. juli klokken 17.00 og i går, mandag, klokken 10.15 blevet stjålet. Bilen holdt parkeret på Ordrupvej, da tyveriet skete og tyven har knust en siderude for at skaffe sig adgang til bilen, hvorfra der også er stjålet to jakker. I Hellerup har en BMW, der holdt parkeret på Sigridsvej, været udsat for tyveri. Her er der mellem søndag klokken 22.00 og mandag klokken 17.15 stjålet et instrumentpanel.

Navigationsanlæg stjålet

Klampenborg: Et navigationsanlæg er mellem lørdag klokken 21.30 og søndag klokken 10.30 blevet stjålet fra en BMW, som holdt parkeret på Strandvejen. Tyven har knust en siderude for at få adgang til bilen.

Solbriller og gps stjålet

Charlottenlund: Et par solbriller og et indbygget gps-system er mellem lørdag klokken 22.00 og søndag klokken 14.00 blevet stjålet fra en Mercedes, som holdt parkeret på Kirsten Piils Vej. Tyven har knust en siderude for at skaffe sig adgang til bilen.

Mand hoppede i havnen

Skovshoved: En 30-årig mand satte gang i en større eftersøgning, da han hoppede i havnen for at undgå at tale med politiet efter han var blevet afsløret i at opholde sig ulovligt i en båd i Skovshoved Havn. Redningsberedskabet satte en båd på vandet for at lede efter manden, som blev fundet på en anden båd, som han var kravlet op i efter at have været en tur “i baljen”. Manden blev sigtet for husfredskrænkelse og løsladt, da han var blevet afhørt.

Kørte uden kørekort

Gentofte: En 52-årig mand fra Charlottenlund blev torsdag aften klokken 23.25 sigtet for kørsel uden førerret, da han blev truffet kørende i bil ad Jægersborg Allé, selvom han ikke havde noget kørekort.

Pc og tablet stjålet fra bil

Klampenborg: Fra en Volkswagen Polo, som holdt parkeret ved Skovporten, er der mellem klokken 16.30 og 19.30 onsdag aften stjålet en pc, en tablet, opladere samt diverse dokumenter. Tyven har skaffet sig adgang ved at knuse en rude i venstre bagdør.

Pc og jakke stjålet fra bil

Gentofte: En pc og en jakke er tirsdag mellem klokken 14.15 og 18.00 stjålet fra en Toyota Avensis, som holdt parkeret ved Skovporten. Tyven har knust en trekantrude i bilen for at skaffe sig adgang.

Syv formodede indbrudstyve anholdt

Dyssegård: Syv mænd i alderen 25-50 år blev tirsdag aften klokken 20.51 anholdt og sigtet for indbrud i nogle kælderrum på Dalstrøget, hvor et vidne så dem gå i pendulfart fra kælderrummene og hen til en bil, som de læssede tyvekoster i. Sagen efterforskes nu nærmere.

Vågnede ved larm fra tyve

Gentofte: En beboer på Vemmetofte Allé vågnede klokken 02.18 natten til mandag ved noget larm, der kom fra hans bil. Da han kiggede ud, hørte han to personer, hvoraf den ene sagde “der kommer nogen”, hvorefter de løb fra stedet. Ved nærmere eftersyn af bilen vidste det sig, at de to personer havde brudt ind og stjålet airbag, instrumentbræt og navigation. De kom dog så hovedkulds af sted, at de glemte en del af deres værktøj på stedet. Der er ikke andet signalement af de to end, at de talte dansk uden accent.

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev