Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Gentofte i tidsrummet 2022/04/25-2022/05/03.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Oliventræer stjålet, Klampenborg

Fire store oliventræer er mellem lørdag aften og mandag morgen klokken 08 blevet stjålet fra Bellevue. Tyveriet blev anmeldt mandag formiddag klokken 09.37.

Harmonikasammenstød på motorvej, Gentofte

Flere biler var mandag klokken 1233 involveret i et harmonikasammenstød i nordgående retning på Helsingørmotorvejen. To personer blev efterfølgende kørt til nærmere undersøgelse på skadestuen.

Tyveri fra personbil, Charlottenlund

Klokken 02.59 blev det anmeldt, at en BMW-personbil, som holdt parkeret på Tonysvej, fremstod med knust rude og stjålet instrumentpanel. Patruljer kørte til stedet for at lede efter gerningspersonen, og der blev med hund gået spor i området, men det var ikke muligt at finde nogen, som kunne sættes i relation til tyveriet.

Mand forsøgte at stjæle forlygter fra personbil, Gentofte

En borger anmeldte klokken 03.22, at han netop havde opdaget en mand i færd med at stjæle forlygterne fra borgerens Porsche personbil, som stod parkeret på Fasanhaven. Patruljer kørte til stedet, men en alarm havde afbrudt gerningspersonens tyveriforsøg, og han var derfor forsvundet ved patruljernes ankomst. Der blev med hund gået spor i området, som viste, at gerningspersonen formentlig var flygtet via Enemarksvej og videre i retning mod Prins Valdemars Vej, men det var ikke muligt at finde han. Gerningspersonen beskrives som: mand, almindelig af bygning. Iført sort North Face-jakke, cowboybukser og sorte Nike-sko med hvid stribe.

Hærværk, Gentofte

Klokken 09.49 blev det anmeldt, at forruden på en parkeret bil holdende på Høeghsmindevej var blevet knust imellem lørdag klokken 18.00 og søndag klokken 09.45.

Færdselsuheld og kørsel i påvirket tilstand, Charlottenlund

Klokken 16.06 blev det anmeldt, at en personbil netop havde kørt ad Fortunvej i nordlig retning og drejet til højre ad Hovmarksvej, hvorefter bilen havde påkørt et vejskilt i krydset Hovmarksvej/Smutvej.

En patrulje blev sendt til stedet, hvor føreren, en 29-årig mand fra København, fik alkometeret til at slå ud, ligesom han også fik narkometeret til at slå ud for kokain, hvorfor han blev sigtet for dette og taget med til udtagning af en blodprøve, der skal fastslå den eventuelle grad af påvirkning.

Vold, Gentofte

Klokken 09.45 blev det anmeldt, at en mandlig låsesmed var blevet slået i baghovedet med en mukkert af en mand i 30’erne i en opgang på Ericavej, efter at der havde været en uoverensstemmelse imellem de to vedrørende betaling for låsesmedens netop udførte arbejde.

Nordsjællands Politi blev sendt til stedet, hvor manden i 30’erne blev anholdt og sigtet for kvalificeret vold, mens låsesmeden blev kørt på hospitalet for at modtage behandling for sine skader, idet han blandt andet havde fået en mindre flænge i baghovedet, ligesom han var hævet. Nordsjællands Politi har ikke yderligere oplysninger om den forurettedes tilstand.

Værktøj stjålet fra containere, Charlottenlund

Mellem tirsdag klokken 15.30 og onsdag klokken 07.00 brød en ukendt gerningsperson et hegn op ind til Maglegårdshallen, hvorefter gerningspersonen tiltvang sig adgang til to containere på stedet. Fra containerne blev der stjålet et ukendt antal værktøj.

Kørsel i påvirket tilstand, Klampenborg

Klokken 21.12 traf en patrulje en 22-årig mandlig bilist fra Søborg på en benzintank på Strandvejen. Det viste sig, at nummerpladerne på bilen var stjålne og ikke passede på hans køretøj, at han ikke besad retten til at køre bil, og så fik han narkometeret til at slå ud, og han blev derfor sigtet for forholdene og taget med til udtagning af en blodprøve, der skal fastslå den eventuelle grad af påvirkning.

Mistænkeligt forhold, Gentofte

Klokken 21.23 blev det anmeldt fra Tinglevvej, at en mand med elefanthue rendte rundt i en have, og at denne var stukket af, da han fandt ud af, at han var opdaget. Flere patruljer blev sendt til området, men det lykkedes ikke at finde manden med elefanthuen.

Overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, Gentofte

Klokken 10.17 anmeldte en taxachauffør, at han stod med en beruset mand på Jægersborg Allé, der lod til at have svært ved at tage vare på sig selv.

En patrulje blev sendt til stedet, hvor manden blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, hvorefter han blev taget med til i detentionen for at sove sin rus ud.

Færdselsuheld, Hellerup

Klokken 12.09 blev det anmeldt, at to biler var kørt sammen i krydset Rygårds Allé/C V E Knuths Vej med mindre materiel skade til følge.

En patrulje blev sendt til stedet, hvor det kunne konstateres, at de to førere, en henholdsvis 68-årig og 69-årig kvinde fra Søborg ikke umiddelbart var kommet til skade. Den 69-årige blev af patruljen sigtet for ikke at have overholdt sin ubetingede vigepligt.

Færdselsuheld, Farum

En 25-årig mandlig bilist uden kendt adresse påkørte klokken 18.44 en 58-årig mandlig cyklist fra Gentofte på Bregnerød Byvej. Grundet lettere tilskadekomst blev en ambulance sendt til stedet for at tilse cyklisten. Den 25-årig bilist blev af en patrulje, som også var kørt til stedet, sigtet for overtrædelse af færdselsloven.

Mistænkeligt forhold, Hellerup

En beboer anmeldte klokken 22.05, at der gik to ukendte mænd rundt på Hultmannsvej, og at den ene havde været inde i forhaven hos beboeren nabo. Beboeren havde henvendt sig til mændene, som forklarede, at de skulle aflevere nogle penge hos naboen, hvorefter de forlod stedet. Naboen kunne efterfølgende afvise at kende noget til de to mænd, og der var derfor mistanke om, at de kunne have haft til hensigt at begå indbrud. En patrulje kørte til området for at lede efter de to mænd, men det var ikke muligt at finde frem til dem.

De beskrives af beboeren som:
A: mand, ikke etnisk dansk af udseende, 25-30 år, ca. 170 cm, kraftig af bygning, mørk i huden og med sort hår. Iført flerfarvet kasket og ungdommeligt klædt. Talte dansk.
B: mand, 25-30 år, ca. 170 cm, spinkel af bygning og med kort hår. Talte engelsk.

Forsøg på tyveri af maskiner, Hellerup

En borger anmeldte klokken 23.00, at to mænd kort forinden havde befundet sig i krydset ved Almevej og Vingårds Alle, hvor det så ud, som om de var i gang med at stjæle nogle maskiner ved brug af vinkelsliber. Borgeren havde gjort opmærksom på sin tilstedeværelse, hvilket havde fået de to mænd til at køre hastigt fra stedet i bil. En af personerne kom dog efterfølgende kortvarigt tilbage. Han beskrives som: mand, mørk i huden, ca. 180 cm, normal af bygning. Iført mørkeblå jakke, sorte bukser og sorte sko. Han forlod stedet ad Vingårds Alle i østlig retning.

En patrulje kørte til området for at lede efter de to mænd, men det var ikke muligt at finde dem. Patruljen kunne efterfølgende konstatere, at en påhængsvogn, som stod i krydset ved Almevej og Vingårds Alle, fremstod med opklippet lås.

Færdselsuheld, Helsinge

En 77-årig kvindelig bilist fra Gentofte påkørte klokken 07.43 en gående vejarbejder på Valbyvej. En patrulje kørte til stedet, hvor trafikken i en periode måtte dirigeres. Grundet personskade blev vejarbejderen kørt med ambulance til behandling på hospitalet. Bilisten blev af patruljen på stedet sigtet for overtrædelse af færdselsloven.

Rat stjålet, Charlottenlund

Mellem lørdag formiddag og søndag formiddag klokken 11 er der stjålet et rat fra en Porsche, som stod på Vasehøjvej. Tyven har formentlig skaffet sig adgang til bilen via en ulåst bildør.

Færdselsuheld, Gentofte

Klokken 18.50 blev det anmeldt, at der netop var sket et færdselsuheld på Helsingørmotorvejen i sydgående retning, da en varevogn påkørte en personbil bagfra, idet personbilen foretog en opbremsning.

Der skete umiddelbart ikke større materiel skade, ligesom der umiddelbart heller ikke skete større personskade med hverken varebilens mandlige fører, passageren i varebilen eller med den kvindelige fører af personbilen, men i tre kvarters tid blev der arbejdet på stedet med at få bugseret de to køretøjer væk med autohjælp, hvilket sagtnede trafikkens hastighed på stedet en smule.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev