Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Gentofte i tidsrummet 2022/05/20-2022/05/31.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Tyveri fra autocamper, Charlottenlund

Klokken 10.06 blev det anmeldt, at der var blevet stjålet en taske med indhold fra en autocamper, der havde holdt på Charlottenlund Fort Camping. Den forurettede fik sidenhen tasken igen inklusive indhold, dog var der blevet taget 100 Euro fra den.

Senere på dagen blev det ligeledes anmeldt, at der havde været flere andre forsøg på tyverier af tasker fra telte på campingpladsen, idet flere campister kunne se, at deres tasker i nattens løb var trukket mod åbningen af teltet.

Solofærdselsuheld, Gentofte

En 22-årig mandlig bilist fra Kgs. Lyngby kørte klokken 03.50 ad Helsingørmotorvejen i nordvestlig retning, da han mistede herredømmet over sin bil og påkørte midterrabatten ved afkørsel 4. En patrulje kørte til stedet, hvor de fik mistanke om, at bilisten muligvis havde kørt bil med en promille over det tilladte, og et alkometer bekræftede dette. Den 22-årige bilist blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel, hvorefter han blev kørt til hospitalet med henblik på blodprøveudtagning for præcist at fastslå hans eventuelle promillegrad.

Der skete ikke umiddelbart nogen personskade i forbindelse med uheldet.

Hærværk mod bil, Gentofte

En bil, som holdt på Høeghsmindevej har mellem klokken 12 lørdag og klokken 08 søndag morgen været udsat for hærværk idet bilens ene sidespejl er blevet sparket løs. Hærværket blev anmeldt søndag eftermiddag klokken 16.16.

Brand, Charlottenlund

Klokken 21.25 blev det anmeldt, at det brændte i en lejlighed på Lindegårdsvej. Politi, ambulance og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor sidstnævnte fik slukket branden, der havde skabt en hel del røg, hvilket medførte, at lejlighedens kvindelige beboer blev kørt på hospitalet i kritisk tilstand.

Branden er muligvis opstået i lejlighedens køkken, men Nordsjællands Politi skal nu foretage yderligere undersøgelser af brandstedet, før brandårsagen eventuelt kan konkluderes.

Politiet har ikke yderligere oplysninger om branden eller kvindens tilstand på nuværende tidspunkt.

Mand med sværd vakte bekymring, Charlottenlund

En mand vakte tirsdag eftermiddag klokken 12.30 bekymring hos en borger, da han stod og lavede fægteøvelser med et sværd ved en have på Henriettevej. En patrulje kørte til stedet, men fandt dog ikke den pågældende. Til gengæld kunne nogle andre borgere fortælle, at den pågældende mand trænede til et rollespil.

Besiddelse af stoffer, Gentofte

På Vangede Bygade traf en patrulje klokken 18.50 en gruppe unge mennesker. En af dem, en 15-årig mand fra Søborg, blev fundet i besiddelse af en mindre mængde hash, hvorfor han blev sigtet for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer.

Færdselsuheld, Kgs. Lyngby

En 72-årig mandlig bilist fra Charlottenlund kørte klokken 08.33 ad Ermelundsvej i nordlig retning, hvor han i krydset ved Klampenborgvej foretog et venstresving. I den forbindelse påkørte han en 51-årig kvindelig cyklist fra Kgs. Lyngby, som cyklede ad Ermelundsvej i sydlig retning og skulle ligeud i krydset.

En patrulje kørte til stedet, hvor bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. Der skete ikke umiddelbart større personskade, men cyklisten blev for en sikkerheds skyld kørt med ambulance til kontrol på hospitalet.

Tyveri fra personbil, Klampenborg

Klokken 09.23 indløb der anmeldelse on, at en ukendt gerningsperson havde stjålet en computer fra en personbil, som holdt parkeret på Springforbivej søndag mellem klokken 14.30 og 17.30. Indstigningen var sket ved opbrydning af dørlåsen.

Hærværk, Charlottenlund

En borger anmeldte klokken 14.52, at der var udøvet hærværk på hans bil, mens den havde holdt parkeret på Kystvejen mellem søndag klokken 19.30 og mandag klokken 12.30, idet vinduerne i den ene side af bilen var blevet knust og siden på bilen ødelagt.

Færdselsuheld, Kgs. Lyngby

En 28-årig mandlig bilist fra Hellerup kom klokken 15.50 kørende ad Helsingørmotorvejen i nordgående retning, hvor han påkørte en 33-årig kvindelig bilist fra Fredensborg, som bremsede op grundet kødannelse. Sammenstødet medførte, at den kvindelige bilist blev skubbet frem og derved påkørte en 33-årig kvindelig bilist fra Hørsholm.

Patruljer kørte til stedet, hvor vejen i en periode måtte afspærres, mens der blev ryddet op efter uheldet. Den 28-årige mandlige bilist blev af patruljen sigtet for overtrædelse af færdselsloven.

Der skete ikke umiddelbart nogen personskade i forbindelse med uheldet.

Unge skabte uro, Charlottenlund

Klokken 18.17 kom en anmeldelse om, at nogle unge skabte uro og uorden ved et busstoppested på Rådhusvej, hvor de råbte skældsord mod andre borgere. Umiddelbart efter tog de unge dog bussen væk fra stedet.

Kørte uden kørekort, Hellerup

Mandag aften klokken 20.58 blev en 22-årig mand standset, da han kom kørende ad Hambros Allé. Her blev han sigtet for at køre bil, selvom han tidligere var frakendt sin førerret.

Hærværk, Gentofte

Klokken 13.24 anmeldte ejeren af en Volkswagen personbil, at der lørdag mellem klokken 20.30 0g 21.00 var udøvet hærværk mod bilen, mens den havde stået parkeret på Stolpehøj. En ukendt gerningsperson havde kastet flere sten på køretøjet, og ifølge anmeldelsen var flere andre biler også blevet udsat for samme type hærværk.

Færdselsuheld, Klampenborg

En 18-årig mandlig bilist fra Kokkedal trillede klokken 14.48 frem for vigelinjen på Strandvejen, da han skulle i nordlig retning ad Kystvejen. Herved påkørte han en 35-årig mandlig cyklist fra Frederiksberg, som cyklede i sydlig retning af Kystvejen og krydsede Strandvejen.

En patrulje kørte til stedet, hvor bilisten blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.

Der skete ikke umiddelbart større personskade, men cyklisten blev for en sikkerheds skyld kørt med ambulance til tjek på hospitalet.

 

Færdselsuheld, Gentofte

En 19-årig mandlig bilist fra Charlottenlund kørte klokken 22.49 ad Adolphsvej, hvor han påkørte tre parkerede biler. En patrulje kørte til stedet, og den 19-årige blev her alkometer-testet. Testen viste, at han formentlig havde kørt bil med en promille over det tilladte, og han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel.

Der venter nu svar på en blodprøve, som præcist skal fastslå den 19-åriges eventuelle promillegrad.

Der skete i forbindelse med uheldet ikke umiddelbart nogen personskade.

Indbrud i butik på Bakken, Klampenborg

Klokken 01.48 indløb der anmeldelse om indbrud i en butik på Dyrehavsbakken. Patruljer kørte til stedet, hvor det kunne konstateres, at en dør på stedet var blevet opbrudt. Gerningspersonen befandt sig dog ikke længere på stedet.

Sukker i tanken, Charlottenlund

En bil, der stod på Skovgårdsvej har mellem klokken 18 onsdag aften og klokken 14 torsdag eftermiddag været udsat for hærværk, da der er hældt sukker i bilens benzintank. Hærværket blev anmeldt klokken 14.48.

Kørsel uden førerret, Hellerup

På Hellerupvej standsede en patrulje klokken 21.25 en 31-årig mandlig bilist fra Frederiksberg og bad ham fremvise et gyldigt kørekort. Det kunne han imidlertid ikke efterkomme, idet han ikke havde generhvervet sin førerret, og han blev derfor sigtet for at køre bil på trods af dette.

Tyveri af forlygter fra flere personbiler, Charlottenlund og Hellerup

Klokken 03.09 anmeldte en borger, at han fem minutter tidligere var blevet vækket af alarmen fra sin Porsche personbil, som holdt parkeret på Vasehøjvej, og han gik derfor ud for at finde årsagen til, at alarmen var gået i gang. Han konstaterede her, at forlygterne på bilen var blevet stjålet. Patruljer kørte til området, og der blev med patruljehund gået spor, men det var ikke muligt at finde frem til gerningspersonen.

En anden borger anmeldte klokken 03.36, at han kort forinden var blevet vækket af alarmen fra sin Porsche personbil, som holdt parkeret på Jacobsens Alle i Hellerup. Ved nærmere eftersyn sås billygterne stjålet fra køretøjet, men gerningspersonen var ikke længere på stedet. Patruljer kørte til området for at lede efter gerningspersonen, men det var ikke muligt at finde vedkommende. Billygterne blev dog fundet i nærheden, og de blev efterfølgende leveret tilbage til ejeren.

Grundet sammenfald i modus samt gerningstidsrum og -område kan det ikke udelukkes, at der kan være tale om samme gerningsperson.

Skriv til Dit Gentofte

  Klik her
Holler Box