Politirapporten

Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Gentofte i tidsrummet 2022/06/20-2022/06/28.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Overraskede indbrudstyv, Charlottenlund

Klokken 12.15 ringede en beboer på Skovshovedvej til politiet og fortalte, at hun havde overrasket et indbrudstyv i sit hjem. Tyven, der beskrives som ca. 25 år med kort sort hår og iført jeans samt armygrøn t-shirt, stak af i kendt retning. Flere patruljer blev sendt til området, men det lykkedes ikke at finde manden.

Musik til ulempe

Sidst på eftermiddagen og først på aftenen kom flere anmeldelser om musik til ulempe fra en adresse på Østre Pennehavevej på Rungsted Kyst. En patrulje kørte til stedet og fik reguleret lydstyrken. I Hellerup blev musikken fra en fest på Duntzfelts Allé så generende for de omkringboende, at klokken 23.06 politiet blev kontaktet. En patrulje kørte til stedet og bad festdeltagerne om at dæmpe musikken. I Hillerød måtte en patrulje også lægge vejen forbi en fest på Ødamsvej og sørge for, at der blev skruet lidt ned for musikken.

Ung mand overfaldet, Hørsholm

En 19-årig mand fra Charlottenlund blev klokken 03.41 natten til tirsdag overfaldet af tre ukendte mænd ved Nedenomsvej/Høsterkøbvej. Den 19-årige blev skubbet i asfalten og blev herefter sparket flere steder på kroppen, hvorefter de tre mænd forsvandt fra stedet i en taxa. De beskrives som danske af udseende og iført toga. Den 19-årige blev kørt til hospitalet for at blive undersøgt nærmere og få dokumenteret sine skader til brug for den videre behandling af sagen.

Dreng blev væk – og fundet igen, Klampenborg

En større eftersøgningsaktion blev søndag eftermiddag væk fra sin familie, da de var en tur på Bellevue Strand. Politi, brandvæsen og JRCC blev sendt til stedet, og drengen blev en lille time senere fundet i god behold og genforenet med sin familie.

Trussel på livet, Gentofte

En kvinde anmeldte klokken 10.33, at hun omkring klokken 09.45 kom cyklende med nogle børn på Søstien ved Vangede Bygade, da en fremmed mand stod på stien foran hende og virkede truende. Kvinden havde forsøgt at komme forbi manden, som begyndte at løbe efter hende. Pludselig tog han fat i hendes arm og truede hende på livet. Da manden gav slip, skyndte kvinden sig at cykle væk. En patrulje kørte til området for at se, om manden stadig befandt sig der, men det var ikke muligt at finde ham.

Manden beskrives som: afrikansk af udseende, ca. 35 år, ca. 190 cm, muskuløs af bygning, mørk i huden og med brune øjne. Iført brun jakke, mørke bukser og medbragte en stor rygsæk. Talte dansk.

Kørsel uden førerret, Charlottenlund

En 60-årig mandlig bilist fra Kgs. Lyngby blev klokken 10.45 standset af en patrulje på Vilvordevej i krydset ved Klampenborgvej. Her blev han bedt om at fremvise et gyldigt kørekort, hvilket han dog ikke kunne efterkomme, da han ikke havde generhvervet sin førerret. Han blev derfor sigtet for at køre bil på trods af dette.

Kørsel uden førerret, Klampenborg

En 18-årig kvindelig bilist fra Gentofte blev klokken 13.41 standset af en patrulje på Dyrehavevej. Her blev hun bedt om at fremvise et gyldigt kørekort, hvilket hun dog ikke kunne efterkomme, idet hun ikke havde erhvervet sig førerret til køretøjet. Hun blev derfor sigtet for at køre bil på trods af dette.

Vold, Hellerup

Klokken 16.47 blev det anmeldt, at en 61-årig mand fra Klampenborg var blevet tildelt et knytnæveslag af en anden mand på Sofievej. En patrulje kørte til stedet, hvor en 57-årig mand fra Hellerup blev anholdt og sigtet for volden.

Blufærdighedskrænkelse, Gentofte

Klokken 18.19 kontaktede to unge piger Nordsjællands Politi, da de fem minutter tidligere havde været udsat for blufærdighedskrænkelse på Vangede Station. En mand havde her henvendt sig til pigerne, men de havde ikke forstået, hvad han spurgte dem om. Derefter havde manden stillet sig lidt væk fra pigerne, hvorefter han tog sin penis frem og begyndte at onanere. Pigerne forlod derfor stationen.

En patrulje kørte efterfølgende til stedet for at se, om manden endnu var i området, men det var ikke muligt at finde ham.

Manden beskrives som 30-40 år, kraftig af bygning, mørk i huden. Iført lysegrå vinterjakke, sandfarvede bukser og sorte sko. Talte fremmedsprog.

Maritim indsats, Charlottenlund til Snekkersten

Som led i en maritim indsats var Nordsjællands Politi torsdag aften til stede på vandet mellem Charlottenlund og Snekkersten. Det førte til syv sager, som udløste bøde, herunder blandt andet grundet manglende redningsveste ombord på bådene samt manglende certifikat.

Nordsjællands Politi vil hen over sommeren jævnligt patruljere på vandet i Øresund og Roskilde Fjord.

Vold, Hellerup

På vegne af en 78-årig mand fra Frederiksberg blev det klokken 23.15 anmeldt, at manden omkring ti minutter tidligere var blevet udsat for vold ved et busstoppested på Strandvejen nær Callisensvej. Ifølge den 78-årige var han og en ung mand blevet irriterede på hinanden ved busstoppestedet, hvilket havde ført til tumult mellem dem, hvorunder den 78-årige var blevet slået to gange med knyttet næve i ansigtet. Herefter var den unge mand kørt fra stedet på et el-løbehjul.

Den unge mand beskrives som: ca. 20 år, ca. 175 cm., mørk i huden, spinkel af bygning. Iført lyse jeans, sort trøje, hvide sko.

Mand skabte utryghed, Klampenborg

Klokken 12.00 blev det anmeldt, at en mand gik rundt på Dyrehavsbakken og med sin adfærd skabte utryghed blandt de besøgende. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf manden, en 24-årig fra Midtjylland, som blev bortvist fra stedet.

Kørsel i påvirket tilstand, Gentofte

En 29-årig mandlig bilist uden kendt adresse blev klokken 21.05 standset af en patrulje på Motorring 3. Her viste et narkometer, at han formentlig havde kørt bil under påvirkning af euforiserende stoffer. Han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel, ligesom han også blev sigtet for besiddelse af en moderat mængde hash.

Der venter nu svar på en blodprøve, som skal fastslå de præcise omstændigheder omkring mandens eventuelle narkopåvirkning.

Uro og uorden, Gentofte

Klokken 10.05 blev det anmeldt, at en mand med sin adfærd skabte uro på biblioteket på Smakkegårdsvej. En patrulje kørte til stedet, hvor manden, en 32-årig fra Gentofte, blev bortvist fra stedet.

Anmeldelse om brand, Gentofte

Klokken 14.44 indløb der anmeldelse om brand på loftet i en bygning med lejligheder på Kildegårds Plads. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor beboerne i opgangen blev evakueret. Det kunne konstateres, at der var røgudvikling på loftet, men ikke umiddelbart nogen flammer. Brandvæsnet sørgede for at standse røgudviklingen, som formodes at stamme fra et el-skab. Der skete ikke umiddelbart nogen personskade i forbindelse med episoden.

Kørsel i påvirket tilstand, Holte

En 66-årig kvindelig bilist fra Hellerup blev klokken 14.59 standset af en patrulje på Kongevejen nær Holte Stationsvej. Her blev hun anholdt og sigtet for spirituskørsel, idet hun formentlig havde kørt bil med en promille over det tilladte. Der venter nu svar på en blodprøve, som præcist skal fastslå kvindens eventuelle promillegrad.

Færdselsuheld, Gentofte

En 69-årig mandlig bilist fra Gentofte kørte klokken 15.31 ad Soløsevej i vestlig retning, hvor han i krydset ved Ermelundsvej drejede til højre. I den forbindelse påkørte han en 27-årig kvindelig cyklist fra København, som kørte ad Ermelundsvej i nordlig retning.
Der skete ikke umiddelbart større personskade i forbindelse med uheldet, men en ambulance blev for en sikkerheds skyld sendt til stedet for at tilse parterne. Den 69-årige bilist blev efterfølgende sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.

Soundbox skiftet ud med mindre anlæg, Hellerup

Deltagerne ved havefest på Brodersens Allé blev klokken 01.07 natten til onsdag vejledt om at slukke for soundboxen og skifte den ud med et mindre musikanlæg, som ikke spillede ligeså højt, da beboerne i området blev generet af den høje musik fra stedet.

Sigtet for spirituskørsel, Gentofte

En 20-årig mand fra Gentofte blev klokken 01.25 standset på Adolphsvej, hvor han blev sigtet for spirituskørsel.

Færdselsuheld, Charlottenlund

En 17-årig mandlig bilist fra Klampenborg kørte klokken 13.19 ad Fredensvej i sydgående retning, hvor han drejede til venstre i krydset ved Jægersborg Alle og påkørte en 54-årig kvindelig fodgænger fra Hørsholm. Der skete ikke umiddelbart større personskade i forbindelse med uheldet, men fodgængeren blev for en sikkerheds skyld kørt med ambulance til tjek på hospitalet. En patrulje, som var blevet sendt til stedet, sigtede den 17-årige bilist for ikke at have overholdt sin vigepligt samt for at køre øvelseskørsel uden ledsager.

Tyveri fra personbil, Klampenborg

Mellem klokken 17.25 og 17.38 blev der fra en personbil parkeret på Enghavevej stjålet stjålet flere tasker. Indstigningen var sket ved rudeknusning.

Truende adfærd over for p-vagt, Gentofte

En parkeringsvagt anmeldte klokken 22.10, at en mand kort forinden havde henvendt sig til p-vagten på Grusbakken med en truende adfærd. Manden havde ifølge anmeldelsen ligeledes taget fat i p-vagten og spyttet efter ham. En patrulje kørte til området for at lede efter manden, som dog ikke var mulig at finde i området.

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier