Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Gentofte i tidsrummet 2022/07/21-2022/07/29.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Bedrageri, Dyssegård og Hørsholm

En kvinde fra Dyssegård anmeldte klokken 07.15, at hun forinden anmeldelsen var blevet kontaktet af en mand, som udgav sig for at være fra politiet. Det var lykkedes manden at franarre kvinden et pengebeløb, som hun havde overført til en af ham oplyst konto.

En anden kvinde fra Dyssegård anmeldte klokken 12.42, at hun var blevet udsat for et tilsvarende bedrageri.

På vegne af en ældre kvinde fra Hørsholm blev det klokken 22.52, at hun havde været udsat for et lignende bedrageri.

Tyveri af taske, Snekkersten
En 23-årig mand fra Helsingør anmeldte klokken 11.42, at han tidligere på dagen havde fået stjålet sin taske. Han var klokken 09.15 kommet cyklende ad Strandvejen, da to fremmede mænd kom cyklende, og tæt ved den 23-årige væltede den ene af mændene på sin cykel. Den 23-årige stoppede op for at hjælpe den væltede cyklist, og imens stjal den anden cyklist hans taske. Herefter cyklede de to mænd fra stedet.

Cyklisten, som stjal tasken, beskrives som: mand, ca. 19 år, spinkel af bygning. Iført sort/mørkeblå hættetrøje og jeans.

Tyveri af kat, Charlottenlund

En 61-årig kvinde anmeldte klokken 11.45, at hun mellem klokken 09.00 og 11.00 havde haft sin kat stående i et transportbur på Skovshoved Havn. Hun opdagede efterfølgende, at katten var blevet stjålet fra stedet.

Kvinde udgav sig for at være fra hjemmeplejen, Charlottenlund

Klokken 12.12 anmeldte en kvindelig beboer på Esperance Alle, at en kvinde kort forinden havde banket på og udgivet sig for at være hjemmeplejen. Kvinden bad om lov til at benytte toilettet og var derfor kortvarigt alene. Efterfølgende opdagede beboeren, at der var stjålet genstande fra boligen.

Signalement: kvinde, ca. 45 år, almindelig af bygning og med mørkt hår i skulderlængde, muligvis med lyse striber i. Iført beige frakke. Talte dansk med accent.

Færdselsuheld, Gentofte

Klokken 17.44 kørte en udenlandsk nuschauffør sydvest ad Brogårdsvej, hvor han drejede til højre ad tilkørselsrampen til Lyngbyvejen. Her påkørte han en 53-årig mandlig cyklist, som kom cyklende i sydvestlig retning ad Brogårdsvej og skulle ligeud. En patrulje kørte til stedet, hvor buschaufføren blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.

Der skete ikke umiddelbart nogen personskade i forbindelse med uheldet.

Tyveri af dankort, Klampenborg

På vegne af en 53-årig mand fra Nyborg blev det klokken 22.23 anmeldt, at han havde fået stjålet sit dankort, mens han var på Dyrehavsbakken. Tyveriet var sket mellem klokken 18.30 og 22.00, hvor en ukendt gerningsperson havde stjålet kortet fra den 53-årige lomme.

Brand i hæk, Gentofte

Klokken 02.02 indløb der anmeldelse om, at der var ild i en hæk på Mosebuen. Politi og brandvæsen kørte dertil, hvor ilden blev slukket.

Årsagen til branden er på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse ikke endeligt fastslået, men der er ikke noget, som tyder på, at der skulle ligge en kriminel handling bag.

Kørsel uden førerret, Gentofte

Nær skaterparken på Ved Stadion standsede en patrulje klokken 03.12 en 42-årig mandlig bilist fra København. Her blev han bedt om at fremvise et gyldigt kørekort, hvilket han dog ikke kunne efterkomme, da han ikke havde erhvervet sig førerret til køretøjet. Han blev derfor sigtet for at køre bil på trods af dette.

Tyveri af taske, Klampenborg

En 43-årig kvinde fra København anmeldte klokken 13.13, at hun havde fået stjålet sin taske, mens hun var på Dyrehavsbakken dagen før. Kvinden havde mellem klokken 18.20 og 18.30 prøvet en forlystelse på stedet, hvor hun ikke måtte medbringe sin taske, hvorfor hun stillede den fra sig under turen. Da hun efterfølgende ville hente sin taske, var den væk.

Bedragerig og forsøg på bedrageri, Vedbæk, Farum, Hørsholm, Dyssegård og Gentofte

En ældre mand fra Vedbæk anmeldte klokken 15.12, at han omkring klokken 14.55 var blevet udsat for forsøg på bedrageri. Han var telefonisk blevet kontaktet af en person, som udgav sig for at være fra politiet, og som forklarede, at manden skulle udlevere nogle kontooplysninger grundet uberettiget adgang til hans konto. Efterfølgende dukkede der tre personer op på mandens adresse nær stationen og fremviste nogle politilignende skilte på deres telefoner. Manden fattede dog mistanke til de tre mænd, og de forlod derefter stedet.

De tre mænd, som dukkede op på adressen, beskrives som:
A: dansk af udseende, lyst krøllet hår, en smule skæg, ca. 175 cm.
B: udenlandsk af udseende, mørk i huden, sort hår. Ca. 175 cm.
C: 20-22 år, halvlangt krøllet hår, spinkel af bygning, høj. Iført går T-shirt.

En ældre kvinde fra Hørsholm anmeldte klokken 16.19 at have modtaget en lignende opkald. Kvinden spurgte ind til flere detaljer angående personens navn, og herefter lagde vedkommende på.

På vegne af en anden ældre kvinde fra Hørsholm blev en lignende anmeldelse foretaget klokken 17.27. Her var det heller ikke lykkedes gerningspersonerne her at få udleveret nogen personlige oplysninger.

En ældre mand fra Hørsholm anmeldte klokken 17.32, at han også havde modtaget et lignede opkald tidligere på dagen. Her var tre mænd efterfølgende dukket op omkring klokken 17.15 på hans adresse nær Hørsholm Kirke, hvor han dog ikke havde lukket dem ind. To af mændene var danske af udseende, og den tredje udenlandsk af udseende. Manden beskrev dem i øvrigt alle som meget unge af udseende.

En ældre kvinde fra Dyssegård anmeldte klokken 22.33 også et lignende forhold fra klokken 20.00. Her var der ikke dukket nogen op på adressen, men det var lykkedes gerningspersonen i telefonen at få kvinden til at udlevere nogle personlige oplysninger.

En ældre kvinde fra Farum anmeldte klokken 15.54 at hun kort forinden var blevet kontaktet af en person, som udgav sig for at være fra hendes bank og bad hende om at udlevere sine hævekort til hende, når han senere på dagen dukkede op på hendes adresse. Manden kom dog aldrig forbi.

Også en ældre kvinde fra Gentofte anmeldte torsdag klokken 05.55, at hun onsdag klokken 17.00 var blevet ringet op af en person, som udgav sig for at være fra hendes bank. Hun blev derefter viderestillet til en person, som udgav sig for at være fra politiet, og det lykkedes her gerningspersonen at få kvinden til at overføre et pengebeløb til nogle konti oplyst af personen i telefonen.

Nordsjællands Politi gør opmærksom på, at politiet og andre offentlige myndigheder samt banker ikke benytter sig af sådanne fremgangsmåder. Er man i tvivl om, hvorvidt en person reelt er ansat i den oplyste virksomhed eller myndighed, kan man bede om personens navn og derefter ringe til det specifikke ansættelsessted og bede om at blive viderestillet til personen for at få oplysningerne be- eller afkræftet. Her er det vigtigt, at man som borger selv finder hovedtelefonnummeret til den pågældende virksomhed eller myndighed og ikke ringer til det nummer, som personen ringer fra eller oplyser.

Tyveri af taske, Klampenborg

En 28-årig udenlandsk kvinde anmeldte klokken 14.11, at hun mellem klokken 13.15 og 13.30 havde fået stjålet sin taske af en ukendt gerningsperson, mens hun befandt sig på Dyrehavsbakken.

Tyveri af mobiltelefon, Hellerup

En kvindelig medarbejder i en klinik på Strandvejen anmeldte klokken 12.41, at en mand omkring et kvarter tidligere havde indfundet sig i klinikken, hvor han havde peget på nogle skærme. Da kvinden ikke var sikker på, hvad manden ville, spurgte hun ind til dette, og han forlod i den forbindelse hastigt stedet. Efterfølgende opdagede den kvindelige medarbejder, at hendes mobiltelefon var blevet stjålet fra stedet.

Manden beskrives som: østeuropæisk af udseende, 35-40 år, ca. 160 cm, kraftig af bygning, mørk i huden, skægstubbe og kort sort hår. Iført mørk jakke og cowboybukser. Talte fremmesprog.

Kørsel uden førerret, Gentofte

En 42-årig mandlig bilist fra Nivå blev klokken 12.45 standset af en patrulje på Gentoftegade i krydset ved Lyngbyvej. Da han ikke havde erhvervet sig et gyldigt kørekort, blev han sigtet for at køre bil uden førerret.

Mistænkeligt forhold, Hellerup

Klokken 16.31 anmeldte en borger, at to unge mænd kort forinden havde befundet sig på Bryggertorvet, hvor de udgav sig for at være politibetjente. En patrulje kørte til området for at lede efter de to mænd, men det var ikke muligt at finde dem.

De beskrives som:
A: mand, mellemøstlig af udseende, 26-29 år, 180-185 cm, spinkel af bygning, mørk i huden og med kort sort hår. Iført sort tøj. Talte dansk.
B: mand, dansk af udseende, 26-29 år, 180-185 cm, almindelig af bygning, lys i huden og med mellemlangt brunt hår. Iført sort tøj. Talte dansk.

Vold, Gentofte

Klokken 19.42 anmeldte en borger, at to kvinder var oppe at skændes på Gentofte Station, hvilket havde ført til, at den ene kvinde havde udøvet vold mod den anden. En patrulje kørte til stedet, hvor de to kvinder blev truffet. Der var tale om en 17-årig kvinde fra København, som blev anholdt og sigtet for vold, samt en 42-årig kvinde fra København, som blev kørt med ambulance til hospitalet for behandling af sine skader.

De to kvinder har en relation til hinanden.

Spirituskørsel, Hellerup

En 18-årig mandlig bilist fra Hellerup blev klokken 04.22 standset af en patrulje på Vingårds Alle. Et alkometer viste, at han formentlig havde kørt bil med en promille over det tilladte, og han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel.

Der venter nu svar på en blodprøve, som præcist skal fastslå bilistens eventuelle promillegrad.

Tyveri af taske, Gentofte

En 27-årig kvinde fra Gentofte anmeldte klokken 14.29, at hun tidligere på dagen havde fået stjålet sin taske. Kvinden havde befundet sig på Gentofte Station mellem klokken 13.00 og 13.30, og en ukendt gerningsperson havde her stjålet tasken.

Kørsel i frakendelsestiden, Charlottenlund

Klokken 10.50 blev en 41-årig mandlig bilist fra København standset og kontrolleret på Strandvejen i krydset med Tuborgvej. Her viste det sig, at han var blevet frakendt kørekortet og stadig befandt sig i frakendelsestiden, hvorfor han blev sigtet for at sidde bag rattet alligevel.

Tyveri fra personbil, Charlottenlund

Klokken 16.00 blev det anmeldt, at der imellem onsdag klokken 21.30 og torsdag klokken 11.30 var blevet stjålet en pose med bøger fra en personbil, der havde holdt parkeret på Hyldegårdsvej. Tyvene var kommet ind ved at knuse en rude i højre side af bilen.

Kørsel uden førerret, Charlottenlund

Klokken 16.40 blev en 25-årig mandlig bilist fra Bagsværd standset og kontrolleret på Strandvejen ud for Café Jorden Rundt. Her viste det sig, at han ikke besad den fornødne førerret, og han blev derfor sigtet for at sidde bag rattet alligevel.

Musik til ulempe, flere steder i politikredsen

Klokken 21.35 blev det anmeldt, at der blev spillet høj musik fra en privat adresse på Kommodsvej i Tisvildeleje. En patrulje blev sendt til adressen, hvorefter der blev skruet ned. Senere på aftenen blev det dog igen anmeldt, at der blev spillet høj musik fra samme sted, og en patrulje måtte nok engang derud og bede om, at der blev skruet ned. Anden gang blev der ligeledes advaret om risikoen for, at musikanlægget kunne blive beslaglagt.

I løbet af aftenen var en patrulje også forbi en adresse på Lundebakken i Vejby og bede om, at der blev skruet ned for musikken.

Omkring midnat var en patrulje også forbi Højbohusvej i Tisvildeleje for at få skruet ned for musikken til en privat fest.

Og kort derefter var en patrulje forbi en adresse på Bonderupgårds Allé i Gilleleje for at få deltagerne til en fest til at skrue ned for musikanlægget.

Klokken 01.24 var en patrulje forbi Tuborg Havnepark i Hellerup efter en anmeldelse om musik til ulempe, men musikken var slukket ved politiets ankomst.

Klokken 01.27 var en patrulje forbi en adresse på Skovbovej i Græsted efter en anmeldelse om musik til ulempe, men også her var musikken slukket ved politiets ankomst.

I løbet af natten var politiet flere gange i dialog med flere festdeltagere til en fest på Slugtsvej i Tisvildeleje angående, at musikken fra deres fest var for høj. Der blev flere gange skruet ned, hvorefter der blev skruet op igen, og til sidst endte det med, at musikanlægget blev beslaglagt.