Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Gentofte i tidsrummet 2022/08/15-2022/08/23.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Ridser i lakken, Charlottenlund

En Toyota som holdt på Korsgårdsvej har mellem mandag morgen klokken 08.30 og klokken 16.00 fået en lang ridse i lakken. Hærværket blev anmeldt klokken 16.37.

Fodgænger ramt af cyklist, Hellerup

En 14-årig ung kvinde blev søndag eftermiddag ramt af en 47-årig cyklist. Uheldet skete, da den unge kvinde var i færd med at krydse Strandvejen i et fodgængerfelt, da cyklisten, som deltog i Ironman, kom kørende. Den 14-årige kom til skade ved påkørslen og måtte efterfølgende til behandling på skadestuen.

Mistænkelig mand i have, Hellerup

En mand vakte søndag eftermiddag omkring klokken 17.15 mistanke hos en beboer på Sofievej, da han gik ind i beboerens have. Da beboeren tog kontakt til manden, forklarede han, at han var i gang med at samle flasker, hvorefter han forlod stedet. Manden beskrives som dansk af udseende, 25-30 år, 180-185 cm høj, spinkel af bygning, hvid i huden med lyst kort hår. Han talte svensk og var iført sorte joggingbukser, sort trøje og medbragte en sort rygsæk. Manden var i første omgang ikke at finde i området, da en patrulje kørte ud for at lede efter ham. Senere på aftenen fik en anden patrulje kontakt til manden, men da der ikke var noget i sagen, som tydede på en egentlig forbrydelse, fik han lov til at gå, da patruljen havde registreret hans generalier.

Hærværk i garage, Charlottenlund

En ukendt gerningsperson har mellem klokken 17.00 og 17.30 tirsdag eftermiddag væltet en reol, så de ting, der stod derpå blev ødelagt. Reolen stod i en åbenstående garage på Bjerrelide.

Værktøj stjålet fra varebil, Gentofte

Mellem mandag eftermiddag og tirsdag morgen klokken 08.00 er der stjålet diverse værktøj fra en varebil, som stod på Nybrovej. Tyven har boret hul under en låsecylinder for at skaffe sig adgang til bilen.

Ville stjæle buske, Dyssegård

En 65-årig mand fra Søborg blev klokken 04 onsdag morgen sigtet for butikstyveri , efter han var blevet afsløret i at ville stjæle nogle buske fra udendørs-udstillingen ved Rema 1000 på Søborg Hovedgade.

Overfaldet på vej fra fest, Hellerup

En 21-årig mand anmeldte mandag formiddag, at han natten til søndag mellem klokken 03.30 og 04.00 var blevet overfaldet på vej fra en fest på Bernadotteskolen. Den 21-årige stod på Svanemøllevej og ventede på en ven, da en mand kom hen til ham og efter en kort ordveksling, blev den 21-årige skubbet og slået med knytnæve. Gerningsmanden beskrives som 20 år, 190 cm høj og muskuløs med kort brunt eller mørkeblondt hår.