Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Gentofte i tidsrummet 2022/12/05-2022/12/13.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Butikstyveri, Kgs. Lyngby

En 40-årig kvinde stjal i går kl. 19.53 kosmetikprodukter i Magasin i Kgs. Lyngby. En patrulje var fremme umiddelbart efter, og da det ikke var muligt at fastslå kvindens identitet blev hun anholdt og kørt til Gentofte Politistation.

Inddraget kørekort, Charlottenlund

En 80-årig kvinde fra Charlottenlund fik onsdag kl. 07.45 inddraget sit kørekort på nødret, da en patrulje vurderede, at hun ikke var i stand til at føre sit køretøj på fornuftig vis. Patruljen var på stedet, da den 80-årige kvinde havde påkørt en anden bil ved Skovvej i Charlottenlund.

Kørte i påvirket tilstand, Charlottenlund

En 19-årig mand fra Herlev blev tirsdag kl. 00.50 sigtet for at føre et køretøj på Jægerborg Allé mens han var påvirket af euforiserende stoffer. Manden blev anholdt og kørt til et hospital for at få udtaget en blodprøve, så den præcise påvirkningsgrad kan fastlægges.

Mand overfaldet, Hellerup

Mellem klokken 23.50 lørdag aften og klokken 00.10 søndag blev en 22-årig mand fra Frederiksberg overfaldet på Hellerup Station. Overfaldet skete efter en meningsudveksling mellem den 22-årige og tre mænd og medførte, at den 22-årige blev slået i baghovedet med en flaske. Overfaldet blev anmeldt søndag formiddag klokken 09.37, og de tre gerningsmænd beskrives som:

A: afrikansk af udseende, ca. 17 år, 170-175 cm, almindelig af bygning, meget mørk i huden, sort kort hår, dansktalende, iført mørkt tøj, sort “bomberjacket/Canadian Goose-agtig jakke”.

B: mellemøstlig af udseende, ca. 17 år, 170-175 cm, almindelig af bygning, mørk i huden, sort kort hår, iført mørkt tøj, sort “bomberjacket/Canadian Goose-agtig jakke.

C: mellemøstlig af udseende, ca. 17 år, 170-175 cm, almindelig af bygning, mørk i huden, sort kort hår, dansktalende, iført mørkt tøj, “sort bomberjacket/Canadian Goose-agtig jakke”.

Røveri i butik, Gentofte

En ukendt gerningsmand røvede mandag kl. 20.18 SuperBrugsen på Baunegårdsvej i Gentofte Gerningsmanden fik ved trusler udleveret et større kontantbeløb, hvorefter han flygtede fra butikken. Flere patruljer rykkede ud til området, men fandt ikke gerningsmanden. Gerningsmanden beskrives som: Mand, iført sort maske, sort jakke af mærket Kappa med hætten trukket op, grå arbejdshandsker med orange kant langs håndleddet, sorte Adidas bukser med hvid kant og sorte sportssko.

Sigtet for trusler mod betjent, Klampenborg

I forbindelse med en politiforretning ved Dyrehaven fremsatte en 54-årig mand trusler mod en polititjenestemand. Manden blev sigtet for forholdet.

Taget med hash, Charlottenlund

En 20-årig mand fra Charlottenlund blev kl. 22.44 sigtet for at være i besiddelse af en mindre mængde hash og en joint på Ellensvej.

Tyveri af gravemaskine, Charlottenlund

Søndag kl. 06.00 har en ukendt gerningsmand stjålet en udlejet gravemaskine fra Bregnegårdsvej i Charlottenlund.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev