Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Gentofte i tidsrummet 2023/01/23-2023/01/31.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Butikstyveri, Dyssegård

En 46-årig mand fra Gentofte er mandag kl. 17.45 blevet sigtet for butikstyveri, da han forlod en butik uden at betale for sine varer. Manden blev tilbageholdt og blev senere sigtet for butikstyveri og anholdt af en patrulje.

Butikstyveri, Kgs. Lyngby

En dreng og en pige på 15 år fra henholdsvis Gentofte og Charlottenlund blev kl. 17.20 sigtet for at have stjålet kosmetik for et større beløb i Magasins kosmetikafdeling på Lyngby Hovedgade.

Cyklist ramt af bil, Hellerup

En 46-årig kvindelig cyklist fra København blev mandag morgen klokken 08.15 ramt af en bil, der blev ført af en 24-årig mand fra Slagelse. Uheldet skete i krydset Lyngbyvej/Tuborgvej og kvinden blev efterfølgende tilset af en ambulance.

Forsøg på kontaktbedrageri, Charlottenlund

En 76-årig kvinde fra Charlottenlund blev kl. 17.37 ringet op af Jens Hansen fra “jeres bank”, der ønskede at får oplyst pinkoder til betalingskort. De havde tilfældigvis en mand i nærheden, der ville afhente kortene. Da kvinden sagde nej til at udlevere kortene var manden gået fra stedet igen.

Forsøg på tyveri, Klampenborg

To mænd forsøgte mellem klokken 10.05 og 10.20 forgæves at forvirre en ansat i Café Parforce på Dyrehavevej i forbindelse med et køb og derved stjæle penge fra kasseapparatet, men blev opdaget af medarbejderen, hvorefter de afleverede pengene tilbage.

Færdsel i Øvrigt, Gentofte

Kl. 8.16 skete der et færdselsuheld på Helsingørmotorvejen ved Nybrovej i sydlig retning. En personbil kørte ad motorring 3 sydgående, da en lastbil med hænger foretog et vognbaneskift, hvorved han påkørte personbilen på venstre bageste hjørne. Der skete ingen personskade. Men en vejbane var lukket indtil kl. 8.36.

Førte køretøj uden førerret, Hellerup

En 24-årig mand med ukendt adresse blev søndag kl. 23.30 stoppet på Sankt Lukas Vej i Hellerup. Her viste det sig, at han var frakendt førerretten.

Indbrud i container, Gentofte

Mellem fredag d. 20 kl. 13.00 og mandag d. 23 kl. 06.30 har der været indbrud i en container på en byggeplads på Niels Steensens Vej i Gentofte De ukendte gerningsmænd har stjålet lamper og kobber fra containeren.

Indbrud i lejlighed, Gentofte

En 90-årig kvinde i Tuborg Sundpark blev torsdag udsat for tricktyveri i sin lejlighed. En dame havde tiltvunget sig adgang til opgang sammen med anmelderen, der var ved at låse sig ind. Anmelderen kørte op til sin egen lejlighed, og kom ind, og kort efter ringede kvinden på, med en meget stor buket blomster i favnen, samt pose med kager. Hun påstod, at en fest var aflyst, og tilbød kager til den 90-årige kvinde. Kagerne blev sat på tallerken. Kvinden med blomsterne og kagerne kiggede nervøst på sit ur. Pludselig fik hun meget travlt, men ville komme tilbage. Efterfølgende manglede der 4000 kroner i anmelderens pung, der havde ligget i en taske i soveværelset. Der var ligeledes stjålet smykker fra et smykkeskrin i soveværelset. Forurettede mistænkte, at en anden person havde skaffet sig adgang, imens forurettede var i køkkenet med kvinden: Kvinde beskrives som 40 år, 170 cm høj. Spinkel kropsbygning med brunt hår. Hun talte engelsk, og var iført stor flot lang pels i gyldenbrun farve. Hun medbragte en brun stor taske, pose med kager og blomsterbuket.

Indkøb stjålet fra bil, Hellerup

Onsdag klokken 16.09 blev en taske med diverse indkøb, en avis samt en punk med lidt kontakter stjålet fra en bil, som holdt ved Meny på Strandvejen. Tyveriet blev anmeldt klokken 16.46.

Lovgivning om euforiserende stoffer, Gentofte

Kl. 19.50 blev en 35-årig mand stoppet af politiet på Vangedevej. Han blev fundet i besiddelse af 10 pølsemandsposer indeholdende kokain.

Lovgivning om euforiserende stoffer, Gentofte

Kl. 23.20 observerede politiet tre unge mennesker ved Dan Tureils plads. Ved henvendelse til gruppen lugtede der kraftig af hash, ligesom der sås flere jointskodder ved deres fødder. Alle 3 fik forevist politilegitimation, ligesom de blev gjort bekendt med, at de var sigtet for lov om euforiserende stoffer. Under visitationen af en af de sigtede blev han fundet i besiddelse af en mindre klump hash. Sigtede underskrev en udenretslig konfiskationserklæring, som han fik forklaret betydningen af.

Lovgivning om euforiserende stoffer, Gentofte

Ved biblioteket på Vangede Bygade blev en 20-årig mand kl. 22.20 standset af politiet. Han blev fundet i besiddelse af 5 pølsemandsposer indeholdende hash samt en schweizerkniv.

Mulig tricktyv på spil, Charlottenlund

Onsdag eftermiddag klokken 16 ringede en mand på døren til en bolig på Ny Ordrup Sideallé. Her fortalte han, at han kom fra Danmarks Statistik, men gik kort efter igen. Manden beskrives som omkring 60 år, 175-180 cm høj, lys i huden med gråt kort og pjusket hår. Han var iført mørkt tøj.

Narkokørsel, Gentofte

En 39-årig mand fra Gentofte blev kl. 3.05 sigtet for at være mistænkt for at køre bil på Lyngbyvej under påvirkning af euforiserende stoffer og for ikke at have kørekort til personbil.

Røveri i forretning, Hellerup

Kl. 11.48 blev der anmeldt røveri i Matas på Tuborg Havnevej i Hellerup. Gerningsmanden skubbede til en gravid butiksansat, da hun rettede henvendelse til ham. Gerningsmanden skønnes at være sluppet afsted med varer for mere end 15.000 kr.

Sigtet for butikstyveri, Hellerup

En 15-årig ung mand fra Søborg blev klokken 12.04 taget for tyveri i Netto, hvor han havde stjålet diverse varer. Den unge mand blev sigtet for forholdet og hans værge samt de sociale myndigheder underrettes om sagen.

Tabte måltidskasser, Gentofte

Kl. 04.40 fik politiet et opkald fra en borger, der oplyste, at han lige havde set en lastbil tabe en masse kasser på Nybrovej lige ved afkørslen fra motorring 3 nordgående. Kasserne var måltidskasser og lå ud over hele kørebanen.

Var i besiddelse af hash, Dyssegård

En 21-årig mand fra Gentofte blev klokken 15.24 truffet på Aftenbakken af en patrulje. Her viste det sig, at manden var besiddelse af en mindre mængde hash, hvilket han blev sigtet for.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev