Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Gentofte i tidsrummet 2023/01/30-2023/02/07.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Bil brød i brand, Gentofte

En bil brød kort før klokken 11.45 i brand underkørslen på Niels Steensens Vej. Her kom der røg fra bilens motorrum, og da bilisten holdt ind til siden kom der flammer ud under motorhjelmen. Ilden blev slukket og ingen personer kom til skade.

Brand i hotelkøkken, Gentofte

Gæsterne på Gentofte Hotel måtte natten til onsdag evakueres, da der opstod brand i hotellets køkken. Anmeldelsen om brand kom klokken 00.58, hvorefter politi og brandvæsen blev sendt til stedet. Ilden blev kort efter slukket og hotellets gæsterne kunne senere vende tilbage til deres værelser. Der er ingen meldinger om personskade. Brandårsagen skal nu undersøges nærmere.

Butikstyveri fra andre forretninger, Lyngby-Taarbæk

En 16-årig ung kvinde blev i går kl. 16.20 taget for butikstyveri i en forretning på Lyngby Hovedgade. Hun havde gemt diverse kosmetikprodukter i sin taske til en samlet værdi af 3.297 kr., hvorefter hun gik ud på Klampenborgvej uden at betale.

Butikstyveri, Dyssegård

En 46-årig mand fra Gentofte er mandag kl. 17.45 blevet sigtet for butikstyveri, da han forlod en butik uden at betale for sine varer. Manden blev tilbageholdt og blev senere sigtet for butikstyveri og anholdt af en patrulje.

Cyklist ramt af bil, Hellerup

En 46-årig kvindelig cyklist fra København blev mandag morgen klokken 08.15 ramt af en bil, der blev ført af en 24-årig mand fra Slagelse. Uheldet skete i krydset Lyngbyvej/Tuborgvej og kvinden blev efterfølgende tilset af en ambulance.

Fister snusede sig frem til skunk, Charlottenlund

Ved en indsats målrettet narkosalg på gadeplan tog narkohunden Fister og dens tobenede kollega klokken 19.29 en tur med Kystbanen. Her snusede Fister sig frem til en 19-årig mand fra Nivå, som viste sig at have en moderat mængde skunk i sin jakke. Manden blev vejledt om tilbud om at få hjælp til at komme ud af sit misbrug, men ønskede ikke at benytte sig af tilbuddet.

Forsøg på tyveri, Klampenborg

To mænd forsøgte mellem klokken 10.05 og 10.20 forgæves at forvirre en ansat i Café Parforce på Dyrehavevej i forbindelse med et køb og derved stjæle penge fra kasseapparatet, men blev opdaget af medarbejderen, hvorefter de afleverede pengene tilbage.

Kvinde lod sig ikke narre, Hellerup

78-årig kvinde lod sig ikke narre, da en ukendt mand ved 10-tiden ringede til hende og udgav sig for at være fra hendes bank. Manden påstod, at kvindens kreditkort var blevet misbrugt og bad hende om at møde op på en nærmere angivet adresse for at aflevere sit kreditkort. Men kvinden gennemskuede manden, fortalte ham, at han var en svindler og lagde røret på. Forholdet blev anmeldt klokken 12.08.

Narkokørsel, Gentofte

En 39-årig mand fra Gentofte blev kl. 3.05 sigtet for at være mistænkt for at køre bil på Lyngbyvej under påvirkning af euforiserende stoffer og for ikke at have kørekort til personbil.

Sigtet for besiddelse af hash til videresalg, Gentofte

En 21-årig mand fra Søborg blev klokken 19.40 truffet på Vangede Station. Manden blev fundet i besiddelse af et større antal hashklumper og poser med MDMA samt kontanter. Ved en efterfølgende ransagning på mandens adresse blev der fundet yderligere mængder hash samt et større kontantbeløb. Manden blev sigtet for at være i besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på videresalg.

Sigtet for butikstyveri, Hellerup

En 15-årig ung mand fra Søborg blev klokken 12.04 taget for tyveri i Netto, hvor han havde stjålet diverse varer. Den unge mand blev sigtet for forholdet og hans værge samt de sociale myndigheder underrettes om sagen.

Truet med kniv, Hellerup

En 31-årig mand fra Ballerup truede kl. 17.16 en parkeringsvagt med kniv efter, at han havde fået en parkeringsbøde for at holde på en handicap parkeringsplads på Tuborg Havnevej i Hellerup. Den 31-årige flygtede fra stedet, men blev senere standset af en patrulje på Strandvejen, hvor han blev anholdt og sigtet for trussel på livet.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev