Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Gentofte i tidsrummet 2021/12/27-2022/01/04.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Mand skabte uro og uorden, Gentofte
Mandag eftermiddag klokken 14.54 skabte en mand så meget uro og uorden med sin opførsel, at politiet blev kontaktet. Ifølge anmeldelsen gik manden rundt ved Ikea på Nybrovej og råbte og skreg. En patrulje kørte til stedet for at finde manden, som ikke var at se, hverken ved Ikea eller i området omkring.
Uro og uorden, Gentofte
Klokken 19.49 indløb der anmeldelse om, at nogle unge mennesker overfusede en kvinde på Vangede Bibliotek. En patrulje kørte til stedet for at undersøge forholdet nærmere, og i den forbindelse traf de seks unge lokale drenge i alderen 14-16 år. Patruljen fik en adfærdsregulerende snak med de unge og registrerede deres generalia, hvorefter de unge mennesker blev bortvist fra stedet.
Ubrugt kanonslag fundet, Klampenborg
En borger anmeldte klokken 11.26, at han havde fundet et stort kanonslag, som ikke var gået af, nær en rød port ind til Dyrehaven nær Klampenborg Station. En patrulje blev sendt til stedet, og herefter blev Hærens Ammunitionsrydningstjeneste kontaktet for vurdering af fyrværkeriet. På baggrund af denne vurdering blev kanonslaget efterfølgende afhentet af ammunitionsrydningstjenesten med henblik på efterfølgende destruktion.
Tyveri fra personbil, Gentofte
Klokken 18.06 blev det anmeldt, at der imellem 17.00 og 18.02 var blevet stjålet en designertaske med indhold fra en personbil, der havde holdt parkeret foran Gentofte Rideklub. Tyven var kommet ind i bilen ved at knuse det lille trekantsvindue og derefter foretage indstigning i kabinen.
Graffiti på facade, Klampenborg
På en bygningsfacade på Taarbæk Strandvej er der mellem onsdag nat klokken 05.00 onsdag morgen klokken 08.00 blevet malet graffiti. Hærværket blev anmeldt torsdag formiddag klokken 09.32.
Unge stjal øl, Klampenborg
Nogle unge mænd stjal onsdag aften klokken 18.53 nogle øl og nogle flasker mousserende vin fra Circle K på Strandvejen. Tyveriet blev anmeldt torsdag klokken 13.37.
Uro ved bibliotek, Gentofte
En gruppe unge skabte torsdag aften lidt efter klokken 18 uro ved Gentofte Bibliotek, hvor de fyrede fyrværkeri af mod vinduerne. De unge var imidlertid forsvundet fra stedet, da en patrulje ankom.
Forrude knust, Hellerup
En varebil, som holdt på Gersonsvej, fik torsdag aften klokken 20.29 knust forruden med en lægtehammer. Vidner på stedet har set en mand på 30-40 år, 180-200 cm høj, kraftig af bygning med kort mørkt hår køre til og fra stedet i en sølvgrå VW Golf.
Tyveri af lamper, Hellerup
Klokken 10.03 blev det anmeldt, at der imellem tirsdag klokken 03.00 og tirsdag klokken 18.00 var blevet stjålet to udendørs PH-lamper fra en bopæl på Marievej.
Uro og uorden, Kgs. Lyngby
Klokken 21.46 ringede en anmelder til Nordsjællands Politi og fortalte, at han havde bedt en flok unge mennesker om at forlade Lyngby Kulturhus på Klampenborgvej, hvorefter de var gået, og i den forbindelse havde de væltet nogle hegn, der stod ved noget vejarbejde. Efterfølgende gik de igen ind i Lyngby Kulturhus, hvorfor Nordsjællands Politi kørte til stedet. Patruljen bortviste fem unge mennesker, hvoraf en af dem, en 17-årig ung kvinde fra Kgs. Lyngby, blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Mistænkeligt forhold, Hellerup
Klokken 00.04 blev det anmeldt, at to personer var i færd med at bryde ind i en kælder på Kildegårdsvej. En patrulje blev sendt til stedet, hvor det viste sig, at det var to personer, der var gået ind i en ulåst kælder for at søge varme.
Fodgænger ved motorvejen, Gentofte
Klokken 05.24 indløb der en anmeldelse om, at en ung mand gik i nødsporet på Motorring 3 i sydgående retning i afkørslen inden Lyngby. En patrulje blev sendt til stedet, hvor en ung mand fra København blev truffet, og for alles sikkerheds skyld, blev han taget med af patruljen og kørt til Lyngby Station, så han kunne tage toget.