Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Gentofte i tidsrummet 2019/03/04-2019/03/12.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Løb med lygterne

Kokkedal/Charlottenlund: Klokken 03.15 natten til mandag blev et sæt forlygter stjålet fra en Porsche Panamera, som holdt parkeret på Strandvejen. Også en Porsche Panamera, som holdt parkeret i Kratkrogen i Charlottenlund har fået stjålet forlygterne. Dette tyveri skete klokken 05.00 mandag morgen.

Kørte med spiritus og narko i blodet, Dyssegård

Klokken 20.09 blev en 44-årig mandlig bilist uden kendt adresse standset på Søndergårdsvej. Her viste alkometeret, at han havde kørt bil med mere alkohol i blodet end det tilladte, mens et narkometer viste, at han samtidig også var påvirket af euforiserende stoffer. Han blev derfor sigtet for spiritus- og narkokørsel, og da bilisten heller ikke havde førerret, modtog han også en sigtelse for det.

Røveri, Gentofte

En mand kom klokken 20.36 ind i Super Brugsen på Baunegårdsvej og gik til kasselinjen, hvor han med kniv truede ekspedienten til at udlevere et kontant pengebeløb, inden han forlod butikken. Patruljer kørte til stedet og runderede, men gerningsmanden var ikke at finde i området.

Manden beskrives som: 17-19 år, 175-185 cm, almindelig af bygning, hvid i huden. Iført hættetrøje i camouflagemønster i hvid, grå og sort, hvor hætten var trukket op, sort dunvest udover, sorte bukser, hvide kondisko med sort på hælkappen og sort elefanthue med huller til øjne. Talte dansk. Medbragte: hvid pose og stor køkkenkniv.

Spritbilist kørte galt

Gentofte: En 19-årig mand fra Gentofte mistede klokken 03.29 natten til torsdag herredømmet over den bil, han var kørende i og ramte en brandhane i krydset Jægersborg Allé/Ermelundsvej. Manden kom ikke til skade, men blev kørt på skadestuen for at få taget en blodprøve, da han var påvirket af alkohol.

Narkobilist standset

Gentofte: En 23-årig mand fra Hellerup blev klokken 02.38 natten til torsdag standset, da han kom kørende ad Ermelundsvej. Manden var påvirket af euforiserende stoffer og var tillige i besiddelse af en mindre mængde hash og kokain. Han blev taget med på hospitalet, hvor en blodprøve skal fastlægge hans nøjagtige påvirkelsesgrad.

Taske med pc stjålet fra bil

Charlottenlund: Fra en Volkswagen Passat, som holdt parkeret på Strandvejen, er der onsdag mellem klokken 18.00 og 20.30 stjålet en taske indeholdende en bærbar pc samt en tablet. Tyven har knust en rude i bilens bagdør for at skaffe sig adgang til bilen.

Kørte uden kørekort

Gentofte: En 27-årig mand fra København blev tirsdag aften klokken 21.40 sigtet for at køre uden førerret. Manden havde valgt at sætte sig bag rattet, selvom han var frakendt førerretten, men blev standset af en patrulje på Motorring 3.

Rygsæk stjålet fra bil

Hellerup: Fra en Citroen C1, som holdt parkeret på Ahlmanns Allé, er der tirsdag aften mellem klokken 20.50 og 21.00 stjålet en rygsæk indeholdende en bærbar pc. Tyven har skaffet sig adgang til bilen ved at knuse n siderude i bilens venstre bagdør.

Taske stjålet fra bil

Hellerup: En taske med en bærbar pc, et headset samt en pung med diverse betalingskort er mandag aften mellem klokken 18.30 og 21.30 blevet stjålet fra en Range Rover, som holdt parkeret på Duntzfelts Allé.

Kontanter stjålet fra pengeskab

Hellerup: Et kontantbeløb er mellem fredag klokken 17.00 og mandag klokken 08.00 blevet stjålet fra et pengeskab på et kontor på Tuborg Boulevard. Tyven har muligvis skaffet sig adgang til kontoret ved på et tidligere tidspunkt at sætte en sko i klemme i en dør, så den ikke lukkede helt til.

Forsøgte at bryde ind i bank

Hellerup: En ukendt gerningsmand forsøgte klokken 00.25 natten til mandag at knuse ruden til en bank på Strandvejen. En patrulje kom til stedet og kunne konstatere, at det ikke var lykkedes gerningsmanden at komme ind i banken.

Fordrev ventetid med hærværk

Gentofte: Tre unge i alderen 13-14 år fordrev søndag aften klokken 18.29 ventetiden på bussen med at forsøge at smadre ruden i et busstoppested på Brogårdsvej. De stoppede imidlertid deres forehavende, da bussen kom.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev