Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Gentofte i tidsrummet 2019/10/14-2019/10/22.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Elværktøj stjålet

Gentofte: Fra en Mercedes-Benz varebil, der holdt parkeret på Ved Bommen er der stjålet diverse elværktøj. Tyveriet er sket mellem mandag den 14. oktober og mandag den 21. oktober, og tyven har skaffet sig adgang til bilen ved at lave et hul i bilens ene skydedør.

Stjal to kasser chokoladebarer

Gentofte: En 33-årig udenlandsk mand blev mandag eftermiddag sigtet for butikstyveri, da han klokken 16.18 blev taget i at stjæle to kasser chokoladebarer i Fakta på Vangede Bygade. Manden blev tildelt en straksbøde.

Tyveri fra svømmehal, Helsinge

Klokken 15.25 anmeldte en 75-årig kvinde fra Gentofte, at hun omkring klokken 14.30 havde fået stjålet sin pung fra sin taske i omklædningsrummet i Helsinge Svømmehal. En anden gæst havde tabt en parfume på gulvet, som smadrede, og den 75-årige hjalp i den forbindelse med oprydningen efter dette. Da den 75-årige vendte retur til sine ting, manglede hendes pung fra hendes taske.

Færdselsuheld, Hellerup

Klokken 09.10 skete der et færdselsuheld på Bernstorffsvej, da en bil ført af en 79-årig mand fra lokalområdet drejede ud på Bernstorffsvej og i den forbindelse påkørte en bil med en 37-årig mand bag rattet, der kom kørende ad Bernstorffsvej.

Der skete umiddelbart kun materiel skade ved færdselsuheldet, og den 79-årige blev efterfølgende sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.

Kørsel uden førerret, Gentofte

Klokken 22.45 blev en 40-årig mandlig bilist fra Gentofte standset og kontrolleret på Nybrovej. Da han blev bedt om at fremvise et kørekort, dumpede han opgaven, idet han ikke havde et sådan. Derfor blev han sigtet for kørsel uden førerret.

Mulige indbrudstyve jaget væk, Charlottenlund

Klokken 02.53 anmeldte en borger på Fortunvej, at han netop havde jaget tre mænd væk, der havde forsøgt at komme ind i en baghave, de formentlig ikke hørte til i. De tre mænd forlod efterfølgende stedet via Skovvej hastigt i en varevogn.

De tre mænd beskrives som:
A: Mand, 20-25 år, 180-185 cm, mellemøstlig af udseende, iført sort tøj. B: Mand, 180-185 cm, klædt i sort. C: Mand, 180-185 cm, klædt i sort.

Kørsel uden førerret, Charlottenlund

Klokken 04.20 blev en 38-årig mandlig bilist standset og kontrolleret på Ordrupvej. Her viste det sig, at han havde sat sig bag rattet, selvom hans førerret var blevet administrativt inddraget, og han blev derfor sigtet for forholdet.

Krydsfinér stjålet

Hellerup: Fra en byggeplads på Henningsens Allé er der mellem fredag klokken 12.00 og søndag klokken 10.00 stjålet 10 pladser krydsfiner. Tyven er kommet ind ved at fjerne et hegn til byggepladsen. Tyveriet blev anmeldt mandag klokken 09.24.

Lastbil stjålet

Charlottenlund: En lastbilchauffør, som klokken 02.10 var ved at læsse ting af lastbilen, mens den holdt på Hyldegårdsvej, gjorde store øjne, da lastbilen pludselig forsvandt. En 21-årig mand fra Ishøj så nemlig sit snit til at stjæle lastbilen og kørte afsted med den. Lastbilen og den 21-årige blev standset klokken 02.58 på Amtsvejen, hvor den 21-årige blev sigtet for brugstyveri, spirituskørsel og kørsel uden førerret til lastbil.

Indbrud anmeldt til Nordsjællands Politi 14. – 15. oktober 2019

 

Pige blev slået og sparket

Gentofte: En 13-årig pige fra Allerød blev lørdag aften mellem klokken 21.00 og 21.10 slået og sparket af fire drenge (A, B,C og D), da hun var på vej til MacDonalds. Pigen og veninderne havde været til IsDisco i Gentofte Sportspark tidligere på aftenen. De gik ad Ved Stadion til Brogårdsvej, og foran gik en gruppe på fem drenge. Da den 13-årige og hendes veninder var kommet under broen på Brogårdsvej nær busstoppestedet, kom den ene dreng fra gruppen pludselig hen til hende. Han tog om pigens hals og trak hende ned på jorden. Herefter kom tre andre drenge fra gruppen og sparkede pigen på benene, ligesom de slog hende på siden af kroppen og i ansigtet. Pludselig gik det op for drengene, at de slog på en pige, og sagde til hende, at de havde forvekslet hende med en anden. Herefter tilbød de hende 100 kroner og at hun kunne slå dem, som kompensation, så de ville “stå lige”. Det blev imidlertid afvist af pigen. Drengene beskrives således:

A: Udenlandsk af udseende, mørkt hår, spinkel af bygning, ca. 140-150 cm høj, ca. 14-15 år, iført en hvid hoodie, sorte bukser, sorte sko, samt en sort cap. Talte dansk med accent og kunne tale et udenlandsk sprog.

B: Udenlandsk af udseende, herunder helt mørk i huden, ca. 170-180 cm høj, ca. 14-15 år, iført hvid/blå/grå jakke, sorte bukser og sorte sko. Talte dansk med accent og kunne tale et udenlandsk sprog.

C: Udenlandsk af udseende, mørkt hår med krøller på toppen og kort i siderne, ca. 170-180 cm høj, 14-15 år, iført en sort bomber jakke, sorte bukser af mærket Nike. Medbragte sort Carharrt skuldertaske. Talte dansk med accent, og kunne tale et udenlandsk sprog. Han havde desuden et stort mellemrum mellem fortænderne.

D: Udenlandsk af udseende, spinkel af bygning, ca. 160 cm høj, 14-15 år, kort mørkt slik hår, iført en mørkeblå sweatshirt med et rødt logo foran, sorte bukser og sorte sko, briller. Talte dansk med accent og kunne tale et udenlandsk sprog

E. Udenlandsk af udseende, spinkel af bygning, ca. 140-150 cm høj, ca. 14-15 år, iført en grå langærmet trøje samt sorte bukser og sko. Talte dansk med accent og kunne tale et udenlandsk sprog

Episoden blev anmeldt søndag klokken 10.56 og efterforskes af politiet.

Narkobilist standset

Klampenborg: En 21-årig mand fra København blev søndag aften klokken 22.05 sigtet for at køre bil mens han var påvirket af euforiserende stoffer. Manden blev standet på Peter Lieps Vej og det viste sig desuden, at han ikke havde noget kørekort ligesom der blev fundet en mindre mængde hash i hans bil. Han ble tilige sigtet for disse forseelser.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev