Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Gentofte i tidsrummet 2021/05/14-2021/05/25.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Butikstyveri

Gentofte: Klokken 18.26 blev det anmeldt, at der var sket et butikstyveri i Fakta på Vangede Bygade. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf en 30-årig kvinde fra Gentofte, som blev sigtet for forholdet.

Brand i kælder, Hellerup

På Lyngbyvej opstod der klokken 19.21 brand i kælderen i et hus. Politi og brandvæsen kørte til stedet, og slukningsarbejdet blev straks igangsat. Beboerne på stedet var alle kommet ud, og der skete ikke umiddelbart nogen personskade.

Branden formodes at være startet via strålevarme fra et fyr i kælderen.

Personer hoppede over hegnet ved Bakken

Klampenborg: Klokken 20.08 indløb der anmeldelse om, at en gruppe på mellem seks og ti personer var hoppet over hegnet ind til Dyrehavsbakken, hvor de var oppe at toppes med vagterne på stedet. Patruljer kørte til stedet, men gruppen havde i mellemtiden forladt stedet og var ikke mulige at udfinde.

Tyveri fra varebil, Klampenborg

Mellem klokken 08.30 og 12.30 skaffede en ukendt gerningsperson sig adgang til en varebil, som holdt parkeret ved Klampenborg Galopbane og stjal elektrisk værktøj.

Mistænkelige mænd ved dør, Dyssegård

To mænd forsøgte muligvis at bryde ind i en lejlighed på Vangedevej torsdag eftermiddag mellem klokken 16.00 og 16.30. Lejlighedens beboer, en 60-årig kvinde sad i sin stue, da hun hørte en lyd ved hoveddøren. Hun gik ud i entreen og kunne gennem dørspionen se to udenlandsk udseende mænd. Kvinden råbte ud gennem døren til de to, som stak af. Den ene af de to mænd var iført en lyseblå jakke samt en lyseblå kasket med et gult mønster eller logo. Hændelsen blev anmeldt klokken 18.54.

Du kan hjælpe Nordsjællands Politi med at fange indbrudstyve. Ring til os på 1-1-4, hvis du ser noget mistænkeligt, eller hvis du opdager et indbrud, som er i gang. Hurtig henvendelse og et godt signalement kan hjælpe os. Læg gerne mærke til, hvordan tyven ser ud: Højde, hårfarve, tøj, evt. transportmiddel, redskaber og/eller medbragte tasker/rygsække er vigtige informationer, når vi skal finde tyven.

Færdselsuheld, Gentofte

En 31-årig mandlig bilist fra Køge kørte klokken 08.04 ad Helsingørmotorvejen i sydgående retning, hvor han påkørte en 29-årig kvindelig bilist fra Hørsholm, som kørte ved lav hastighed grundet kø. Grundet bilernes placering måtte vejen i en periode afspærres, mens der blev ryddet op efter uheldet.

Det skete ikke umiddelbart nogen personskade.

Den 31-årige mandlige bilist blev efterfølgende sigtet for overtrædelse af færdselsloven.

Forlygter stjålet

Charlottenlund: Mellem klokken 01.30 og 03.00 natten til tirsdag er forlygterne blevet stjålet fra en Porsche, som holdt på Rådhusvej. Desuden er der stjålet en taske fra bilen.

Tyveri fra bil, Charlottenlund

Klokken 16.54 blev det anmeldt, at en ukendt gerningsperson mellem klokken 13.00 og 14.00 havde knust venstre bagerste rude i en BMW, som holdt parkeret ved Skovshoved Havn. Fra bilen blev der stjålet en computertaske indeholdende diverse elektronik.

Sigtet for besiddelse af stoffer, Gentofte

På Nybrovej ved McDonald’s drive-in blev tre unge mænd fra Nærum truffet af en patrulje klokken 22.40. I den forbindelse blev den ene mand, en 20-årig, fundet i besiddelse af en joint samt en mindre mængde hash, hvilket han blev sigtet for.

Anmeldelser om kriminelt forhold, Gentofte

På baggrund af flere anmeldelser om et kriminelt forholdt var Nordsjællands Politi omkring klokken 04.30 til stede med flere patruljer på Skolebakken. I den forbindelse blev fire personer anholdt, og Nordsjællands Politi efterforsker lige nu sagen og har derfor på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse ikke yderligere kommentarer til episoden.

Spirituskørsel

Klampenborg: Klokken 21.39 blev det anmeldt, at en bilist kørende på Bakkens parkeringsplads kørte hasarderet, og at han muligvis var påvirket af alkohol. En patrulje blev sendt til stedet, hvor en 22-årig mandlig bilist fra Frederiksberg blev sigtet for spirituskørsel og taget med til udtagning af blodprøve, der skal fastslå den eventuelle promille.

Tyveri fra varebil

Charlottenlund: Klokken 01.43 anmeldte et vidne, at der foran en håndværker-varebil holdende på Gyldenlundsvej lå en masse værktøj, der umiddelbart ikke hørte til i en varevogn tilhørende det håndværksfag, der kunne aflæses på siden af den parkerede varebil.

En patrulje blev sendt til stedet, hvor det kunne tyde på, at værktøjet ikke tilhørte den pågældende varebil, men om det så var stjålet andetstedsfra, eller om det var remedier medbragt til at bryde ind i den pågældende varebil, kunne ikke fastslås på stående fod. Noget kunne i hvert fald tyde på, at vidnet havde forstyrret en eller flere gerningspersoner på stedet.

Instrumentpanel og navigation stjålet fra biler

Hellerup/Charlottenlund: Mellem onsdag aften klokken 20.00 og torsdag formiddag klokken 10.00 er der stjålet et instrumentpanel fra en bil, der holdt på Hesselvang i Hellerup og et navigationsanlæg fra en bil, der holdt på Skovvej i Charlottenlund.

Mand onanerede på bænk

Gentofte: En mand sad torsdag aften klokken 18.43 og onanerede på en bænk på i Brobæk Mose. Det blev i skarpe vendinger påtalt af en 40-årig forbipasserende kvinde fra Gentofte, hvilket fik manden til at komme med en obskøn opfordring til kvinden. Manden beskrives som mellemøstlig af udseende, 25-30 år, 180-185 cm høj, almindelig af bygning, brun i huden med kort sort hår. Han talte dansk med accent og var iført sort cardigan, rød t-shirt med gul skrift og mørke buser. Han cyklede fra stedet i retning mod Søbredden.

Mistænkelige mænd i hus

Charlottenlund: En beboer på Slotsvej anmeldte torsdag aften klokken 23.13, at en mand gik rundt i et hus på Slotsvej og lyste med en lommelygte. En patrulje blev sendt til stedet, og kunne konstatere, at der var tale om et legalt forhold og at manden gik rundt med en lommelygte på grund af en strømafbrydelse i huset.

Vidste du, at Nordsjællands Politi altid forsøger at finde en ledig patrulje, hvis du ringer om et indbrud, der er i gang nu og her? Vi vil nemlig gerne fange indbrudstyven på fersk gerning.

Blev bedt om at skrue ned

Gentofte: Nogle beboere på Prins Valdemars Vej blev natten til fredag bedt om at skrue ned for musikken, da de holdt fest. Anmeldelsen om musik til ulempe kom klokken 00.56 og en patrulje kørte senere til stedet for at genskabe natteroen for de omkringboende.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev