Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Gentofte i tidsrummet 2021/05/28-2021/06/08.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Mand blottede sig

Charlottenlund: En mand blottede sig mandag formiddag klokken 0959 for en 46-årig kvinde, der havde været ude at bade ved Skovshoved Havn. På p-pladsen blev hun kontaktet af en mand, som blottede sig for hende. Kvinden har beskrevet manden over for politiet og også oplyst registreringsnummeret på den bil, som han kørte i.

Anmeldelse om brand, Dyssegård

Klokken 08.53 indløb der anmeldelse om brand på Sønderengen, og politi og brandvæsen kørte derfor til stedet. Her kunne det konstateres, at der var tale om en mindre brand i nogle udendørs havemøbler, og beboeren på stedet havde selv haft succes med at slukke branden.

Formentlig var en refleksion fra noget glas på havemøblerne årsag til, at branden opstod.

Anmeldelse om hensynsløs kørsel og ulovlig parkering, Charlottenlund

Klokken 12.01 indløb der anmeldelse om, at flere biler fortog hensynsløs kørsel samt parkerede ulovligt på Kystvejen. En patrulje kørte til stedet, men det var ved patruljens ankomst ikke muligt at konstatere den hensynsløse kørsel. Der blev dog skrevet tre p-afgifter grundet ulovlig parkering.
Også tidligere på dagen omkring klokken 10 havde en patrulje været forbi på stedet, hvor der blev skrevet fire p-afgifter.

Forsøg på tyveri fra personbil

Klampenborg: Klokken 07.49 anmeldte en 39-årig mand, at han omkring et kvarter over midnat var blevet vækket ved lyde uden for hans bolig på Strandvejen. Da han kiggede ud, opdagede han to personer, som var i færd med at bryde ind i hans bil ved at knække håndtagene i frontdørene. Han råbte de to personer an, hvorefter de hurtigt flygtede fra stedet på cykler.

Sigtet for hærværk

Gentofte: Ifølge en anmeldelse, som indløb klokken 12.09, havde en 31-årig mand fra Gentofte netop med en sten ridset en bil tilhørende en 30-årig mand fra Kirke-Hyllinge i forbindelse med en uoverensstemmelse mellem de to mænd. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf begge mænd, og den 31-årige blev her anholdt og sigtet for hærværk.

Tricktyv på spil

Hellerup: En tricktyv var tirsdag eftermiddag mellem klokken 12.45 og 12.50 på spil hos Ohilip Pejse på Strandvejen. Her kom en mand ind i forretningen og mens han talte på et sprog, som medarbejderen i forretningen ikke forstod, lagde han et stykke papir på et bord, hvor medarbejderens mobiltelefon lå. Da medarbejderen ikke kunne forstå, hvad manden sagde, bad han ham om at forlade forretningen, og opdagede senere, at hans mobiltelefon var forsvundet. Tricktyven beskrives som slavisk af udseende, 25-30 år, 180-185 cm høj, spinkel af bygning, brun i huden med sort kort hår.

Færdselsuheld

Gentofte: På Motorring 3 skete der klokken 16.53 et færdselsuheld. En 46-årig udenlandsk mandlig lastbilschauffør kørte i vestlig retning på tilkørslen fra Lyngbygårdsvej, da han påkørte en 58-årig kvindelig bilist fra Herlev, som også kørte i samme retning. Uheldet skete formentlig i forbindelse med et vognbaneskift.

Grundet lastbilens placering efter uheldet var 1. og 2. vognbane en overgang spærret, indtil det var muligt at flytte bilen ind i nødsporet. Der skete ved uheldet ikke umiddelbart nogen personskade.

Færdselsuheld

Hellerup: En 49-årig mandlig bilist uden kendt adresse holdt klokken 17.17 parkeret ved Tuborgvej, hvorefter han kørte ud på vejen og foretog indfletning i vestlig retning. I den forbindelse påkørte han en 61-årig kvindelig bilist fra Lejre, som samtidigpasserede ham i samme retning.

På grund af bilernes placering blev Tuborgvej en overgang afspærret, indtil der var ryddet op efter uheldet. Der skete ved uheldet ikke umiddelbart nogen personskade.

Tricktyveri

Hellerup: Klokken 19.25 blev det anmeldt, at en 71-årig kvinde fra Kgs. Lyngby mellem klokken 18.00 og 18.30 var blevet udsat for tricktyveri. Hun havde på gerningstidspunktet befundet sig i parkeringskælderen ved Waterfront Shopping på Philip Heymans Alle, hvor hun blev antastet af en spansktalende mand, da hun havde åbnet døren til sin bil. Manden spurgte ind til prisen på et kølegitter og bad derefter om hjælp til at finde vej til et hospital. Da samtalen var blevet afsluttet, og manden var forsvundet fra stedet, opdagede kvinden, at hendes kortholder indeholdende diverse kort var blevet stjålet.

Manden beskrives som: ca. 180 cm, mørk i huden. Iført fint tøj. Talte spansk.

Spirituskørsel

Hellerup: En 18-årig mandlig bilist fra Hellerup blev klokken 00.53 standset af en patrulje på Bernstorffsvej. Her viste et alkometer, at han formentlig havde kørt bil med en promille over det tilladte, og han blev derfor sigtet for spirituskørsel.

Den 18-årige blev derefter transporteret til hospitalet, hvor en blodprøve blev udtaget med henblik på at fastslå hans eventuelle præcise promille.

Tyveri fra personbil, Charlottenlund

Klokken 10.23 blev det anmeldt, at der imellem søndag klokken 20.00 og mandag klokken 08.00 var blevet en taske fra en personbil, der havde holdt parkeret på en p-plads ved Ejgårdsvej.

Orden og sikkerhed, Klampenborg

Klokken 12.40 indløb der et par anmeldelse om, at en mand gik rundt og kontaktede kvinder på Bellevue, ligesom han hang mistænkeligt ud nær de offentlige toiletter og muligvis forsøgte at sparke dørene ind, når folk benyttede disse.

En patrulje blev sendt til stedet, hvor en svært beruset 34-årig mand fra Herlev blev anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Færdselsuheld, Hellerup

Klokken 12.58 blev det anmeldt, at der var sket et færdselsuheld i krydset C V E Knuths Vej og Bernstorffsvej, hvor to biler var stødt sammen.

Politi og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor en 60-årig mandlig bilist fra Smørum blev sigtet for at have kørt over for rødt lys, hvilket havde ført til sammenstødet med en bil ført af en 57-årig mand fra Birkerød.

Der skete umiddelbart kun materiel skade ved færdselsuheldet.

To biler og en bus kørte sammen

Hørsholm: Mandag eftermiddag klokken 16.17 skete et harmonikasammenstød mellem to biler og en bus på Usserød Kongevej. Her ramte en 20-årig mandlig bilist fra Rungsted Kyst ind i en 31-årig mandlig bilist fra Gentofte, som ramte ind i en bus. Der opstod kø på strækningen som følge af uheldet, men godt tre kvarter senere kunne trafikken genoptages. Der er ingen meldinger om personskade. Den 31-årige bilist fra Gentofte blev i øvrigt sigtet for kørsel uden førerret, da han tidligere havde fået kørselsforbud og ikke havde generhvervet sit kørekort.

Anmeldelse om opsendelse af nødblus

Kgs. Lyngby: En borger anmeldte klokken 00.56, at hun netop havde observeret et nødblus over Gentofte, Lyngby eller Bagsværd Sø. Der blev derfor igangsat undersøgelse af, hvor nødblusset nærmere stammede fra, og politi og brandvæsen kørte mod de udpegede områder. På baggrund af yderligere oplysninger om nødblussets retning blev det dog konkluderet, at det ikke umiddelbart kunne være sendt op over en af søerne, og undersøgelsen blev derfor afsluttet.

Nordsjællands Politi har ikke efterfølgende modtaget anmeldelser, som kunne relateres til hændelsen.

Forlygter stjålet fra biler, Gentofte

Mellem onsdag klokken 22.00 og torsdag klokken 08.15 blev forlygterne på en Porsche, som stod parkeret på Jacobsens Alle, stjålet af en ukendt gerningsperson.

Klokken 14.19 blev det ligeledes anmeldt, at forlygterne fra en Porsche, som havde holdt parkeret på Vemmetofte Alle var blevet stjålet. Tyveriet skete mellem klokken 03.00 og 08.30.

På baggrund af sammenfald mellem gerningstidspunkt og -sted formodes det, at der er tale om samme gerningsperson til de to tyverier.

Brand i køretøj, Charlottenlund

Der indløb klokken 10.46 anmeldelse om brand i sættevogn på Eivindsvej, og politi og brandvæsen kørte til stedet. Her kunne det konstateres, at der havde været hul i en luftslange til sættevognen, hvorfor det havde røget derfra. Efterfølgende var der gået ild i sættevognens bremse, formentlig grundet manglende køling, og dette resulterede i, at der gik ild i bremsen.

Ildet blev slukket, og det blev vurderet, at der ikke var yderligere politimæssigt i hændelsen.

Del på sociale medier

Skriv til Dit Gentofte

  Klik her
Holler Box